Annonce
Debat

Julegudstjenester: Er de sygdom og dødsfald værd?

"Jeg ville ønske, nogen kunne give mig en troværdig forklaring på, hvorfor der ikke kan skabes en virtuel og smittefri løsning på den "parentes", jeg i denne coronatid fristes til at kalde de 45 minutter i domkirken", skriver Kirsten Schou-Jørgensen. Privatfoto: Anja Marie Palm

DEBAT: Det er vigtigt, at regeringen gør en indsats for at undgå kaotiske tilstande i sundhedsvæsenet. Jeg savner bare at forstå effekten af at lukke teatre, spillesteder, kunstmuseer og andre kulturinstitutioner, hvor der er udbredt styr på vores færden og i meget høj grad viden om, hvem brugerne er. For ikke at nævne skoler, gymnasier og højere uddannelsesinstitutioner, som også er steder, hvor der gøres en kæmpe indsats for at sikre regeringens mål. Regeringen har her nogle yderst trofaste samarbejdspartnere.

At lukke ned for institutioner, der i så væsentlig grad er afgørende for vores daglige trivsel, trækker på alles vilje og lyst til at give det gode humør en ekstra gang lak, stå vagt om borgersindet og håbet om, at der også er spillesteder, teatre og biografer, når vi igen kan beskæftige os med andet end smittekurver.

Et udbredt mismod er resultatet, og her er regeringens kur, at vi alle kan komme til julegudstjeneste 24. december.


Hvad er det, der ikke kan overføres fra kirke til hjem gennem skærmen juleaften, og som er X antal smittede og måske dødsfald værd?


For mig er det en uforståelig manøvre, og jeg ville ønske, nogen kunne give mig en troværdig forklaring på, hvorfor der ikke kan skabes en virtuel og smittefri løsning på den "parentes", jeg i denne coronatid fristes til at kalde de 45 minutter i domkirken. Måske er der en præst, der kan hjælpe?

Jeg er kristen og kommer i kirken til almindelig højmesse, selvom det desværre ikke sker så ofte. Jeg er vokset op med præster i familien og var i min ungdom KFUK-spejder, og i mit hjem bliver der spillet og sunget fra både højskole- og salmesangbog. Jeg ved, gudstjenesten og det kristne budskab handler om tilgivelse og fællesskab.

I løbet af i år er det lykkedes at få os til at gå ind på den præmis, at vi synger fællessang og er med i et fællesskab, når vi synger foran en skærm, mens vi kan se Phillip Faber spille på et flygel. Han har sågar fået en pris for den bedrift.

Hvad er det, der ikke kan overføres fra kirke til hjem gennem skærmen juleaften, og som er X antal smittede og måske dødsfald værd?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce