Annonce
Blog

”Jeg er folkeligt liberal. Jeg er ikke liberalist”

Mange har en præstationsangst i både undervisning og i forbindelse med eksamen. Fællesskabet synes at hvile på de bedste præstationer og karakterer. Kun hvis man præsterer med høje karakterer, er man ”noget”, føler en stor del af de studerende.

Dagligt skal vi hver især balancere mellem egnes og andres synspunkter, opfattelser og vaner. Vi skal balancere hensyn til mange mennesker. Vi har igennem vores opdragelse lært, hvordan vi kan tage hensyn, hvor der skal tages hensyn, og hvor det er i orden at sætte os selv først. Men min erfaring fra mange sjælesorgssamtaler og iagttagelser af samfundets udvikling er, at det fælles hensyn taber terræn.

Bertel Haarder formulerede det meget præcist forleden i et avisinterview, hvor han blandt andet sagde:

”Jeg er folkeligt liberal. Jeg er ikke liberalist. Derfor synes jeg også, det har været ærgerligt, når man fra visse sider har glemt samfundsmoralen og glemt, at markedsøkonomien kun er interessant, hvis den skaber glæde og velfærd.”

Haarder sigtede med udtalelsen tydeligvis blandt andet til nogle af tidens uheldige sager om eksempelvis hvidvask. Der er dog også gemt en mere generel bekymring og kritik i citatet. Haarder siger nemlig, at økonomi og penge ikke er et mål men et redskab til at opnå glæde og velfærd for mange. Haarders skelnen mellem at være liberal og at være liberalist er netop forskellen mellem på den ene side at ville både min egen frihed i respekt for andres frihed og for fællesskabet, og på den anden side friheden til kun at tænke på og sørge for sig selv.

Haarder er tydeligvis bekymret for, at vi fokuserer for meget på vores egen fordel og for lidt på respekten for andres frihed og for fællesskabet med dem. Jeg har to eksempler, der peger på, at hans bekymring er velbegrundet. Det første eksempel henter jeg i en rapport, som Center for Ungdomsrådgivning i Aalborg har lavet for et menighedsråd i Aarhus. Af en spørgeundersøgelse blandt næsten 500 studerende i Aarhus viser det sig, at ensomhed og præstationsangst er ret udbredt. Undersøgelsen bekræfter andre lignende undersøgelser. Ca. 40% af de adspurgte kender til at føle sig ensomme engang i mellem. De kender alle til at føle sig utilstrækkelige i deres uddannelse.

Mange har en præstationsangst i både undervisning og i forbindelse med eksamen. Fællesskabet synes at hvile på de bedste præstationer og karakterer. Kun hvis man præsterer med høje karakterer, er man ”noget”, føler en stor del af de studerende. Hvordan har de fået den opfattelse? Den kommer ikke oprindeligt fra dem selv. Og de har det tilsyneladende ikke godt med at være underlagt den opfattelse. Svaret er blandt andet, at deres opfattelse kommer fra den tydelige præmis i vores samfund – også i uddannelserne og i folkeskolen – at vi er hinandens konkurrenter. Det gælder om at klare sig bedst.

Og hvad er så ”bedst”? Svaret er ofte, at det er at opnå de bedste karakterer, den højeste eksamen, det bedste job, den højeste løn, det fedeste hus, den mest populære partner, den mest eksotiske ferie og så videre. Bagsiden af dette er både for dem, der på den måde er de bedste, og for dem, der ikke kan ”præstere”, at de føler sig ensomme, stressede og uden et ægte fællesskab. Her er der brug for at blandt andet folkekirken kommer på banen og er med til at skabe fællesskaber for unge, hvor det ikke drejer sig om præstationer. For folkekirkens grundlag er et budskab om, at ethvert menneske er noget værd. Jesus satte ikke skel mellem rig og fattig eller mellem værdige og uværdige. Ethvert menneske har fuldgyldig værdi. Det har spillet en rolle uden for kirken i den måde, vi førhen indrettede vores verdslige samfund på. Med Haarder kan man dele bekymringen for, at det menneskesyn glider os af hænde.

Mit andet eksempel er diskussionen om de national test i folkeskolen. De nationale tests er også udsprunget af tanken om, at alle skal præstere for at kunne blive til noget og for at blive regnet for noget. Børnene skal ifølge denne tanke konkurrere for at blive til noget, som i sidste ende gavner deres livsindkomst og nationalproduktet. Her kan man berettiget spørge, om det gavner mennesket? Gavner det indlæringen? Gavner det drivkraften i al læring, nemlig vores nysgerrighed, vores ønske om større indsigt og forståelse?

Nej, i virkeligheden risikerer vi at dræbe den. En anden afledt effekt er, at vi gør gerningen som underviser, lærer til alt andet end det, det oprindeligt har været og burde være fortsat, nemlig en ledsager for børn et stykke ad deres livsvej. Pædagogik kommer af græsk og betyder at gå sammen med barnet. Læreren skal sammen med forældrene have sin opmærksomhed rettet mod, at barnet bliver dannet og dueliggjort til at kunne mestre at leve og lære. Det liberale er her, at det er der ikke én men mange udgaver af og veje til. Det er liberalt, fordi det giver plads til forskellighed, respekt for alle og danner baggrund for fællesskab. Hvorimod den liberalistiske opfattelse mest er fokuseret på den enkeltes udbytte og nedprioriterer fællesskabet og den svage.

Bertel Haarder har en meget vigtig pointe. Frihed og fællesskab hører sammen i et liberalt samfund som vores. Derfor skal vi arbejde på, at alle får lige vilkår, så ikke kun den stærkes ret gælder.

Annonce
domprovst Poul Henning Bartholin, ny blogger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce