Annonce
Blog

”Jeg anklager mine forældre for at have født mig!”

domprovst Poul Henning Bartholin, ny blogger

Nej, tag det roligt! Det er ikke mig som siger eller tænker dette. Tværtimod, jeg er mine forældre taknemmelig for det liv, de har skænket mig og mine søskende. Udsagnet i overskriften er en bemærkning, som falder meget tidligt i Nadine Labakis film ”Kapernaum”, som vandt Guldpalmerne ved filmfestivalen i Cannes i 2018. Filmen handler om en ca. 12-årig syrisk dreng, Zain, der sammen med sin familie lever under kummerlige forhold i Beiruts slum. Han har forsøgt at slå kioskejeren ihjel, som han har arbejdet for og som ejer den lejlighed, familien bor i. Forældrene sælger hans lillesøster på 11 år til kioskejeren. Derfor tager Zain afsted for at finde hende. Da han efter flere måneder vender tilbage, er søsteren død. Hun er blevet gravid og dør under svangerskabet. For Zain er dette det ultimative tab og det ultimative svigt fra forældrenes side. Han havner i fængsel, og derfra anklager han sin forældre for at have bragt ham til verden. Man er lige ved at kunne forstå det, når man ser de fortvivlede levevilkår.

”Kapernaum” fortæller ikke alene en rystende historie. Den viser også skuespil og instruktion på et meget fornemt niveau. Det bliver man betaget af. Flere af de medvirkende er ”amatører” eller spiller sig selv. Det er fx. tilfældet med drengen Zain. Jeg blev fuldstændig ramt, da hans anklage lød tidligt i filmen. Forhørsdommeren spurgte: ”Hvad anklager du dine forældre for?” Og så kom anklagen. Jeg kom til at tænke på Job i Det gamle Testamente, der forbander den dag, hvor han blev født, fordi hans lykke vendte, og ulykkerne væltede ned over ham. Og videre på en række dybt fortvivlede mennesker bl.a. flygtninge, jeg har haft sjælesørgeriske samtaler med. Denne opgiven over for skæbnen virker endnu stærkere, fordi det i filmen er et barn, der fremsiger den.

Jeg så filmen forud for en studierejse til Beirut for nylig. Studierejsens formål var at skabe kontakt til en række kirker og teologiske institutioner i Beirut. Libanon og Beirut bærer præg af de mange konflikter, som har hjemsøgt Mellemøsten de seneste hundrede år efter Det Osmanniske riges sammenbrud efter 1. verdenskrig. Den femten år lange borgerkrig fra 1975-1990 har sat et umiskendeligt præg på byen. Som en slags turister besøgte vi kun de sikre dele af byen. Nye flotte bygninger sætter sit internationale, halvkolde og lidt anonyme præg på den del af byen, som blev ødelagt under borgerkrigen. I forstæderne bor de mindst bemidlede og nogle af de 1 millioner flygtninge fra Syrien, som Libanon har taget imod. Der er ingen i Danmark eller andre europæiske lande, som bor under sådanne forhold. Filmen ”Kapernaum” giver os alle et lille indtryk af, hvordan det er.

I den danske debat om flygtninge og migranter, bliver der ofte sagt, at nærområderne skal tage imod flygtninge. I alle Mellemøstens lande er der flygtninge fra andre lande i regionen. Det er ved at bringe landenes økonomi i knæ, der medfører sociale konflikter og presser flygtninge på flugt til Europa. Herhjemme har vi en politisk diskussion, hvor tonen er uforsonlig, hvor retorikken er hård og ofte usaglig. Der er tit ikke den mindste antydning af humanitet og forståelse. Den politiske forståelse af de mange geopolitiske sammenhænge, der fører til konflikter og driver mennesker på flugt, synes næsten fraværende.

Libanon har et eksempel eller to på en dansk kontrast hertil. Den ene af dem, så jeg på studieturen. Det var børnehjemmet ”Fuglereden” i Byblos, som blev grundlagt af den danske sygeplejerske og missionær Maria P. Jakobsen født i Horsens i 1882 og død i ”Fuglereden” i 1960. Hun var udsendt som missionær og kom til at opleve de nationalistiske tyrkeres folkemord på armeniere i 1915 og de følgende år. Tusindvis af armenske forældreløse børn opholdt sig i kortere eller længere tid på børnehjemmet. De kom videre i livet, godt hjulpet af mange kvinder tilknyttet Indre Mission, der syede og strikkede tøj, samlede penge ind, som alt sammen blev sendt til Libanon igennem 40-50 år.

Det er en underlig fornemmelse at have været i et land, der, bl.a. grundet flygtningene fra nærområdet Syrien, er i svære problemer, og så ved hjemkomsten igen at blive konfronteret med den danske debat om flygtningebørn i Sjælsmark i Nordsjælland. Afstanden mellem Maria P. Jakobsens uegennyttige og dybt kristne indsats og integrationsministerens synspunkter angående situationen i Sjælsmark er smerteligt dyb. – Tænk om Danmarks behandling af børnene i Sjælsmark indgiver disse nødlidende børn at anklage deres forældre, fordi de bragte børnene til verden.

Svend Auken holdt sin sidste offentlige tale på Rådhuspladsen i København. Her havde Bedsteforældre for asyl indkaldt til demonstration til fordel for de børn, der dengang sad i Sandholmlejren.

Auken indledte sin tale med at sige, at det ikke handlede om rettigheder eller politik, men om barmhjertighed. Også i dag handler vores forhold til flygtninge i høj grad om barmhjertighed. Især når det gælder børn. Maria P. Jakobsens indsats er et eksempel til efterfølgelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Cigaretpriser: Forhåbentlig er prisstigning et stærkere våben end skrækbilleder

En kulsort rygerlunge. Rådne tænder. Eller en person, der hoster blod op. Det er billeder, som siden starten af 2012 har prydet cigaretpakker, og som altså i mere end syv år har skullet få folk til at holde op med at ryge, for - som billederne så tydeligt viser - det er nemlig dødsensfarligt. Men der er ikke kommet færre rygere de senere år. Og desværre er endnu flere unge begyndt at ryge. Faktum må altså være, at folk er fuldstændig ligeglade med skrækbilleder og skræmmekampagner; de ryger, hvis de har lyst til at ryge. Og faktum er altså også, at folk selv må bestemme, om de vil ryge eller ej. Om ganske få måneder bliver det dyrere at være ryger i Danmark. Fra 1. april 2020 stiger en pakke cigaretter til 55 kroner, og fra 1. januar 2022 stiger den igen til 60 kroner. Det er en del af finansloven, hvor det er blevet politisk bestemt. Men hvorfor ikke endnu dyrere, når nu det er så usundt at ryge? Det simple og hurtige svar er, at rygerne også er vælgere, og ikke ret mange - hvis nogen - politikere ønsker at blive for meget uvenner med vælgerne. Derfor en mindre prisstigning, så de rygende vælgere kun bliver lidt sure og måske glemmer det igen efter et stykke tid. En mindre prisstigning er bedre end ingen prisstigning, når det skal ses med sundhedsbriller på. Og en mindre prisstigning er et skridt på vejen mod færre rygere, og selv om skridtet ikke umiddelbart ser særligt stort ud, så er det trods alt et skridt i den rigtige retning. Næste skridt tages i 2022, hvor prisen stiger til 60 kroner for en pakke cigaretter. Om det så er nok til at skræmme de unge rygere væk vides ikke, det må tiden vise. For det er primært de unge og de kommende rygere, der skal skræmmes fra at ryge. For de ældre rygere - og dem, der har råd - betyder så lille en prisstigning formentlig ikke noget. De ryger, fordi de har lyst, og fordi, de har råd til det. Men vi skal - igen med sundhedsbrillerne på - have stoppet de yngre rygere, så de ikke bliver en del af den statistik fra Sundhedsstyrelsen, der fortæller os, at der årligt dør 13.600, hvor rygning kan angives som årsag. Skrækbilleder og skræmmekampagner virker ikke, men forhåbentlig kan en prisstigning vise sig mere effektiv.

Aarhus

Gaslugt fra restaurant: Politi og brandvæsen rykket talstærkt ud til Jægergårdsgade

Aarhus

Så skete det igen: Kvinde snydt af falsk bank-sms

Annonce