Annonce
Aarhus

Jeg spiser kaninens mad

Der er ikke længere nogen undskyldning, at vegetarmad er kedeligt eller for anderledes. I dag findes der masser af smagfulde substituttet. Foto: Mikuna

Som veganer møder jeg mange fordomme. Jeg har valgt det, fordi det er en god og sund vej - for både mig, miljøet og verden.

For fem år siden tog jeg en beslutning om at blive vegetar. Jeg ville skære alt kød og fisk ud af min kost. Årsagen var ikke politisk, og det er heller ikke fordi, at jeg synes, det er synd for dyrene. Selvom det er de fordomme, jeg ofte møder, når jeg fortæller folk, at jeg hellere vil ae de firbenede dyr bag ørene end at spise dem. Selv om at jeg er stor dyreven, er det heller ikke derfor, at jeg ikke spiser dem.
Annonce
Jeg er opvokset på landet og her har man en naturlig tilgang til fødekæden. Det lærte jeg, da min farmor tog mig med som 12-årig på en gård for at købe kød. Det viste sig at nærmere at være et hjemmeslagteri. Her stod jeg mellem råvildt og fasaner, der blev flået ind af en kant, og følte mig traumatiseret for livet. Min farmor lagde armen om mig og sagde kyndigt »Hvis vi er store nok til at spise dyret, må vi også være store nok til selv at kunne tage livet af dem.« Og uanset hvor svær situationen var at kapere der, havde hun ret.

Kødfri kost

DTU Fødevareinstituttet anslår, at en voksen dansker i gennemsnit spiser 48 kg kød om året. Det er næsten dobbelt så meget som den anbefalede mængde. Stenaldermennesket var ikke designet til at skulle fordøje så meget kød. Faktisk anslår man, at omkring 10-20% af din kost skal være kød - eller fisk.
Men vi har med kødet vænnet os til at indtage langt mere end anbefalet, ligesom vi også har vænnet os til at drikke mælk og nu kan bryste os af at være de eneste i dyreriget, der har den prækære tendens.
Jeg valgte i sin tid at blive vegetar på grund af sundhedsmæssige årsager. Jeg havde netop haft en sæson som skibums, hvor der var blevet taget for sig af alkohol, cigaretter og tvivlsom kost. Det var på tide med en livsstilændring. Ironien ville, at selvom jeg både kvittede smøger, sprut og kaffe samtidig med kødet, så var det fravalget af kød, som folk rynkede på næsen over.

Kaninfoder

Som vegetar - eller veganer, for majoriteten synes ikke at kende forskellen, oplever man mange fordomme. Der er selvfølgelig de helt dumme, som »Du må ikke stjæle kaninens mad,« som jeg lukker helt ude. Det er bare dumt. Men en mere hyppig fordom er, at man ikke bliver mæt.
Jeg følte mig heller ikke stopmæt i starten, fordi jeg skiftede over fra animalske til vegetariske proteiner. Men det er bestemt ikke negativt. For hvis idé var det egentlig, at vi skulle ligge ned og slå mave efter et måltid mad? Jeg husker julefrokost på julefrokost, hvor hele familien har ligget på langs efter at have kæmpet sig igennem en steg, selvom man egentlig var mæt, da man var halvvejs. Det virker da for tosset - og som en eksplosion at velfærd.
Jeg bliver mæt, når jeg spiser, men ikke stopmæt. Jeg skifter mit kød ud med bønner og mejeriprodukter og får mit protein derigennem. Det gør jeg, fordi jeg får det godt af det fysisk. Det var i sin tid mit incitament for at droppe kødet. Egen velvære og ikke en fis andet. Eller sådan var det en gang.

Cowspiracy

En dokumentar, der har spredt sig sin en steppeild, er Netflixs dokumentar Cowspiracy. Her stiller journalister skarpt på fødevareindustrien, og hvor meget den rent faktisk forurener.
Ifølge dokumentaren forurener landbruget ligeså meget som al fly-, tog-, båd- og biltrafik lagt sammen. Når jeg tænker på den polemik, der igen og igen kører i medierne om kød i daginstitutionerne. Skal det være svin, eller skal det halalslagtes?
Hvor ville det være nemt, hvis vi opdragede den yngre generation til, at vi sagtens kan leve et godt og sundt liv uden af overspise Maren Malkeko.
Jeg siger ikke, at hele verden skal droppe kødet. Kød er godt og giver styrke - og smager formidabelt, når det har været en tur på grillen og akkompagneres med et glas rødvin. Men det ville klæde os at justere vores indtag lidt. Man kunne sige, at man kun måtte spise kød én gang om dagen, eller man holdt en kødfri dag om ugen. Overvej, hvad en ugentlig kødfri dag i alle institutioner ville gøre for miljøet.

Flexitar

Selv har jeg fundet min gyldne mellemvej. Jeg medgiver, at det kan være besværligt at skulle have egen madpakke med til middagsselskaber og nægte en suppe, bare fordi den er kogt på oksebouillon.
Derfor er jeg i dag også gået over til at være flexitar. Jeg flexer vegetarismen. Det vil sige, at jeg som udgangspunkt ikke spiser så meget kød, men skulle der snige sig et stykke skinke ind i min sandwich, eller skulle jeg møde op til et selskab, hvor de kun serverer kød, så bliver jeg ikke fanatisk.
Jeg tager for mig og kompenserer dagen efter. Med andre ord handler vegetarisme for mig ikke om at nægte en selv noget. Det handler om at vælge den bedre og sundere vej.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Aarhus

Turbåd ligger stille i Aarhus Havn: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

Annonce