Annonce
Debat

Kære undervisningsminister: Det er tid til at gå bodsgang for fortidens synder

På kant: Så blev der sat navn på den nye undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil. Det var også mit første gæt i en tidligere klumme. Der er brug for en driftssikker minister, der igen kan give skolerne håb og optimisme. Efter rundbarberingen og “normaliseringen” af landets lærere i 2013, er der en bodsgang at gå. Det er snart mange år siden, men den forhadte Lov409 gælder stadig. Jeg føler mig ret overbevist om, at den nye minister er driftssikker, selvom jeg nok ikke er enig i hendes pædagogiske grundsyn. Men Rosenkrantz-Theil udgjorde under Helle Thorning-Schmidt regeringen en slags intern opposition mod det planlagte overgreb mod lærerstanden. Hun vidste, at der ikke ville komme noget godt ud af det.

Respekt for det.

Men, kære minister: Også i forhold til gymnasielærerne er der en bodsgang at gå! Det er mindre kendt i offentligheden, men også gymnasielærerne blev ”normaliseret” i 2013. Din statsminister, Mette Frederiksen, sagde ganske vist fra Folketingets talerstol ved åbningsdebatten i oktober 2017, at gymnasielærerne havde indgået en aftale, som hun gik ud fra, de kunne ”se sig selv i”. Men – som du dårligt kan undgå at vide – er det en sandhed med stærke modifikationer. Det er faktisk usandt. Der blev forhandlet med en pistol for panden i 2013. Efterfølgende stemte 85 procent af landets gymnasielærere mod ”normaliseringen”. De kunne ikke se sig selv i den. Du må gerne arbejde for at give gymnasielærerne tid til at forberede deres undervisning igen. God vind!

Annonce
Mikael Busch
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce