Annonce
Kultur

»Jeg opererer ikke med en plan B«

»Jeg er vokset op i Danmark, men i et afrikansk hjem. Jeg har aldrig følt, at jeg hører til hos et bestemt folk - hverken det danske eller det etritreanske. Jeg er splittet, og det er nok derfor, at jeg er rastløs. Jeg føler ikke, jeg hører hjemme et bestemt sted. Har rødder et særligt sted. Jeg kigger altid efter et sted, hvor jeg kunne høre til,« forklarer Negash Ali, der finder sit hjem i musikken. Foto: Kim Haugaard.

Negash Ali opsagde alt og forlod Danmark til fordel for London. Nu tager han store skridt mod en fornem karriere som sangskriver hos Warner Music Group - men han er stadig den søde knægt fra Frydenlund.

»Jeg har det virkelig dårligt med spild af tid. Jeg har været nødt til at sortere - vælge, hvad og hvilke mennesker jeg vil bruge min tid på. Der skal være kvalitet i tingene. Ellers er det spild. Og jeg vil ikke spilde tiden, for jeg er udmærket klar over, at jeg ikke lever evigt.«

Annonce
»Jeg har nok ikke lyst til stadig at stå på scenen, når jeg bliver 70. En dag vil jeg da godt sidde med krydsede ben, en cognac i den ene hånd og en cigar i den anden,« mener Negash Ali, der ved siden af sin egen musikerkarriere skriver sange til andre kunstnere. Foto: Kim Haugaard.

Negash Ali sidder lidt rastløst i sofaen. Skænker kaffe op, hælder lidt nødder i munden og piller ved papiret på en guldkaramel. Han har travlt. I aften skal han give koncert. Og igen i morgen og dagen efter. Og så skal han tilbage til London, hvor han bor. Der er ingen tid til svinkeærinder i hans liv.

Negash Ali

Født 27. november 1990 på Hørsholm Sygehus som barn af Sefia Ahmed Ata, der er flygtning fra Eritrea. Har en et år ældre storesøster samt en lillebror på 15 år og en lillesøster på 11 år.

Boede sine første tre år i Sandholmlejren og de næste to år i et asylcenter ved Odder. Herefter bosat i Frydenlund indtil 2009, hvor han flyttede til København.

I 2013 rykkede han videre til London, hvor han har kontrakt med Warner Music Group som sangskriver og producer. Driver desuden sit eget pladeselskab, 10Thousand Music.

Har udgivet ?Majors? (2008) som en del af bandet Majors samt soloprojekterne: ?Asmarino? (2009), ?Go Getter? (ep, 2009), ?GettoPOP? (2012), ?London Calling? (ep 2013) samt ?The African Dream?, (ep 17. februar 2014).

Find Negash Ali på Facebook.

Lige nu er han hjemme i Frydenlund, hos mor Sefia, og det er også dejligt. Kvalitetstid. Ikke spor spild.

Negash Ali var kun 13 år, da han begyndte at rappe og blev spottet som et stort talent på den danske musikscene. Nu er han 23 år, og hans næste soloudgivelse, ep'en 'The African Dream', er på trapperne med en melodiøs og imødekommende blanding af rap, pop og lyriske indfald. Den udkommer på mandag, 17. februar, og lige nu handler alt om få den præsenteret.

I virkeligheden er Negash' egen musik blevet en sidebeskæftigelse i en engelsk tilværelse, der indbefatter fast job som sangskriver hos det store pladeselskab Warner Music Group. Negash har kontrakt med Warner i et par år endnu, hvor han skal skrive sange til andre kunstnere og producere musik.

Sefias dygtige børn

Der triller en komfortabel månedsløn ind på kontoen for den opgave, og det giver ham mulighed for ikke bare at bo i egen lejlighed i Sydlondon og rejse på visit hjemme i Frydenlund cirka hveranden måned, men også at holde liv i sit eget pladeselskab 10Thousand Music, hvor han udgiver musik i eget navn, som for eksempel 'The African Dream'.

»Jeg har ikke haft et almindeligt job, siden jeg var 15 år gammel, og alligevel har jeg formået at klare mig,« siger han tilfreds.

Han kunne være blevet en af de rodløse knægte, der render rundt i Frydenlund og andre af byens boligblokkvarterer og laver ballade i det store eller små. Forudsætningerne er i hvert fald til stede:

Sefia Ahmed Ata var kun 16 år gammel, da hun forlod et krigshærget Eritrea. Hun tog benene på nakken og den et-årige datter Monna på armen. Hun ankom til Danmark, højgravid med Negash, som tilbragte sine første fem år i asylcentre, inden familien fik bolig i Frydenlund, og ekstragevinsterne kom til: De små søskende, Thamer på nu 15 år og Hannah på 11 år.

»Allerede da han var ni år, væddede Thamer med mig, om han ville blive højere end mig. Og han har aldrig glemt det væddemål. Jeg troede, jeg havde et par år endnu at løbe på, men da jeg kom hjem i går, var han vokset mig over hovedet, så nu må jeg af med 1000 kroner,« griner Negash, hvis yngste søskende stadig går i folkeskole, mens storesøster Monna læser på RUC.

De klarer sig godt, Sefias børn, selvom de er lige i midten af det mest udsatte segment af danske unger. De er ganske vist både kønne og klarhjernede, men det er ikke nødvendigvis nok, hvis man skal overleve som flygtningebarn i fremmede omgivelser. Alligevel har de magtet opgaven.

»Og det kan jeg kun kreditere min mor for,« siger Negash med fast stemme og fortsætter:

»Hov, jeg har en krop«

»Hun er en fantastisk kvinde, meget stærk, og hun har altid givet os børn ubetinget kærlighed, støtte og opmærksomhed. Hun har været utrolig åben overfor, hvad vi havde lyst til at lave, og det har altid været et mål for mig at gøre hende stolt.«

I forsøget på at gøre mor stolt lagde Negash ud på den traditionelle vej: Han spillede fodbold og kom i gymnasiet. Han gik så meget i gymnasiet, at han tog 2.G to gange. Første gang fyldte musikken mere end skolen. Og anden gang... ja, da gav han op, ligesom foldbold også måtte skrottes. Musikken fyldte alt, efter han som ganske ung fik plads i rapgruppen Majors.

»Nu skaber jeg i stedet min egen uddannelse. I skolen følte jeg faktisk, at halvdelen af den information, jeg fik, ikke var praktisk. Jeg interesserer mig for kultur og historie, men når jeg vil vide mere, læser jeg bare en bog om verdenshistorien eller går på nettet. I dag kan man jo finde alt på nettet,« siger Negash begejstret.

For ham som musiker er nettet et fornemt udfoldelsessted, og han hygger sig med al den ros, der er faldet efter hans seneste youtube-video, 'Fire in the sky'.

I gymnasietiden, hvor han forsøgte at overkomme såvel lektier som musik, havde han problemer med stresslignende nedture.

»Men siden da har jeg opdaget, at jeg har en krop,« griner Negash.

»Det gik op for mig, at man ikke kan have det godt, hvis man spiser ét måltid mad om dagen - og det er fra McDonalds - sover tre timer om natten, aldrig tager en vitaminpille eller drikker et glas vand. Nu er jeg blevet klogere. Jeg passer på mig selv, og derfor har jeg ingen problemer med stress længere.«

Men rastløsheden sidder stadig i ham.

Uden rødder

»Jeg er vokset op i Danmark, men i et afrikansk hjem. Jeg har aldrig følt, at jeg hører til hos et bestemt folk - hverken det danske eller det etritreanske. Jeg er splittet, og det er nok derfor, at jeg er rastløs. Jeg føler ikke, jeg hører hjemme et bestemt sted. Har rødder et særligt sted. Jeg kigger altid efter et sted, hvor jeg kunne høre til,« forklarer Negash og erkender, at følelsen af hjem nok først dukker op, når han får børn, og de slår rødderne for ham.

Familieliv er ønskværdigt, men indtil videre et fjernt fatamorgana for musikeren, der har en masse, som skal nås forinden.

Hans andet album, 'GettoPOP', vakte ikke så megen opmærksomhed i Danmark som i udlandet, hvor det blev netop dét, der fik Warner til at kontakte ham.

»Jeg udgav mit andet album på eget pladeselskab, for jeg ville ikke presses ind i den snævre ramme, som jeg fik tilbudt andre steder. Nogen ønskede for eksempel, at jeg rappede på dansk. Der er ikke megen plads til subkulturen i Danmark, og det giver nogle begrænsninger, når man vil udgives. Derfor valgte jeg at gøre det selv.«

Resultatet gav gevinst - i London. Negash begyndte at flyve frem og tilbage, men besluttede i løbet af foråret sidste år, at skulle han gøre det her ordentligt, skulle han flytte.

»London er meget praktisk - det er det bedste sted for musik i Europa, og desuden kunne jeg nemt komme hjem på besøg. Hvis der går mere end to måneder imellem, at jeg ser min familie, får jeg ondt i hjertet,« smiler han og banker sig illustrativt på brystet.

Negash satte alvor bag, da han flyttede. Han opsagde sin lejlighed og alle andre forpligtelser. Rykkede ind hos nogle bekendte, indtil han efter en måned fandt en lejlighed i Sydlondon. Og hvis det ikke gik alligevel, hvad så?

Cognac og cigar

»Jeg opererer ikke med en plan B. Hvis man laver en plan B, har man allerede forudsat, at det måske ikke går. Når man kun har plan A, arbejder man hårdere for, at tingene lykkes,« mener Negash, der sørgede for hurtigt at skabe sig et netværk og en stabil hverdag, for »ellers fungerer tilværelsen ikke.«

Med kontrakten hos Warner har nye fremtidsperspektiver åbnet sig, for pludselig er han ikke længere kun frontfigur som musiker, men også baggrundsfigur som sangskriver.

»Og set ud fra et langsigtet perspektiv er det rigtig fint, for jeg har nok ikke lyst til stadig at stå på scenen, når jeg bliver 70. En dag vil jeg da godt sidde med krydsede ben, en cognac i den ene hånd og en cigar i den anden,« fremmaner Negash, som håber, at sangskrivningen kan blive en solid indtægtskilde i et liv, der altid vil indbefatte musik.

»Hvis der går to dage, uden at jeg har arbejdet med musik, bliver jeg i dårligt humør. For mig er musikken en måde at kommunikere følelser og tanker på, og i musikken ligger der altid en stræben efter komplethed for mig. Når jeg kigger på en tekst retrospektivt, opdager jeg tit, at jeg dér har været utrolig reflekterende over mig selv uden måske at have været bevidst om det, da jeg skrev teksten.«

Han får afløb og føler, at han med musikken har fundet det sted, hvor han mest af alt hører til, og hvor glæden opstår.

På de gode scener

I Danmark har Negash turneret meget på klubscenerne med sin musik, og efterhånden har han også fundet fodfæste på de engelske scener. Når han ikke skriver sange til andre, optræder han med sit eget, når som helst han kan komme af sted med det.

Han var stolt, da han optrådte på den legendariske The Jazz Café sammen med Twista, var opvarmning for The-Dream og fik spillet sin nyeste single på radiokanalen BBC Radio 1Xtra. Men det var også ret rart, at det var Negash, der havde skrevet omkvædet til 'Get Twisted', som Chris Brown sang for Jadakiss.

Hvis man skal nå dertil, er man nødt til at være disciplineret, målrettet - og lade være med at spilde sin tid.

»Man skal jo slappe af, og det er fedt nok at se en film engang imellem. Men ikke for tit. Det er vigtigt at filtrere ting fra, hvis de ikke har værdi. Man må ikke spilde sin tid. Jeg er blevet meget bevidst om min egen dødelighed de senere år. Det var jeg ikke for få år siden, men sådan har jeg det i dag. Jeg lever ikke evigt, og derfor skal tiden bruges på den bedste måde. Jeg bliver aldrig den type, der godt kan ligge på en strand en måned mere.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'At lave keramik er et kæmpe univers'

Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Aarhus

Ulovlige overhalinger og al for høj fart: 19-årig mistede kørekortet efter hasarderet kørsel på ringvejen

Annonce