Annonce
AGF

Kæmpe AGF-fan om næste hjemmekamp: - Den eneste undskyldning for ikke at komme er ens egen begravelse

Niels Rasmusssen fortæller i en video på AGF TV, at der kun findes en undskyldning for ikke at komme på stadion på søndag - og det er din egen begravelse. Foto: AGF
Årets sidste superligakamp i Aarhus spilles på søndag. I den kamp kan du vise dig støtte til både AGF og nogle af byens fattigste.

AARHUS: Der er snert i De Hviie i øjeblikket og den seneste række på fire sejre og en tredjeplads i Superligaen skal nok lokke ekstra mange folk på Ceres Park søndag 8. december, når Lyngby BK kommer på besøg.

Kampen mod Lyngby er AGF's sidste hjemmekamp i 2019 og udover AGF's nuværende succes er der en anden særdeles god grund til at komme på stadion til den kamp. Hver gang en tilskuer går ind gennem indgangen til Ceres Park, vil AGF ved hjælp af klubbens sponsorer donere mindst 100 kroner til en julepakke.

Initiativet hedder 'AGF's Julehjælp' og ambitionen er at samle en million kroner ind til julehjælp. For at nå det mål kræver det 10.000 tilskuere i form af billetkøbere, sæsonkortholdere og sponsorer.

Er der så nogen undskyldning for ikke at komme på stadion og på den måde både støtte AGF og de der trænger til lidt ekstra hjælp for at også deres jul bliver god? Ikke hvis du spørger pølsemand hos Børnenes Kontor og kæmpe AGF-fan Niels Rasmussen.

- Den eneste undskyldning for ikke at komme, det er ens egen begravelse, forklarer pølsemanden, der naturligvis har sørget for afløser i pølsevognen, så han kan komme på stadion og støtte AGF'erne og samtidig være med til at gøre julen lidt sjovere hos de, der ikke har for meget at rutte med.

Annonce

Er du endnu ikke overbevist om, at du skal stadion på søndag, så hjælper Kevin Petersen gerne med at få dig overbevist.

Han er selv tidligere hjemløs, men er nu oven på igen - ovenikøbet så meget, at han i dag er frivillig i Hjemløs Aarhus og på den måde 'betaler han tilbage' i forhold til den hjælp han tidligere selv fik og er med til at hjælpe de, der har brug for det.

Hør ham fortælle, hvordan julehjælpskasser redder julen for mange.

AGF møder Lyngby BK på Ceres Park søndag 8. december. Med en sejr kan århusianerne tage et kæmpeskridt mod top 6 i superligaen.

Der er kampstart klokken 14.

Hør Niels Rasmussens vise ord her

Kevin Petersen: - Det er guld

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce