Annonce
Indland

Jane Aamund stedes til hvile nær afdøde slægtninge

Lørdag er Jane Aamund blevet bisat i Heldum Kirke i Lemvig. Her er også hendes mors familie begravet.

Venner og familie har lørdag været samlet i Heldum Kirke i Lemvig, hvor forfatter Jane Aamund er blevet bisat.

Der er lørdag sagt et sidste farvel til den folkekære forfatter og journalist Jane Aamund, som er blevet bisat i Heldum Kirke i Lemvig.

Familie og venner fra nær og fjern var med til at tage afsked med hende.

Netop Heldum Kirke betød noget særlig for Jane Aamund, fortæller hendes lillebror, erhvervsmanden Asger Aamund.

- Hele Jane Aamunds mors familie ligger derude. Hun følte sig meget knyttet til dem og ville gerne begraves sammen med dem.

- Selv om der er et familiegravsted også i Københavnsområdet på Mariebjerg Kirke, hvor specielt vores fars familie ligger, så ville Jane gerne ligge ved sin mors familie. Så hun har for længe siden bestemt, at sådan skulle det være, siger Asger Aamund.

Jane Aamund døde tirsdag aften efter lang tids sygdom på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande, hvor hun var omgivet af sin nærmeste familie. Hun blev 82 år.

Forfatteren blev født i 1936 på Frederiksberg.

Hun arbejdede i mange år som journalist og prøvede også kræfter med sit eget pr-bureau og informationsarbejde i Landbrugsministeriet.

Den journalistiske endestation blev Berlingske Tidende fra 1980 til 1996, da hun selv valgte at stoppe på sin 60-års fødselsdag.

Jane Aamund debuterede som forfatter i 1977 med bogen "Bag damen stod en Christian". Siden fulgte succestitler som blandt andet "Klinkevals", "Colorado drømme" og "Vesten for måne".

Hendes seneste bog, "Samtaler om natten", som er en erindringsroman, udkom i foråret 2018.

Klinkevalstrilogien, der udkom fra 1989 til 1992, er blandt hendes mest populære og kendte værker. Trilogien blev senere filmatiseret med Mette Lisby i en hovedrolle som Jane Aamunds farmor, Juliane.

Sygdom har præget en stor del af Jane Aamunds liv. Hun fik sin første kræftdiagnose som 33-årig - livmoderhalskræft.

I midten af 1990'erne slog en sjælden kræftform til i ganen. Kort tid efter var det brystkræft. Og en hjertefejl medførte, at hun måtte have pacemaker.

I mange år har Jane Aamund boet i Lemvig i Vestjylland, før hun sidste år flyttede til det nærliggende Nørre Nissum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce