Annonce
Debat

Ja, jeg tager min smartphone med på ferie

Lone Kofoed Hansen, lektor i digital design, Aarhus Universitet

Hvis din smartphone er i samme rum som dig, så påvirkes din koncentrationsevne i negativ retning. Det har et nyt amerikansk forsøg påvist. Alligevel er jeg ikke en af dem, der mener, at man skal lade sin mobiltelefon ligge hjemme, hvis man skal på ferie. Med mindre, måske, at ens tid skal gå med at regne små opgaver i massevis.

Og hvorfor gør jeg så ikke det, når nu dette studie viser, at det påvirker min evne til at koncentrere mig? Hvis den påvirker noget så simpelt, må den også påvirke resten af min måde at være til stede i verden på. Hvorfor har jeg alligevel nærmest altid min smartphone med mig? Også når jeg holder fri fra arbejde.

Det har jeg især af to årsager: Min mobiltelefon er nærmest blevet til en ekstra sans for mig, og den er helt afgørende for min måde at være borger, ven, kollega og familiemedlem på.

Naturligvis værdsætter jeg min evne til at koncentrere mig. Den evne er ret nødvendig, når jeg skal køre bil, læse svære tekster eller engagere mig i en samtale. Men jeg værdsætter også alle de ting, som min smartphone gør mig i stand til at gøre. Den gør mig bedre til at finde vej på ukendte steder, og jeg har sat den op til, at jeg nemt kan nå de flere tusind dokumenter, som jeg ofte bruger i forbindelse med mit arbejde.

Men der, hvor smartphonen for alvor betyder noget for mig som menneske, det er i den måde, jeg ser min hverdag og mine omgivelser på, og i den måde jeg kommunikerer med andre på. Og det handler ikke kun om praktiske ting, som at jeg kan brokke mig på Facebook, eller at jeg kan fotografere ting. Det handler mere om, hvordan jeg tænker verden, når jeg ved, at den kan skrives, fotograferes og deles.

Det er ikke fra mobilen alene, at min verden går, men mobilen er et grundlæggende perspektiv for mig: Jeg sanser og fortolker også verden gennem mine teknologier og mine medier. Mobilen er naturligvis ikke vokset ind i min krop, men den er heller ikke et fremmedlegeme. Sammen med mig bliver mobiltelefonen noget, der kan fotografere, sms'e, skrive på Facebook, Twitter, Snapchat, Instagram, og hvad jeg og flere andre nu ellers bruger vores tid og vores mobildata på.

Det betyder ikke, at alt er iscenesat. Det betyder snarere, at det er en måde at filtrere og bearbejde mine oplevelser og tanker på: fra det alvorlige da min far blev syg, døde og min efterfølgende sorgbearbejdning, til det sjove når jeg bliver fanget ude i regnvejr, eller når jeg "ser tv" sammen med andre på Twitter (og det gør vi i stor stil, og det er underholdende og oplysende, både når det gælder valgaftener, X-factor, og den norske serie Skam).

Teknologifilosoffen Don Ihde er kendt for at bruge et eksempel med den blinde mand og hans stok til at forklare, at det netop er sammensmeltningen af stok og mand, der skaber sansningen. Manden sanser, fordi hans krop forlænges af en stok, og hans stok gør ham i stand til at forstå verden.

Samme argument har Ihde brugt i våbendebatten i USA, hvor han argumenterer for, at det hverken er mennesker eller pistoler, der alene er skyld i, at andre mennesker bliver skudt, men at folk bliver skudt, fordi en mand med en pistol kan nogle andre ting og dermed tænker sine muligheder anderledes, end hvis han var uden pistol.

Man kan med det in mente sige, at jeg er blevet til menneske-med-smartphone, og at det er noget andet end menneske-uden-smartphone. Min verden kan opfanges og deles med mobilen, og jeg opdager mønstre, detaljer og sjove hændelser, fordi den er forbundet til mit netværk, som jeg kan grine, græde og diskutere med - også selvom vi ikke er i samme rum.

Hvis vi ser på det amerikanske forsøg igen, så siger de, at det er smartphonen, der gør forsøgspersonerne dårlige til at koncentrere sig. Men de undersøger måske snarere, hvornår man kan lukke andre mennesker og andre situationer ude fra den situation, man er i lige nu. Hvis jeg kan koncentrere mig om at løse nogle opgaver hurtigt, så handler det også om, at jeg ikke tænker på andre ting imens.

Det er naturligvis både tankevækkende og vildt at tænke på, at hvis min mobiltelefon fysisk er i samme rum som mig, så er jeg dårligere til at regne. Men hvis vi vender situationen om og spørger, hvad mobiltelefonen gør os i stand til at gøre, når vi ikke sidder ved et bord og regner i stilhed, så ser svaret jo anderledes ud.

Jeg tror, at vi i stedet skal sige, at forsøgspersonerne er bedre til at koncentrere sig om bestemte ting, når de får frataget en del af deres sanser. Og det er jo fremragende i nogle situationer, mens det i andre situationer er helt forfærdeligt. Man kan i hvert fald ikke bruge det til at sige, at forsøget viser, at vi skal lade mobiltelefonen blive hjemme, fordi den gør os ude af stand til at være nærværende.

For nogle gange handler nærvær om at sanse og om at tale med andre om det, man sanser. Og nogle gange taler man med nogen, som man ikke er sammen med, og nogle gange sanser man noget, som kameraet eller mikrofonen kan hjælpe med til at begribe og måske ligefrem fastholde i mindet. Og det er min telefons udvidelse af min rækkevidde og mine sanser, som gør, at jeg med stor fornøjelse tager min mobil med på ferie.

Læs mere om det amerikanske studie her: https://journalistsresource.org/studies/international/global-tech/smartphones-mobile-distracting-cognition-iphone

Læs mere om Don Ihde og skydevåbensdebatten her: https://www.theatlantic.com/technology/archive/2012/07/the-philosophy-of-the-technology-of-the-gun/260220/

Annonce
 
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Jo bedre, vi finder sammen, jo bedre fremtid

En gruppe forældre slår alarm, fordi Aarhus Kommune vil ændre skoledistriktet i Åbyhøj. Gammelgaardsskolen vil få flere elever fra Bispehaven, og nu truer mange forældre med at flytte deres børn fra den skole til en privat. De mener, at børnene fra Bispehaven vil kræve flere ressourcer af Gammelgaardsskolen, fordi indvandrerbørnene, der kommer, har sværere ved at læse end etnisk danske børn. Det kan ramme dem, der i denne gruppe har brug for ekstra støtte. Ændringen af skoledistriktet har været i høring. Der er kommet 137 svar, 115 fra forældre, der advarer mod udvidelsen, og skolebestyrelsen ser forslaget som meget problematisk. Den har stor forståelse for, at der skal findes en løsning for børnene i vestbyen. Nu har 11 procent af eleverne på Gammelgaardsskolen behov for sprogstøtte. Det kan skolen håndtere, men bestyrelsen ser en fare i at få flere elever, der har brug for støtte. Det vil kræve ekstra ressourcer og ekstra penge. Måske skal der oprettes en ekstra klasse på skolen. Fra det nuværende distrikt skal potentielt 77 børn begynde i skolen. Hvis Bispehaven kommer med, er der 25 flere. Som det ser ud, skal fem elever fra Bispehaven ind i hver af de sandsynlige fire børnehaveklasser. Forældrenes bekymringer er også, at skolen ikke har plads til endnu en klasse. I forvejen har ikke alle klasser deres eget klasseværelse alene. Charlotte Korsgaard Nielsen er talsmand for Åbyhøj Dagtilbud og indstillet på at finde en løsning. Men gruppen er ikke inviteret til dialog. Her kan kommunen begynde. Tag alle med på råd og til debat om, hvordan sagen bedst klares. Jo mere viden, der ikke kommer til de rette, jo større er uvisheden og usikkerheden. Rådmand Thomas Medom (SF) erkender, at Gammelgaardsskolen allerede løfter en stor opgave for integrationen, og der følger nogle ressourcer med, siger han. Medom har ret i, at alle har et ansvar for alles børn. Men situationen er ulykkelig, og vi har ikke brug for flere parallelsamfund. Jo bedre, vi finder sammen, jo bedre bliver fremtiden.

AGF

Stort tema om talentudvikling i AGF: Fra glemt sølvhold, transitionstræner til talenter der gik andre veje

Danmark

71-årig mand anholdt for at have kørt 22-årig værnepligtig ihjel: Havde parkeret bilen, så dens skader ikke var synlige

Annonce