Annonce
Aarhus

Kørestole kan ikke komme med: Kæmpe gab mellem letbane-reklamer og virkeligheden

- De handicappede er med til at gøre letbanen handicapvenlig, var budskabet blandt andet i et nyhedsbrev i marts 2017. Fotos: Søren Alwan & screenshot fra letbanens nyhedsbrev

Hvordan kan det gå til, at Aarhus Letbane fra flere stationer ikke kan medtage mennesker i kørestol? Det lader til at være kommet som en overraskelse for letbanen selv.

AARHUS: Mysteriet om, hvorfor mennesker i kørestol flere steder på den nyåbnede strækning Aarhus - Odder ikke kan komme med Aarhus Letbane vokser.

Som avisen beskrev 31. august, er der syv steder et cirka 20 centimeter bredt gab mellem tog og perron.

Avisen har spurgt Aarhus Letbane om, hvad der egentlig er gået galt. Inden vi bringer svaret, kigger vi lige på nogle af de nyhedsbreve, letbanen gennem årene har sendt ud.

Lad det være sagt med det samme: Intet tyder på, at det fra starten af var meningen, at kørestolsbrugere skulle efterlades på perronen.

Hør her, hvad letbanen skrev i et nyhedsbrev allerede i 2012: "Vidste du ... at alle tog vil være tilgængelige for kørestolsbrugere", står der i nyhedsbrevet, som fortsætter: "I udformningen af letbanens etape 1 skal det sikres, at kørestolsbrugere har adgang til alle perroner og tog på lige fod med andre".

Javel.

Annonce

Fokusgruppe kigger på problemet

Aarhus Sporveje har nedsat en fokusgruppe til at kigge på problemet med den store afstand mellem perron og tog flere steder på strækningen Aarhus - Odder. En af de løsninger, der er i spil er mobile ramper.

En anden løsning er at lade letbaneføreren yde assistance.

En tredje løsning er at køre passagerer til nærmeste station, hvor der er adgang for handicappede.

Der ventes at opstå lignende problemer på strækningen Aarhus - Grenaa.

Kilde: Aarhus Letbane.

"Det er allerede besluttet, at afstanden mellem letbanens døre og de nye perroner kun bliver cirka fem centimeter, så en kørestol kan komme ind og ud uden hjælp", står der i dette nyhedsbrev fra Aarhus Letbane fra december 2014. Virkeligheden har vist sig at være en nogen anden. Illustration: Screendump fra Aarhus Letbanes nyhedsbrev

Afstand: Fem centimeter

Heller ikke i et nyhedsbrev udsendt i december 2014 er de handicappede glemt.

"Letbanen skal lette hverdagen for alle. Offentlige transportmidler kan være en udfordring for personer med et handicap. Måske er afstanden mellem perron og tog kun afmålt efter skridt frem for kørestolshjul ...", står der.

Med tilføjelsen:

"Det er allerede besluttet, at afstanden mellem letbanens døre og de nye perroner kun bliver cirka fem centimeter, så en kørestol kan komme ind og ud uden hjælp."

Altså snakker letbanen på det tidspunkt om en afstand på fem centimeter. Som nævnt er afstanden syv steder i virkeligheden 20 centimeter. Endda lidt mere, indtil letbanen her i efteråret får monteret en gummiliste under dørene.

Da letbanen i marts 2017 udsender sit tredje nyhedsbrev om, hvor handicapvenlig, letbanen er, får den heller ikke for lidt.

"Blind, dårligt gående eller i kørestol? Kom bare ombord", står der i overskriften.

De handicappede er med til at gøre letbanen handicapvenlig, var budskabet igen i et nyhedsbrev i marts 2017. På fotoet er toget endnu ikke sat på skinner. Screendump fra Aarhus Letbanes nyhedsbrev

- Vi er meget tilfredse

Det fremgår af artiklen, at medlemmer af Danske Handicaporganisationer er taget med på råd undervejs. De har været med i letbanens såkaldte advisory board, som netop skulle sikre optimal tilgængelighed til letbanetogene for handicappede.

- Vi er meget tilfredse med det endelige resultat af et samarbejde, der har fungeret upåklageligt. Jeg synes, at Letbanen er kommet frem til en rigtig god løsning, og jeg kan se, at de har lyttet til mange af vores anbefalinger. Eksempelvis er afstanden mellem dørene og perronen så lille, at man nemt kan køre en kørestol ind i toget, siger et af medlemmerne i artiklen.

På den måde virker det som om, at letbanen på det tidspunkt er overbevist om, at der ingen problemer er med handicapvenligheden overhovedet.

Og at det kom som en stor overraskelse, at togene ikke kørte tæt på alle perroner.

Men sådan forholder det sig slet, slet ikke, lader Aarhus Letbane forstå i et skriftligt svar til avisen.

Alice Carlsen fra Tranbjeg fik sig en lang næse, da hun forleden ville ud at køre letbane på den nyåbnede strækning Aarhus - Odder. Revnen mellem perron og tog var for bred. Her er hun ved letbanens spor 2 i Tranbjerg, som ikke er på Letbanen og Midttrafiks lister over de problematiske steder. Avisen og stiften.dk skrev om problemet 31. august. Foto: Jens Thaysen

Perronerne ligger i kurver

Her gentager Aarhus Letbane, at problemet især skyldes, at en del af de gamle perroner ligger i kurver. Og for at letbanetogenes hjørner ikke skal komme i konflikt med perronforkanterne, er det nødvendigt at lave en større afstand mellem tog og perron end de 7,5 centimer, som ellers er normen.

Men den forudsætning har hele tiden har været kendt af de mennesker, der arbejdede med at gøre letbanen tilgængelig for handicappede, eksempelvis Handicaprådet, skriver letbanen.

Den melding forstår Birte Rerup, medlem af Aarhus Kommunes Handicapråd og udpeget til at være med i letbanens advisery Board, ikke.

- Perronerne inde i byen har vi været ude at besigtige, men vi har aldrig haft lejlighed til at besøge perronerne på strækningen Aarhus - Odder. For 14 dage siden fik vi pludselig at vide, at nu åbner den nye strækning, og at der nogle steder ville være et gab mellem perronkant og tog på 20 centimeter, siger hun.

En ting mere tyder på, at letbanen har glemt at finde tommestokken frem i tide.

Skinner skal flyttes

Der er nemlig problemer på yderligere fire stationer. Her skal skinnerne flyttes i nærmeste fremtid, så skinnerne kommer nærmere perronen. Det drejer sig om Mårslet, Vilhelmsborg, Malling og Rude Havvej.

Men hvis Aarhus Letbane vidste, at der ville blive problemer - hvorfor fik man så ikke skinnerne flyttet, da letbanen på strækningen i næsten to år lå stille?

Her svarer letbanen, at det var nødvendigt at lave præcise målinger på alle de færdigbyggede perroner sammen med letbanetogene. Og det blev først muligt, da testkørslerne på strækningen begyndte midt i juli i år.

Jamen, letbanen må vel på forhånd vide, hvor bredt et letbanetog er? Eller hvad?

På den måde hober spørgsmålene sig op.

Og mysteriet om, hvorfor mennesker i kørestole efterlades på perronerne af en letbane, der skulle være yderst handicapvenlig, ser ud til at vokse i stedet for at blive mindre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce