Annonce
Læserbrev

Jødehad og antisemitisme på fremmarch: Vi må aldrig glemme fortiden

"Er vi kommet så meget på historisk afstand af nazisternes forbrydelser, at vi uden forståelse for andres lidelser har ladet hverdagens intolerance tilsat lidt nationalisme og en god portion fremmedhad snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge", skriver Louis Bülow. Tegning: Jens Nex

Onsdag 27. januar 2021 markeres Auschwitz-dagen som international mindedag for det 20. århundredes folkedrab – netop dén dag for 76 år siden blev de sidste udmarvede fanger befriet fra kz-lejren Auschwitz-Birkenau.

Dronning Margrethes nytårstale i 2020 vil måske først og sidst blive husket for hendes opgør med jødehad og antisemitisme, der som konsekvens af højreradikale gruppers genopdukken igen var på fremmarch i Europa.

Det Europa, der i ly af krigens ragnarok lagde jord til inkarnationen af absolut ondskab med Hitlers folkemord på seks millioner jøder, hvoraf halvanden million var børn. Med dronningens ord:

Annonce

"Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde".

Statsminister Mette Frederiksen fulgte trop og fremhævede dét løfte, som Danmark gav sine jødiske medborgere kort efter befrielsen: Aldrig igen vil der komme jødeforfølgelser i Danmark. Danske jøder skal fortsat kunne føle sig trygge i Danmark og være en del af det danske samfund med den kultur og de ritualer, som de har været det igennem 400 år.

Kun få uger tidligere, på årsdagen for krystalnatten, blev en jødisk gravplads i Randers udsat for vandalisme og gravskænding med væltede mindestene, overhældt med maling. Hærværk ramte også familier med jødisk baggrund, i Aarhus og andre steder i landet, der fik nazitidens jødestjerne med teksten "Jude" klistret på deres postkasser.

Er vi kommet så meget på historisk afstand af nazisternes forbrydelser, at vi uden forståelse for andres lidelser har ladet hverdagens intolerance tilsat lidt nationalisme og en god portion fremmedhad snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge?

Har vi skabt grobund for et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar og ladet giftige fordomme og de laveste instinkter fyge over ligusterhæk, altaner og stokroser?


Tidligt næste dag fandt man liget af Kaj Munk smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellen Pårup og Silkeborg. Dén morgen græd også himlen med med hvide snefnug, der faldt over land og by som blide tårer …


Er vi blevet så historieløse, at vi har ladet forråelsens spøgelse gennemsyre de værdier og idealer, vi er vokset op med – uden at være bevidste om, at de instinkter, som Hitler med stort held talte til hos det tyske folk, også findes hos os selv?

Men der var engang …

I ly af krigens ragnarok havde Hitler iværksat folkemordet på Europas jøder i et inferno af barbari med SS-Einsatzgruppen, ghettoer, kz-lejre og udryddelsesfabrikker med SS-bødler, der myrdede løs. Inkarnationen af absolut ondskab.

Herhjemme tog jødeforfølgelserne for alvor fart midt under besættelsen i oktober 1943, hvor tyskerne trawlede land og rige igennem i jagten på Danmarks jøder.

I de uger sprængte den danske befolkning alle rammer for at værne deres jødiske medborgere mod Gestapos bødler. Fra alle egne af landet og fra alle samfundslag – sygeplejersker, læger, vognmænd, taxachauffører, fiskere, arbejdere, studerende og husmødre – valgte almindelige danskere på tværs af generationer og religiøse skel spontant at gå ind i modstandskampen for at redde 7000 jøder ud af det besatte Danmark og til sikkerhed i det neutrale Sverige.

Et glædens budskab om næstekærlighed, sejr og triumf og et enestående stykke danmarkshistorie, der skrev landet ind i alle historiske annaler.

Få uger senere, 1. januar 1944, holdt den danske modstandskamps inspirator og nationale symbol Kaj Munk sit livs sidste nytårsprædiken i Vedersø Kirke. Der var intet orgelspil, alterlysene var ikke tændt, og det fyldte kirkerum henlå i halvmørke. Kaj Munk gik ikke på prædikestolen i præstekjole, men blev stående nede på kirkegulvet, klædt i sin tunge overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue fra Regensen.

Modigt indviede digterpræsten sine sognebørn i nazisternes overgreb på gamle kvinder og mænd, der brutalt blev hevet ud af deres senge i jødiske alderdomshjem og slæbt ned til de tyske deportationsskibe ved Langelinie:

"… de har slaaet om sig med Mishandlinger og Fængslinger, og de har ladet Jødeforfølgelsens Skændsel udfolde sig … slæbt af med hundredaarige gamle Kvinder, trukket Folk ned fra anden Sal ved Benene med Hovedet bumpende mod Trappetrinene ..."

Kun få dage senere, tirsdag aften 4. januar 1944, kørte Gestapos bødler ind på gårdspladsen i Vedersø Præstegård for endegyldigt at gøre op med digterpræsten.

Tidligt næste dag fandt man liget af Kaj Munk smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellen Pårup og Silkeborg.

Dén morgen græd også himlen med med hvide snefnug, der faldt over land og by som blide tårer …

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce