Annonce
Mad og drikke

Italiensk oase ved motorvejen: På jagt efter det autentiske

Massimo Grillo har som madanmelder spist på mange restauranter, og som halv italiener er han meget begejstret for italiensk mad. I et nyt webprogam, opsøger han sammen med sommelier Mariarita Liberati fremragende, men ofte ukendte italienske restauranter, der ligger i provinsen. Foto Mette Mørk
Journalist og tidligere madanmelder Massimo Grillo kører i den kommende tid Danmark tyndt sammen med sommelier Mariarita Liberati for at afsløre gode, lokale italienske restauranter, der flyver under radaren i resten af landet.

De fleste kender det. Man har været på ferie i Italien. Det kan være Bologna, Firenze eller Rom. Man har bevæget sig lidt væk fra alfarvej med alle turistfælderne. Pludselig falder man over en lille trattoria, hvor der sidder flere lokale end turister, fordi maden smager, som den skal, og ikke som turisterne gerne vil have den.

Det er ikke kun i Italien, det forholder sig sådan. Her i Danmark er der også stor forskel på italienske restauranter. Nogle er autentiske med kokke, der er passionerede om det italienske køkken. Andre tilpasser carbonaraen de danske smagsløg.

Det er de førstnævnte, som tidligere madanmelder og journalist Massimo Grillo har i kikkerten, når han sammen med sommelier Mariarita Liberati i et nyt webprogram kører rundt i landet og opsøger disse ukendte, italienske perler.

Et af de ukendte steder er restauranten Enzo & Co, der ligger ved transportcenteret lige uden for Vejle.

- Okay, den er måske ikke så ukendt i lokalområdet, men prøv at se dig omkring. Det er ikke til at forestille sig, at man kan spise rigtig lækker, italiensk mad lige derinde, siger Massimo Grillo, da vi holder på parkeringspladsen uden for restauranten.

Rummet er overraskende stort. Selv om stedet langt fra er fyldt, summer det af sydlandsk stemning med Fiat 500 i indgangen og italienske stemmer fra køkkenet. Vi finder en afsides plads bag i lokalet og bestiller noget mad.

- Det var egentligt et projekt, som jeg udviklede for nogle år tilbage med Niklas Roar, der har bloggen Foodroar. Vi mødtes på et tidspunkt, det må have været i 2014, hvor vi begge var blevet freelancere. Det var sådan en åben idéudvikling om, hvorvidt man kunne lave rigtige programmer online og ikke bare den der reklameagtige video, begynder Massimo Grillo.

- Vi kom til at snakke om, at der findes en del jævne, italienske restauranter. Men der findes også nogle perler spredt rundt omkring i landet, som alt for få mennesker kender til. Vi kom op med idéen til programmet og lavede en minidummy. Men det gik lidt i sig selv. Niklas fik nok at se til med sin blog og som gymnasielærer, og jeg fik job hos Fyens Stiftstidende.

Jeg smager på min pizza, som er opkaldt efter restauranten. Den er med pancetta, bøgehatte, mozzarella og trøffel, har en dejlig sprød skorpe, og der er fuld skrald på smagen.

- Det er faktisk den pizza, Mariarita fik, da vi optog her, siger Massimo Grillo og kaster sig over sin egen pizza.

Annonce
Man er ikke i tvivl om, at man har en italiensk madoplevelse i vente, når man træder indenfor på Enzo & Co ved Vejle. Foto: Mette Mørk

På italiensk og dansk

Mariarita Liberati har Massimo Grillo kendt i flere år. Hun er sommelier på La Locanda i Aalborg, og Massimo viste hende den minidummy, som han havde lavet for godt halvandet år siden og spurgte, om ikke de skulle lave programmet sammen.

- Det lå lige til højrebenet. En italiensk kvinde, der har forstand på vin, og en mand, der er halvt italiener og tidligere madanmelder. Det var perfekt, og hun var vild med idéen. Jeg skulle lige tjekke med Niklas Roar, om det var ok, at jeg overtog konceptet. Han havde travlt med alle mulige andre ting, så det var ikke noget problem, siger Massimo Grillo.

Det første fulde afsnit blev optaget på La Botegga i Aalborg.

- Vi kastede os ud i det og lagde det op på Facebook, hvor vi bad folk om deres ærlige mening. Jeg har arbejdet som tv-vært. Mariarita er et utroligt positivt og smilende menneske, men har aldrig prøvet at være foran kameraet på den måde før. Alle syntes, hun var fantastisk, fortæller Massimo Grillo.

Rollerne er fordelt på den måde, at de to værter skiftes til at foreslå en restaurant, som den anden skal være med til at bedømme. Mariarita har som sommelier fokus på vinen, mens Massimo som journalisten interviewer restauratørerne. Desuden er Massimo den eneste i programmet, der taler dansk. Det giver lidt ekstra arbejde med at oversætte og lave undertekster, og det gælder sådan set begge veje.

- Det er en del af dynamikken, at Mariarita taler italiensk, mens jeg taler dansk. I første omgang er vores platform de mange dansk/italienske communities på Facebook, og her er der en del, som kun taler italiensk, og så kan de jo ikke forstå, hvad jeg siger på dansk, siger Massimo Grillo og slår ud med armene.

Gnist og passion

Massimo har fået masser af henvendelser fra seere på Facebook, der foreslår restauranter, som de mener fortjener at komme med i programmet. Det er dog ikke alle, der lever op til den standard, det kræver at komme med i “De ukendte”.

- Der skal selvfølgelig være en redaktionel udvælgelse, og stederne skal være i orden, ellers mister udsendelsen sin troværdighed, slår han fast.

- I Pupi Siciliani i Odense, som bliver afsnit tre, er et rigtig godt eksempel. Man går lige forbi, hvis ikke man kender den. Her er et menneske, som har en passion og en idealisme, som er helt usædvanlig. Det samme gælder La Botegga, som ligger et lidt undseeligt sted, hvor man kan få det, der er kåret til Aalborgs bedste pizzaer, siger Massimo Grillo og fortsætter:

- De tre, vi har besøgt indtil nu, er alle mennesker med en passion og gnist, men med forskellige indfaldsvinkler: Enzo taler om den restaurantkæde, han gerne vil skabe og om at bringe kvalitet til danskerne, mens Antonio taler om idealisme, om det med at bringe en kultur videre og åbne danskernes øjne. Carlo fortæller om at komme fra en by med en stærk brødtradition og om, at han aldrig havde troet, at han skulle lave pizza og så alligevel ender med at lave Aalborgs bedste. De fortæller alle tre en unik historie.

Skinkerne og pølserne, der hænger i kølerummet, giver den helt rette italienske atmosfære på Enzo & Co. Foto: Mette Mørk

Kun online

Programmerne varer mellem seks og syv minutter. Det er, hvad folk kan rumme fra et online medie lige nu, men kommer der en tv-station, som er interesseret i at køre programmet ad mere traditionelle kanaler, hvilket er håbet, kan det sagtens forlænges, forklarer Massimo Grillo:

- Når jeg har kogt det ned til seks - syv minutter, har jeg taget meget af dialogen ud, så der kun er de mest interessante interviewbidder tilbage. Online kan jeg ikke trække den længere. Men kommer der en tv-station, som bliver hooked på idéen, så kan vi jo i princippet forlænge indslaget så langt, vi vil. Jeg kunne sagtens få det her til at fylde en halv time, hvis det er til tv.

Indtil videre er Facebook den primære platform. Massimo Grillo vurderer, at det første afsnit er nået ud til et trecifret antal seere. Der er dog ét onlinemedie, hvor “De ukendte” kan nå ud til 50.000 brugere.

- Vi har en særlig platform, der hedder Madens Verden. Det er landets største madsite pt. Udfordringen er dog, at Madens Verden er baseret på opskrifter. Vi skal altså knytte en opskrift til programmerne, og det kan være en udfordring i forhold til nogle restauratører.

I køkkenet på restaurant Enzo og Co. bliver der talt italiensk. Ud af stenovnen kommer der autentiske romanske pizzaer. Foto: Mette Mørk

Con amore

Lige nu er der optaget tre programmer, hvoraf kun ét er lagt online, men Massimo og Mariarita håber, at de snart kan udkomme med et afsnit hver 14. dag.

- Her i opstartsfasen har vi været nødt til at tilpasse os lidt i forhold til fotografer, som er lidt velvillige og gerne vil lægge lidt af deres fritid i det, ellers hænger det ikke sammen økonomisk. Men vi håber at finde nogle sponsorer, så vi kan udkomme med et nyt afsnit hver anden uge. Så har de enkelte afsnit mulighed for at få et liv på nettet. Det vil betyde, at vi i løbet af et års tid vil være nået godt rundt i landet.

Vi er blevet mætte oven på vores respektive pizzaer. Der er kun et par skorper tilbage på tallerkenen. Vi bestiller kaffe.

Men hvis der kun er et enkelt afsnit ude nu, hvornår skal det næste så sendes, spørger jeg og nipper til min espresso.

- Vi kan publicere det nu, hvis du synes, siger Massimo Grillo og hiver sin Macbook frem.

Koncentrationen er stor, mens han skriver teksten til Facebook-opslaget på henholdsvis dansk og italiensk. Det er tydeligt, at der er noget på spil. At det betyder noget.

- Når det først er ude, er der afregning ved kasse ét. Nu håber jeg bare, at de tager godt imod det, siger han og trykker på returtasten.

Pizzaen Enzo & Co med mozzarella, pancetta, bøgehatte og trøffel. En umamipakket sag, der får mundvandet til at løbe. Foto: Mette Mørk
Scan koden og se afsnittet om restauranten Enzo & Co.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Stor politiaktion i Aarhus og Trige: Anholdt for virksomhedsindbrud og omfattende salg af kokain

Annonce