Annonce
Debat

Jeg elsker mad - mad er min fjende

Anette Schnieber, Ph.D., psykolog, VIA Ernæring & Sundhed

Rigtig mange mennesker har et ambivalent forhold til mad.

På den ene side siger vi ting som: "Jeg eeeeelsker chokolade", og på den anden side omtaler vi ofte den kalorierige mad på måder, der iscenesætter den som noget slemt - for eksempel når vi omtaler en kage som "syndigt lækker", eller når vi nærmest undskylder, mens vi serverer en kage ("ja, man er jo nødt til lige at have noget at klare sig på her om eftermiddagen... det kan vi vist godt tillade os, nu har vi jo arbejdet så hårdt...")

Denne dobbelthed udgør et vanskeligt dilemma for såvel teoretikere og forskere som praktikere inden for vægttabs-området. På den ene side er der nemlig noget, der tyder på, at et meget eksplicit fokus på kostens rolle i overvægt og vægttab kan bidrage til et problematisk forhold til vægt, krop, spisning og mad.

Der er ikke nødvendigvis tale om decideret spiseforstyrrelse, men for nogle mennesker bliver det svært at opnå et forhold til mad, krop og spisning, der ikke er domineret af vurdering, succeskriterier og overvågning af egen adfærd og udseende, når de skal være bevidste om, hvad og hvor meget de spiser.

Et sådan forhold til mad, krop og spisning kan give anledning til mange negative følelser og tanker. De såkaldte "non-dieting"-tilgange råder derfor til, at man fokuserer på optræning af evnen til at spise på sult- og mæthedssignaler frem for regler og kostplaner, oparbejder et mere accepterende forhold til egen krop og adfærd og dropper fokus på vægttab.

På den anden side kan man ikke komme uden om, at er man først blevet svært overvægtig, kan der være mange alvorlige ulemper og risici forbundet med dette.

Da "non-dieting"-tilgangene indtil videre ikke har forskningsmæssig dokumentation for, at de på lang sigt fører til vægttab, er status således lige nu en utilfredsstillende dobbelthed: på den ene side er der rigtig mange tilgange, der lykkes med at få folk til at tabe sig - men langt de fleste mennesker tager det tabte på igen, og nogle får som sagt et mere kompliceret forhold til vægt, mad og spisning, jo flere vægttabsforsøg de gennemgår.

På den anden side er der tilgange, som kan hjælpe folk til at få et mere selvkærligt, afslappet forhold til spisning, krop og vægt - men vi kan p.t. ikke sige med sikkerhed, at disse medfører vægttab i det lange løb, og for nogle mennesker er deres aktuelle overvægt et fysiologisk problem, som ikke bare er løst med en højere grad af personlig eller samfundsmæssig accept af alle størrelser.

Man kan have den hypotese, at det, der mangler i både forskningen og i de offentlige og private vægttabsforløb, er TID og en mere GRUNDLÆGGENDE intervention: har man først fået et meget kompliceret forhold til mad, krop og spisning, tager det måske meget lang tid, ja flere år, at bearbejde dette, og indsatsen, der kræves, bør i højere grad tage form af terapi frem for kostvejledning.

Først når kontakten til de kropslige signaler er genoprettet, emotionsreguleringen er forbedret, det lave selvværd er opbygget og i højere grad frigjort fra vægt, udseende og "syndig spisning", og først når evnen til at handle og tænke med omsorg for sig selv er opbygget - først da er man måske robust nok til at kunne få varigt udbytte af et mere fokuseret vægttabsforløb.

Forskningsstudier bør derfor udføres over meget lange tidsperioder for at kunne efterprøve denne hypotese, og interventionerne skal udføres som et samarbejde mellem specialiserede psykologer, der skal forestå den psykologiske side af indsatsen, og ernæringsfagligt uddannede, der skal forestå den fysiologiske og ernæringsmæssige side.

En sådan tilgang kræver mange ressourcer - både af samfundet og af individet, der deltager. Imidlertid har forskningen og erfaringen efterhånden slået mere end fast, at der for langt de fleste ikke findes lette løsninger på mange års kamp med overvægt og splittethed mellem nydelse og begrænsning.

Annonce

Man kan have den hypotese, at det, der mangler i både forskningen og i de offentlige og private vægttabsforløb, er TID og en mere GRUNDLÆGGENDE intervention.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

112

Politiaktion på Ringgadebroen afsluttet: Ung kvinde stod på ydersiden af broen

Sport

Kyniske Skjern vandt for syvende kamp i træk over Århus Håndbold

Annonce