Annonce
Kultur

Isabel Allende: Roger er min tredje mand, men det betyder ikke, at han bliver den sidste

Isabel Allende og hendes mand, Roger Cukras. Pr-foto Lorri Barra
Isabel Allende, der blev verdenskendt med romanen "Åndernes Hus", er aktuel med en ny roman, der handler om at være på flugt og ikke mindst om kærlighed. Avisen Danmark har i den anledning talt med hende om selv at være flygtning, om kærligheden, der forandrer sig med årene og om nødvendigheden af håb.
Annonce

Bøger: Han havde læst nogle af forfatter Isabel Allendes bøger og set hende holde foredrag om emnet passion i de såkaldte Ted Talks, man kan finde på nettet. Og nu hørte han hende i radioen på sin køretur fra New York til Boston. Da han nåede frem til Boston,  sendte skatteadvokat Roger Cukras en mail til den verdenskendte forfatter, der i sin tid skrev sig ind i millioner af hjerter med sin roman "Åndernes Hus".

- Min assistent og jeg svarede høfligt, men så skrev han igen næste dag.  Roger sendte mig en e-mail to gange om dagen de følgende fem måneder, fortæller Isabel Allende.

- Da jeg så var i New York til møde, inviterede jeg ham på frokost, selv om vi ikke engang havde talt i telefon sammen, og jeg ikke vidste, hvordan han så ud. Og så sagde jeg: "Hør her, hvad er dine intentioner? Jeg er 74 år, og jeg har ingen tid at spilde!" Han var chokeret, men han stak ikke af og tre dage senere foreslog han, at vi giftede os.  Jeg svarede: "er du skør - jeg skal aldrig giftes igen".

Isabel Allende beretter med latter og glæde sin seneste kærlighedshistorie. Om Roger, der blev forelsket i hende og hun i ham. Om hvordan han flyttede ind til hende i hendes lille hus i Californien, og hvordan de alligevel blev gift, fordi det var vigtigt særligt for ham.  Om den modne kærlighed, der er lidt anderledes, fordi der ingen tid er at spilde.

- Så når noget er svært, så tænker vi begge over, om vi vil spilde en dag på at skændes. Om det er bedre at finde en løsning eller bare ignorere problemet. Jeg er meget utålmodig og intolerant. Det må være svært at leve med mig. Men han finder sig i det, og jeg prøver at være mere forsigtig, fortæller Isabel Allende.

- Vi blev gift for et år siden, og Roger er min tredje mand, men det betyder ikke, at han bliver den sidste. Hvem ved, siger hun med en drillende tone i stemmen.

Har du fortalt ham det?

- Selvfølgelig. Han er nødt til at være forsigtig og altid være på mærkerne, siger hun og ler højt.

Annonce

Privilegeret flygtning

Vi taler sammen over videochatten Zoom. Hun sidder i sit hjem foran sin bogreol. En velplejet nu 78-årig litterær verdensstjerne, der svarer beredvilligt, men også er nysgerrig på intervieweren. Hvor gammel er du, kan du lide at rejse, har du børn, spørger hun blandt andet - mere opsat på dialog end på at foredrage.

Men vi skal også nå at tale om hendes nyeste roman "Håbets rejse", der handler om særligt Victor, der må flygte fra Spanien i slutningen af den spanske borgerkrig og ender i Chile, hvor han efter kup-overtagelsen i 1973 atter bliver flygtning.

Til Zoom-møde med Isabel Allende. Billede af skærmen, hvor forfatteren fylder det meste og intervieweren anes i toppen i færd med at fotografere. Foto: Anette Hyllested

Victor er stærkt inspireret af en virkelig Victor, som Isabel Allende mødte i Venezuela, efter at de begge var flygtet ud af Chile i 1973.

- Men jeg var en privilegeret flygtning, der ikke var nødt til at gå om bord i en båd med mine børn og risikere mit liv, siger hun.

Når hun har valgt flygtninge som hovedpersoner i sin nyeste roman, hænger det i stedet sammen med, at der er 74 millioner af dem i verden i dag, og at mange af dem lever kummerligt. Flygtninge er et globalt problem, siger hun.

En flygtning må kappe sine rødder - privilegier eller ej. Hvor har Allende mon plantet sine?

Du har sagt, at hjemme er, hvor din familie er?

-  Når jeg siger min familie, bør jeg være mere specifik. Hjem er, hvor de mennesker, jeg elsker, er. Det kan være min mand, børnebørn, nære venner, mit arbejde. Alt er her i Californien, og det er mit hjem, fordi de er her. Men jeg kan flytte, det har jeg gjort før. Mine rødder er i virkeligheden mine bøger og mine minder. Mine børnebørn siger, at jeg har en landsby i mit hoved, og at jeg bor i den landsby, og den landsby er mine bøger.

Annonce

Håb giver styrke

Isabel Allendes hovedpersoner er ofte stærke og modige og i stand til at opretholde et håb selv i meget vanskelige situationer.

- Vi ved aldrig, hvor stærke vi er, før vi bliver testet. Når livet tester os, så finder vi ud af, hvem vi er, siger hun og taler af erfaring. Hendes datter Paula døde som blot 29-årig.

Det har hun skrevet romanen "Paula" om,  og i det hele taget er de mennesker, hun beskriver, inspireret af virkelige mennesker - og ikke nogen, hun bare opfinder.

Isabel Allende: - Mine rødder er mine bøger og mine minder. Pr-foto: Lorri Barra

- Det er mennesker, som overkommer de sværeste forhindringer og de bliver ved med at leve, elske og håbe - uden at håbe på det umulige. Det er ligesom med cancer. Du kan håbe, at du ved at kæmpe imod måske kan vinde. Måske. Det betyder ikke, at det vil ske, men håbet giver dig styrke. Hvis du er uden håb, vil du ikke kæmpe, siger hun.

Annonce

Pynter på virkeligheden

Man kan også forsøge at pynte på virkeligheden undervejs, hvis den ikke arter sig som håbet.

I "Håbets rejsende" skriver Isabel Allende om en af romanens kvinder,  at "hun forskønnede kendsgerningerne, for hun vidste, at livet er, som man fortæller det, så hvorfor kun nedskrive det almindelige?".

Sætningen lyder som en nøgle til Allendes forfatterskab, som er kendt for sin magiske realisme. I "Åndernes Hus" har en af kvinderne grønt hår, en anden kan tale med ånder. Og i "Håbets rejsende" kan Victor høre lyden af knust glas, da hans hjerte går i stykker.

- Du har ret, svarer hun uden videre

- Der er en teori, som handler om, at hvis man ændrer selve fortællingen om sit liv, så kan man også ændre den måde, man føler om det. Hvis du altid taler om hvor syg du er, hvor fattig du er, hvordan tingene ikke fungerer på dit arbejde eller med din mand, så handler dit liv om mørke.

- Nogle gange, når jeg skriver, så er der en sætning, jeg ikke bryder mig om, og så udskifter jeg tre tillægsord i den, og så forandrer det hele sig. Når jeg fortæller om mit liv, så udskifter jeg også tre tillægsord, så det kommer til at lyde meget mere smukt, end det i virkeligheden var. Og hvad så? Det er mit liv. Ingen tjekker, siger Isabel Allende og ler højt.


Når jeg fortæller om mit liv, så udskifter jeg også tre tillægsord, så det kommer til at lyde meget mere smukt, end det i virkeligheden var. Og hvad så? Det er mit liv. Ingen tjekker

Isabel Allende


Annonce

Sidde i et skab

Isabel Allende har solgt millioner af bøger og må have tjent mange penge.

Hvorfor arbejder du stadig?

Mig?

Det er vel ikke nødvendigt  for dig mere?

- Men det her er jo ikke arbejde. Jeg skriver, og det er ikke arbejde, svarer Isabel Allende og råber: Nej! Nej!

- Det her er bare sjov. Jeg tilbringer det meste af min dag her i mit rum og glemmer verden. Mit vindue er ved side af lagunen, så jeg kan se vand, ænder og mennesker, som svømmer, men jeg kigger ikke ud. Jeg kunne sidde i et skab. Det betyder ikke noget. For jeg er i historien, og der er jeg så lykkelig og underholdt, at jeg ingenting behøver.

Minimalismen har fået tag i hende. Da hun efter 28 års ægteskab blev skilt fra sin mand nummer to, fandt hun sig selv alene i et stort hus med mange tomme rum og begyndte at spekulere over, hvad hun lavede der, når nu hun hellere ville have mindre end mere.

- Jeg solgte det og købte det her sted, hvor jeg kan leve alene. Det er virkelig småt. Når jeg står på trappen, kan jeg overskue hele huset - undtagen badeværelset.  Jeg var lykkelig her, og så dukkede Roger op. Jeg sagde til ham, at han skulle komme alene og ikke medbringe ting, for det var der ikke plads til. Så han kom med to cykler og noget af sit tøj, som jeg straks smed ud, fordi det var så gammeldags, fortæller Isabel Allende og ler.

- Vi var nødt til at lave et kontor til ham i garagen, fordi her er så småt. Men når man når en vis alder, så erkender man, at man ikke kan tage noget med sig, når man dør, og at ingen gider have det, man havde. Så slip af med det nu og bliv fri!

Isabel Allende: "Håbets rejsende", 340 sider, Hr. Ferdinand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Ny sportslig chef på plads i AGF: - Jeg har set flere hundrede kampe på Fredensvang

Annonce