Annonce
Udland

Israel kalder missilangreb mod Syrien for gengæld

Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Syrisk militær eliminerede de fleste israelske missiler, der blev sendt afsted over Damaskus.

Israels militær har kort efter midnat onsdag angrebet syriske, militære mål som led i et gengældelsesangreb.

Det oplyser talsmand for det israelske militær Avichay Adraee på Twitter natten til onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Syriens statslige nyhedsbureau, Sana, oplyste tidligere på natten, at syriske antiluftskyts havde elimineret de fleste israelske missiler, der blev sendt afsted over Syriens hovedstad, Damaskus.

Israel oplyser, at angrebet var gengæld for, at landets missilforsvarssystem tirsdag skød fire syriske missiler ned.

- Vores krigsfly ødelagde mange militære mål, der tilhørte iransk og syrisk militær. Herunder missiler, hovedkvarterer, våbendepoter og militærbaser. Det var som gengæld for gårsdagens missiler fra Syrien mod Israel.

Sana skriver, at tre personer er sårede efter Israels luftangreb.

Israels militær har ifølge eget udsagn udført flere hundrede angreb i Syrien mod iranske styrker for at forhindre, at Iran etablerer en permanent militær tilstedeværelse i landet.

Derudover har Israel angrebet våbenleverancer til den iranskledede militærgruppe i Libanon, Hizbollah.

- Irans position i Syrien er en trussel for Israels sikkerhed, skriver Avichay Adraee.

Angrebene sker efter en større eskalering i konflikten i Gaza.

I sidste uge stod Israel bag et angreb, der dræbte en ledende skikkelse i den palæstinensiske, militærgruppe Islamisk Jihad, der er allieret med Syrien.

Derudover blev en søn til en leder i Islamisk Jihad dræbt i et andet angreb, som Israel endnu ikke har taget ansvaret for, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce