Annonce
Indland

Journalist og ven: Pundik ville ikke være tilskuer til livet

Carl Redhead/Ritzau Scanpix
Tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik er død. Han havde opnået, hvad han ville, fortæller ven.

Den tidligere chefredaktør på Politiken gennem 23 år, Herbert Pundik, er søndag aften sovet stille ind i sit hjem. Han blev 92 år.

Men han havde haft et langt liv, oplevet og gjort så meget, at han var tilfreds, fortæller Anders Jerichow, der er mellemøstkorrespondent på Politiken, og i mange år har været en god ven til Pundik.

- Han følte sig som en overlever. Han var parat til, at det skulle være slut.

- Han havde gjort, hvad han kunne som aktivist. Han ville ikke se på livet og den politiske udvikling omkring sig som tilskuer oppe fra tredje række. Han ville selv være med til at påvirke det - både som kritiker og journalist, siger han.

Herbert Pundik var i flere år udenrigskorrespondent på Politiken, hvilket blandt andet kastede en Cavlingpris af sig. Fra 1970 til 1993 var han chefredaktør.

- Han havde altid blik for, hvordan han selv kunne forandre ting, og hvordan han kunne hjælpe mennesker, der havde brug for hjælpen. Det var sådan, at han fungerede som chefredaktør og som mange andre af de roller, han havde.

- Han tænkte, hvad kan jeg gøre for at forandre noget. Han var altid parat, og hans dør stod altid åbent, siger Anders Jerichow.

Pundik var formet af sin jødiske slægts fortid. I 1907 flygtede hans fars familie til København fra Ukraine. I 1943 var Herbert Pundik med, da familien under Anden Verdenskrig igen måtte tage flugten. Denne gang til Sverige.

Og det er ifølge Anders Jerichow især den oplevelse, der har præget Pundiks liv.

- I oktober 1943 sad han i gymnasiet, hvor rektor pludselig kommer ind og beder Pundik om at komme udenfor. Pundik skulle skynde sig hjem til sine forældre og sige, at de ikke måtte overnatte hjemme næste nat, fordi besættelsesmagten ville deportere jøderne.

- I det øjeblik følte han, at han var blevet gjort til flygtning i sit eget land. Hans lektie fra den oplevelse var, at man er nødt til at handle. Han værdsatte i resten af sit liv, at der var nogle danskere, der havde handlet i det øjeblik, fortæller han.

Herbert Pundik havde to lande. Israel og Danmark. Da han var chefredaktør på Politiken pendlede han fra Tel Aviv til København.

10 dage om måneden var han i Tel Aviv hos sine børn og hustru, Sussi, og de resterende dage var han i København.

- Han var et internationalt menneske, fordi han hørte hjemme flere steder. Han blev en bro mellem Israel og Danmark og en primær fortolker af Israel for danske politikere.

- Hans hjem i Tel Aviv blev et mødested for politikere på besøg i Israel og kunne sætte en debat i gang, siger Anders Jerichow.

Herbert Pundik stiftede Politikens Frihedspris, som stadig uddeles den dag i dag.

Han har haft sit eget kontor på Politiken i alle årene. Hver eneste weekend leverede han klummer til avisen - indtil i efteråret hvor sygdom ramte.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Endnu en mor tiltalt i sag om sex-overgreb: Datter blev bedøvet og udsat for groft seksuelt misbrug

Blog

Blog: Lad os nu udskifte den rædsel af en nationalsang!

Danmarks Radio markerede traditionen tro nytåret med rådhusklokker, fyrværkeri og DR Pige Koret. Men helt bemærkelsesværdigt præsenterede den nedsparede statsradiofoni en splinterny optagelse sammen med stjernemusikerne i Den Danske Strygekvartet. Og skulle man ikke have opdaget det på grund af almindelig træthed, buldrende brag, løsslupne champagnepropper, forvrøvlede onkler, berusede teenagere, gøende hunde eller festende naboer, kan du få lidt hjælp her! Der var nemlig et tydeligt budskab i repertoiret på de fire fremførte sange: Lad os nu få en nationalsang, som hæver sig over den bedagede, udtjente, lettere patetiske og banale Oehlenschläger-hymne, som vi og tidligere generationer er blevet plaget med siden 1819. Vel var det trange tider efter den ydmygende statsbankerot i 1813 og Norges farvel til unionen året. Lige så deprimerende var Frederik VI´s håbløse klamren sig til taberen Napoleon, selv om kongens rådgivere mindeligt bad ham skifte side i tide. Adam Oehlenschläger og jeg er faktisk begge to studenter fra Efterslægtsselskabets Skole, men vi bliver nok ikke enige om de lyriske kvaliteter i hans selvudnævnte ”Fædrelands Sang”. Det er jo så ravende banalt, at selv Richard Ragnvald fremstår som kunst. Og så er det galt! Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand.| Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark og det er Frejas sal. Og for at understrege håbløsheden og de anstrengte rim napper vi altid sidste halvdel af og den 12.!! afsluttende strofe, når vi skal spille landskampe eller være højtidelige. Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen speiler sin top i bølgen blå.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];