Annonce
Debat

Københavns journalistiske ekkokammer er gået i forudsigeligt selvsving

Radioti: Hvilken sindssyg idé overhovedet at tænke, at landsdækkende medier kan være andre steder end i København – men selvfølgelig kunne der jo teoretisk gå et uopdaget journalisttalent rundt i Viborg! Som en af ekkokammerets fremmeste repræsentanter 24syv chefen Mads Brügger med vanlig arrogance og manglende indsigt har bemærket.

Det er rent ud sagt uhyggeligt at høre på den skidtspand, ekkokammerets journalister hælder ud over resten af Danmark i den her sag.

Det handler ikke om, hvorvidt Radio 24syv er en god eller dårlig radio. Det er faktisk efter min mening en fremragende radio, der laver mange gode programmer. Og jeg håber – både for lytternes og medarbejdernes skyld, at den på en eller anden måde kan leve videre, eventuelt på en digital platform. Men det ændrer ikke ved det principielle i diskussionen.

I Danmark har vi tre statsfinansierede elektroniske medier: DR, TV2 og Radio 24syv. De bliver betalt af alle danskeres statsskattepenge - også de 2/3 af danskere, der bor uden for hovedstadsområdet. Og ved et offentligt udbud om, hvordan de skattepenge, de forvalter, skal bruges til at lave radio til danskerne, har politikerne selvfølgelig ret til at fastsætte udbudsbetingelserne. Men er det et problem, at de statsfinansierede medier alle primært befinder sig i København, når de siger, de bestræber sig på at lave udsendelser til alle danskere? Ja, det er, fordi der er nogle grundregler i journalistisk produktion. Eller som Politikens chefredaktør Christian Jensen sagde til Presselogen, mens han endnu var chefredaktør på Information: "Vi skal jo ikke sidde her og foregive, at vi nuanceret skildrer livet i Danmark fra dag til anden. Det er der ikke nogen af vores medier, der gør. Vi kan på forskellig måde inddrage stemmer fra landet, men vi laver jo ikke journalistik derude fra på daglig basis. Så når vi taler om i medierne, at der er et demokratisk problem med, at politikerne bestemmer på Slotsholmen på Christiansborg over en befolkning, de ikke rigtig har kontakt med, så skal vi også inkludere os selv i det billede. At vi som medier jo også afspejler det Christiansborg, som er ude af kontakt med resten af befolkningen. Og det er jo et problem, som starter med os. Vi bor alle sammen i hovedstadsområdet, vi har vores arbejdspladser i hovedstadsområdet, vores journalister bor i hovedstadsområdet, de har deres berøringsflade i hovedstadsområdet. Hvor finder man historier som journalister? Det gør man ved at orientere sig og lytte til, hvad der sker hos venner, kolleger og andre. Så der er en fødekæde, der gør, at vi kommer til at aflevere et indtryk af at de store brydninger foregår i hovedstaden – jamen det gør de, fordi det er det liv vi lever."

Og hvad er det så, der vil blive anderledes, hvis en radiostation har hjemme et andet sted? spørger ekkokammerets journalister.

En masse. To tredjedele af danskerne har ganske simpelt andre udgangspunkter og en anden dagligdag end den tredjedel, der bor i hovedstadsområdet.

Lad os bare prøve at se på årets årlige politisk-journalistiske højdepunkt: Finanslovsforslaget. En eviggyldig udgiftsdiskussion på det område vil være udgifterne til offentlig transport kontra privat bilisme. Her ser verden meget forskellig ud, for den journalist, der bor et sted, hvor man stort set kan cykle til alt, hvor busserne kører 5-10 gange i timen, hvor der er S-tog og metro og næsten umuligt at komme frem med en bil, og hvis det skulle lykkes, kan man ikke få den parkeret. Og så for den journalist, der bor et sted, hvor der kommer en bus en gang om dagen, typisk kl. 07, og der kun kommer én tilbage omkring kl. 16. Og det kun til den nærmeste større by. Eller slet ikke.

Jeg har en del medarbejdere, der bor i en afstand fra deres arbejdsplads på mellem 30 og 50 kilometer. Det er helt almindeligt i Vestdanmark. Offentlig transport tager i gennemsnit 2½ time - hver vej!

Jo, den forskel i dagligdag giver en stor forskel i journalistik om veje kontra jernbaner og busser. Og det samme gør sig gældende på akutudrykning, uddannelsesinstitutioner, øvrige transportprioriteter, produktionsvirksomheder kontra servicevirksomheder, nettoeksport kontra bruttonationalprodukt, kulturbevillinger, ægtefællearbejdspladser, realkreditlån efter postnummerprincippet, mobildækning, og placering af statsfinansierede medier og for den sags skyld placering af alle andre statsfinansierede aktiviteter.

Argumentet om, at Radio24/7 har lyttere over hele landet, er jo en falsk præmis. Vi er mange danskere, der gerne vil høre taleradio, og som situationen er lige nu er valget jo kun mellem to skatteyderfinansierede kanaler, der begge har sit udgangspunkt i det københavnske ekkokammer, så vi har jo ikke andre muligheder. Jeg lytter gerne til gode programmer fra Radio 24/7, men jeg – og jeg tror mange andre af os 2/3 danskere – ville hellere lytte til en radio, der i højere grad tager sit udgangspunkt i den dagligdag, vi har. Der er et stort vækstpotentiale.

To tredjedele af vi danskere bor udenfor hovedstadsområdet. Er det ikke tankevækkende, at selvbestaltede talerør for hovedstadens tredjedel reelt mener, at to tredjedele af danskerne ikke ved, hvad Danmark er for en størrelse og hvordan den skal beskrives, og de 2/3 derfor værsgo har at betale for, at de medier, de selv ejer, kun skal beskrive Danmark fra det udsigtspunkt den ene tredjedel har?

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) går i glemmebogen som kæmpe succes

Alt imens de nye, store FGU-institutioner (FGU = Forberedende Grund Uddannelse) kæmper for at finde fodfæste, viser det sig, at forløberen, Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU), har været en stor succes (https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/sep/190927-syv-ud-af-ti-unge-kommer-godt-videre-efter-kombineret-ungdomsuddannelse). FGU-institutionerne er opbygget som meget store institutioner (Aarhus ca. 700 elever) og skal løse opgaven med at hjælpe unge uden forudsætninger for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. KUU havde samme målsætning, men uddannelsen var baseret på institutionssamarbejder og dermed mindre pædagogiske miljøer med plads til individuelle forskelle. I Aarhus havde vi gennem pilotforsøg gjort positive erfaringer, med at forskellige mindre institutioner (bl.a. produktionsskoler og daghøjskoler) arbejdede sammen i respekt for indbyrdes forskelligheder og med plads til forskelligheden i målgruppen. Det førte naturligt frem til et forbilledligt samarbejde omkring den KUU, der nu viser sig at have været en stor succes, og hvor syv ud af ti unge er kommet godt videre. Lovgivningsprocessen bagved KUU var desværre præget af politisk uenighed, så opbakningen var ikke bred. Derfor blev KUU-lovgivningen tidsbestemt med udløb i 2021. Lovgiverne på Christiansborg købte sig tid til at blive enige om en løsning på den udfordring, man vidste var der. Resultatet blev FGU, en stor og samlende lovgivning med bred opbakning, hvilket naturligvis er positivt og helt nødvendigt. Desværre levner FGU-loven umiddelbart ikke plads til undervisningssamarbejder med mindre, selvstændige institutioner (f.eks. daghøjskoler), der dermed afskæres fra at bidrage med massiv erfaring og kompetencer, der nu ses dokumenteret gennem den succes, som KUU har været. Politiske ønsker om indflydelse og styrbarhed gik forud for hensynet til den sårbare målgruppe; systemkrav trumfer menneskehensyn og sund fornuft. Alt imens vi slikker sårene og kæmper for at holde os på benene, efter at have investeret massivt i at gøre det godt til gavn for målgruppen, ønsker vi FGU-institutionerne held og lykke med at løse opgaven. Men vi savner en forklaring på, hvorfor eksempelvis daghøjskolerne i Aarhus, der nu gennem fem år har bidraget massivt til en sjælden set succes på uddannelsesområdet, atter skal kæmpe for overlevelse efter at have spillet rollen som nyttige idioter. Når det så viser sig, hvor FGU oplever problemer, er vi naturligvis klar til at indgå i samarbejder, til glæde for de mange, der ikke lige er skabt til at trives på kæmpe institutioner.

Annonce