Annonce
Debat

Jeg er så træt af de gamle partiers vanetænkning

Valg: Jeg har stemt på Socialdemokratiet. Det har jeg gjort i mange år, for der ligger mit hjerte og min sjæl. Problemet er, at min forstand ligger et helt andet sted, nemlig hos Alternativet.

Jeg er så træt af de gamle partier, når f. eks. et af de partier, der skal hjælpe Mette Frederiksen ind i statsministeriet (vist nok Enhedslisten) foreslår, at der skal laves en lov, der sætter en minimumsgrænse for ansatte i daginstitutionerne. Det er rent tåbelighed. Det skal lovgiverne slet ikke blande sig i. Det er kommunernes opgave og frem for alt deres ansvar. Og er borgerne ikke tilfredse, må de gå i rette med deres valgte repræsentanter.

Men Alternativet? – jo de har to forslag, der er fremtid i. Det er forslaget om borgerløn og forslaget om 30 timers arbejdsuge.

Først forslaget om 30 timers arbejdsuge. Det giver alle økonomerne på Christiansborg og i ministerierne kvababbelse, de er nemlig uddannet til at se bort fra kendsgerninger og det virkelige liv. Først spørger de: Hvor skal pengene komme fra? Det er et dødeligt spørgsmål. Det kan stoppe enhver udvikling.

Så spørger de: Medfører det et højere arbejdsudbud? Eller: Bidrager det til erhvervslivets vækst? For – siger de – det er disse forhold, der er grundlaget for din velstand og dit velfærd. Det lærer de på universiteterne verden over.

Men hvad sker der da ude i det virkelige liv? Ja, jeg har f.eks. lige læst, at et meget stort antal sygeplejersker arbejder på deltid. Så mange, at hvis bare nogle af dem arbejdede nogle timer mere, så ville der ikke være mangel på sygeplejersker. Det er så mange, at man – med et moderne udtryk – kan sige, at det er en trend. Og trenden er, at de ikke vil have Liberal Alliances (og de konservatives) pjattede skattelettelser, selv om de angiveligt kan beholder flere af deres penge i lemmen til eget forbrug, f. eks. en ekstra tur til Mallorca, og de tror da slet ikke på, at lidt flere penge i lommerne skulle incitere dem til at yde en ekstra indsats til gavn for samfundet.

Trenden og virkeligheden er, at familierne gerne giver afkald på lidt af deres indkomst til gengæld for at få et bedre familieliv.

Borgerløn er noget andet, for her kan alle disse små amatørøkonomer ikke stille deres - ud i egen tro – geniale spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra? De ligger nemlig på bordet (pengene, altså). Der ligger 13–15 milliarder kroner i løn og omkostninger til hære af socialrådgivere, som afgør, om Ole Hansen skal have den ene eller den anden ydelse, fordi han af en eller anden grund er uden for arbejdsmarkedet. Og så bruger de også tid på at fortælle samme Ole Hansen, hvordan han skal leve sit liv, hvad han må, og hvad han ikke må, hvis han får sine ydelser fra det offentlige.

Jeg tror ikke, at det altid er ydelsernes størrelse, der er afgørende. Man ønsker hellere klarhed og forståelighed og frem for alt frihed for ydmygelser. Og det er ideen med borgerløn.

Til gengæld forstår jeg ikke Alternativets modstand mod atomkraft, så jeg tror, jeg holder mig til mit gamle parti.

Annonce
Svend Taanquist
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) går i glemmebogen som kæmpe succes

Alt imens de nye, store FGU-institutioner (FGU = Forberedende Grund Uddannelse) kæmper for at finde fodfæste, viser det sig, at forløberen, Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU), har været en stor succes (https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/sep/190927-syv-ud-af-ti-unge-kommer-godt-videre-efter-kombineret-ungdomsuddannelse). FGU-institutionerne er opbygget som meget store institutioner (Aarhus ca. 700 elever) og skal løse opgaven med at hjælpe unge uden forudsætninger for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. KUU havde samme målsætning, men uddannelsen var baseret på institutionssamarbejder og dermed mindre pædagogiske miljøer med plads til individuelle forskelle. I Aarhus havde vi gennem pilotforsøg gjort positive erfaringer, med at forskellige mindre institutioner (bl.a. produktionsskoler og daghøjskoler) arbejdede sammen i respekt for indbyrdes forskelligheder og med plads til forskelligheden i målgruppen. Det førte naturligt frem til et forbilledligt samarbejde omkring den KUU, der nu viser sig at have været en stor succes, og hvor syv ud af ti unge er kommet godt videre. Lovgivningsprocessen bagved KUU var desværre præget af politisk uenighed, så opbakningen var ikke bred. Derfor blev KUU-lovgivningen tidsbestemt med udløb i 2021. Lovgiverne på Christiansborg købte sig tid til at blive enige om en løsning på den udfordring, man vidste var der. Resultatet blev FGU, en stor og samlende lovgivning med bred opbakning, hvilket naturligvis er positivt og helt nødvendigt. Desværre levner FGU-loven umiddelbart ikke plads til undervisningssamarbejder med mindre, selvstændige institutioner (f.eks. daghøjskoler), der dermed afskæres fra at bidrage med massiv erfaring og kompetencer, der nu ses dokumenteret gennem den succes, som KUU har været. Politiske ønsker om indflydelse og styrbarhed gik forud for hensynet til den sårbare målgruppe; systemkrav trumfer menneskehensyn og sund fornuft. Alt imens vi slikker sårene og kæmper for at holde os på benene, efter at have investeret massivt i at gøre det godt til gavn for målgruppen, ønsker vi FGU-institutionerne held og lykke med at løse opgaven. Men vi savner en forklaring på, hvorfor eksempelvis daghøjskolerne i Aarhus, der nu gennem fem år har bidraget massivt til en sjælden set succes på uddannelsesområdet, atter skal kæmpe for overlevelse efter at have spillet rollen som nyttige idioter. Når det så viser sig, hvor FGU oplever problemer, er vi naturligvis klar til at indgå i samarbejder, til glæde for de mange, der ikke lige er skabt til at trives på kæmpe institutioner.

Annonce