Annonce
Sport

Irland og Danmark trættes ved hinanden

Danmarks Martin Braithwaite i aktion under EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Irland i juni i Parken. Kampen endte 1-1. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Irish Times mener, at de to nationer har haft nok sammen nu.

FODBOLD: Danmark og Irland har det lidt med hinanden som Brad Pitt og Angelina Jolie i Mr. and Mrs Smith. Ideen var fin, men kemien var der ikke, skriver Keith Duggan i sin klumme i The Irish Times.

"Danskerne taler om irernes begrænsede tekniske evner i fodbold og fornemmelse for spillet, som gør os rasende, fordi vi ved, at de har ret. Vi betragter den danske besættelse af transport på cykel og det sunde liv som skummelt og endda perverst. Og så er vi stadig lidt bitre over hele det der med vikingerne. Har de nogensinde formelt sagt undskyld for den skæggede styrkes plyndringer og de tossede hjelme med horn?

Nej, der er ikke meget kærlighed tilbage. Det eneste de to lande har til fælles er den vanvittige pris på en fadøl fra Carlsberg.

På mandag skal de to holds krigere krydse veje mod hinanden for sjette gang på mindre end to år. Det har samlet givet en serie af frygtelige fodboldkampe. Man forestiller sig fans over hele Europa studere kampene og se Irland mod Danmark med udsigt til en trist 0-0-kamp eller en uforløst 1-1-kamp, så livet igen bliver tristere.

Når man lige har set Manchester City mod Liverpool, så har kampen Danmark mod Irland kraften til for de fleste fans til at stille spørgsmålet om den kamps eksistensberettigelse", fortsætter klummen og slutter:

"Fløjten lyder. Kampen starter. Du skeler konfus gennem et fysisk delirium i håbet om at se bolden, og så mange, mange hjørnespark og offsides senere, er det slut. Som regel er der ingen vinder eller taber og meget ofte heller ingen mål", fastslår Keith Duggan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce