Annonce
Navne

Instruktør laver film, der ikke er for de sarte: Han ser lyset i menneskets mørke afkroge

Den amerikanske filminstruktør Darren Aronofsky fylder 50 år tirsdag 12. februar. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Med vanvid, afhængighed og besættelse som gennemgående temaer er instruktør Darren Aronofskys film ikke for sarte sjæle. Tirsdag 12. februar fylder han 50 år.

50 Hvis der er én ting, den amerikanske filminstruktør Darren Aronofskys film ikke er, så er det kedelige. De er til gengæld blevet kaldt både kontroversielle, komplekse og kraftfulde.

Aronofsky debuterede i 1998 med den matematiske scifi-thriller "Pi" og har siden vakt opsigt med film som "Requiem for a Dream" fra 2000, "The Wrestler" fra 2008, "Black Swan" fra 2010 og "Mother!" fra 2017.

Newyorker-instruktøren, der tirsdag 12. februar fylder 50 år, fik sit internationale gennembrud med "The Wrestler". Den fik han Guldløven for ved filmfestivalen i Venedig i 2008.

Hans film centrerer sig ofte om besættelse, afhængighed, jagten på perfektion og kroppens skrøbelighed.

- Jeg er i hver eneste af mine film. Jeg er wrestleren. Jeg er balletdanseren. Jeg er hver eneste karakter i hver eneste film, sagde Aronofsky i sin hovedtale ved den amerikanske musik-, film- og mediefestival SXSW i marts 2018.

- Jeg tror på, at vi ser lyset, når vi kigger ind i de mørkeste dele af os selv.

I et interview i Information i 2011 fortalte Aronofsky, at musikeren Bruce Springsteen ved en prisuddeling fortalte Aronofsky, at poesien ofte findes i fejltagelserne. Det blev en vigtig lektie, som instruktøren tog med videre i sit arbejde.

- Det handler om at samle så mange gode ting som muligt det samme sted, og når der siges 'action!', så opstår kaos, og der kommer noget ud af det - ikke perfektion, men noget, fortalte Aronofsky til Information.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Annonce