Annonce
AGF

Jakob Ankersens tørre hug sendte AGF ind i kvartfinalen

AGF-OB. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Torsdagens sene pokalfight endte med århusiansk avancement til kvartfinalerne, da AGF slog OB med 1-0 på mål af Jakob Ankersen.

FODBOLD: Parkeringspladsen, godt 50 minutter til kampstart, AGF-OB, pokalturneringen:

Fire ungersvende med kriller på stemmebåndene hidser sig op over en bilist, der i sneglende søgen efter en plads til at hive håndbremsen overser de gående.

- Fuck dig, råber en af de sortklædte teenagere, franskbrød under armene, de andre stemmer i.

Manden bag rattet ruller stille og roligt ned, da øsen er landet, smiler listigt:

- Husk nu de reflekser næste gang, knægte, så går det nok det hele.

Øb og Bøv og Bøv og Øb pruster, peger, pruster lidt mere, men trasker videre. Så velbagte var franskbrødene så heller ikke.

Og det var så i øvrigt - indtil sejrsmålet i det 86. minut - den mest medrivende scene fra torsdagens pokalopgør, for da knejterne og familiefaren og alle de andre først var kommet indenfor, var der alt for lidt, der stak ud.

Hjemmeholdet vandt 1-0, Jakob Ankersen blev matchvinder, sendte sit hold i kvartfinalen, en tiltrængt succesoplevelse efter tre nederlag i træk i Superligaen.

AGF har vundet pokalturneringen ni gange, OB har prøvet det fem gange, så det var to scenevante klubber, der torsdag aften på et herligt publikumsfjendligt spilletidspunkt – ja, 20.15 – ramlede sammen på Ceres Park.

Det er godt nok tolv år siden fynboerne sidste har triumferet i denne turnering, mens AGF-fansene skal helt tilbage til 1996. Dengang var mange af tribune-krigerne, og da slet ikke Northface-fire-banden fra parkeringspladsen, ikke engang født endnu.

Cheftræner David Nielsen havde til opgøret valgt at skifte ud på syv pladser i forhold til mandagens nederlag til FC København: Ind med William Eskelinen, Sebastian Hausner, Alex Gersbach, Gift Links, Benjamin Hvidt, Jakob Ankersen og Nicklas Helenius.

Gik det så?

Ja, det gjorde det så, AGF vandt, men spillet, det overordnede udtryk var ikke imponerende. Men en sejr er en sejr. Sådan er det.

Ingen af de mandskaber fik greb om tingene i de første 45 minutter. Det var fejl på fejl, masser af frispark, og få åbne muligheder foran de to målrammer. AGF var vel tættest på et føringsmål, da anfører Niklas Backman headede lige forbi den ene opstander, og derudover kom Nicklas Helenius til et par chancer; et skud, der blev blokeret, et hovedstød, der røg en meters penge over tværribben.

Det mest positive set fra AGFs side var, at defensiven fik lukket effektivt ned for de få, helhjertede fynske forsøg på at åbne hjemmeholdets forsvarsrækker. Niklas Backman og unge Sebastian Hausner havde fint styr på både Issam Jebali og Sander Svendsen, og farligst blev gæsterne faktisk de gange, hvor Hausner mere eller mindre uprovokeret smed bolden og inviterede til hurtig omstilling, århusianere på hælene.

Ellers noget?

Vævre Gift Links’ tekniske færdigheder blev for det meste mast af store Oliver Lund og på den centrale AGF-midtbane var der ikke meget sammenhængskraft over sammenspillet mellem Nicolai Poulsen, Bror Blume og Benjamin Hvidt.

Set med de glitrende underholdningsbriller var der intet at komme efter for de blot 3160 fremmødte tilskuere, og de to cheftrænere rendte vel heller ikke ligefrem rundt og klappede i hænderne af ren taktisk begejstring nede på sidelinjen over leveringen fra deres udvalgte inde på grønsværen.

Der var mange opgaver, der ikke blev løst som de var blevet vist på tegnebrættet inden kampstart.

Det blev bedre efter pausen, hvor AGFerne satte sig på tingene, fortsat kom til chancer. Nicklas Helenius første an, og selvom rigtig meget beroede på tilfældigheder og fejl fra et i øvrigt utroligt mat OB-hold, var det hjemmeholdet, der ville det mest - og til sidst også kunne mest.

Ankersen sendte bolden i nettet i det 86. minut med et perfekt højrebens-spark, og det på et tidspunkt, hvor det lugtede mere end harsk af forlænget spilletid og søvn i øjnene. AGF var bedst. Og derfor er de nu blandt de otte tilbageværende mandskaber.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce