Annonce
Østjylland

Kald mig bare tangent-nørd

musik. Palle Hjorth behersker stort set alle ­instrumenter med tangenter, blandt andet denne her mellotron, som blandt andre The Beatles brugte til at skabe deres særlige lyd. Foto: Troels Nørlem

Palle Hjorth har trådt sine barnesko i Hadsten, og han er nu en af landets mest efterspurgte musikere.

Som han står der ved indgangen til kulturhuset Sløjfen ligner han en helt almindelig ung fyr på vej til biblioteket for at hente en cd eller en bog. Han er iført cowboybukser, t-shirt, fodformede sko og et halstørklæde. Brillerne er kraftige og mørke. Beskedent rækker han hånden frem og siger goddag. Stjernenykker er der ingen af.

Navnet er Palle Hjorth, og han er en af landets mest efterspurgte musikere. Han er blevet ringet op af mange store navne inden for dansk pop- og rockmusik for at udfylde lige netop den funktion, han mestrer til perfektion – at spille på orgel, gerne hammondorgel. Avisernes anmeldere har kaldt ham orgelvirtuosen og orgeltroldmanden. Selv betegner han sig som en tangent-nørd. Og sandt er det, at han kan trylle med tangenterne – hvad enten det er orgel, keyboard eller harmonika.

Det har På Slaget 12 nydt godt af, og i øjeblikket er det Savage Rose, Hush og Peter Sommer, han går i studiet med og turnerer landet tyndt sammen med. En gang imellem bringer turneen ham til hans hjemby, Hadsten, hvor han trykkede den af sammen med bandet Hush i november. Og er der noget, der kan få adrenalinet til at pumpe rundt i blodet, er det at spille på hjemmebane.

»Af en eller anden årsag føler man et ekstra pres, når man spiller for nogen, man kender. Jeg tror ikke, mine kritikere er hårdere her i Hadsten, end når jeg står i Pumpehuset i København og spiller. Men det føles bare som et ekstra pres at spille foran publikum i sin hjemby,« fortæller 32-årige Palle Hjorth.

Uddannelse på stand by
Det er efterhånden 12 år siden, han forlod hjembyen Hadsten. Efter skoletiden på Hadsten Skole og derefter Hadsten Gymnasium valgte han at bosætte sig i Århus. Her var ambitionen at søge ind på musikkonservatoriet for at dyrke det instrument, som han allerede tidligt kastede sin kærlighed på, orglet.

Allerede under skoletiden gik han til orgelspil på Østervangskolen, hvor han sammen med jævnaldrende drenge sad ved hver deres orgel og spillede det, han kalder suppe-steg-og-is-musik. Det lykkedes Palle Hjorth at blive optaget på konservatoriet, hvor han kom ind på skolens orgel-linie. Her sugede han til sig af lærdom og viden, men det varede ikke ret længe, før verdenen udenfor bankede på døren. Rygterne om hans evner ved tangenterne var nået uden for skolen, og der var bud efter ham fra bandet På Slaget 12. Bandet stod og manglede en orgel-spiller til turneen Lets Dance.

Med ét var uddannelsen sat på stand by til fordel for 150 livekoncerter sammen med På Slaget 12. Det gav gode penge, det var sjovt og et klap på skulderen til den unge orgel-ekvilibrist. Senere blev han kontaktet af Savage Rose, der havde brug for en orgelspiller til at tage over efter afdøde Thomas Koppel. Og så var Palle Hjorth solgt igen. Større anerkendelse af hans evner skulle man lede længe efter, og hvem kunne sige nej til at spille med et af landets mest anerkendte bands. Sådan gik det til, at Palle gik i studiet med Savage Rose og på efterfølgende turné i efteråret 2006. Samtidig havde Palle gang i et lille sideprojekt, der senere skulle blive til Hush. Ind imellem blev der også tid til at spille med Peter Sommer og Allan Olsen. Og derfor fik Palle aldrig gjort sin uddannelse færdig.

Nu er han fast inventar hos Hush, Savage Rose og Peter Sommer plus det løse, som han formulerer det om de andre danske musikere, han assisterer. Det bliver til mange dage i studiet og på landevejene om året. Det er krævende og hårdt, men omvendt også et eventyr, når man kun er 32 år og har livet foran sig.

»Jeg føler mig så uendelig privilegeret. Jeg kan tillade mig at sige nej til folk og kun spille de jobs, jeg har lyst til. Og jo, vel er det hårdt at være på turne og bo på hotel. Men omvendt er det da også skide skægt. Jeg ville nødigt lave andet end det, jeg gør nu,« siger Palle Hjorth.

Han bor for tiden på en nedlagt landejendom i Mårslet syd for Århus sammen med sin kæreste, der studerer. Børn vil han gerne ha – om end de kommer til at undvære deres far i perioder.

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre, det er da lykkedes andre musikere at kombinere familie og karriere,« siger han.

Om han måske en dag vender tilbage til fødebyen Hadsten, ved han ikke.

»Man skal aldrig sige aldrig. Jeg holder utroligt meget af at bo lidt væk fra storbyen, og desuden har jeg jo min bror og mine forældre i Hadsten, så hvem ved, hvor jeg er om fem år,« siger Palle Hjorth.

Annonce
stjerne. Han har trådt sine musikalske barnesko i Hadsten. Men nu er det de store navne inden for dansk pop- og rockmusik, der nyder godt af Palle Hjorths evner. Foto: Troels Nørlem

palle hjorth

Palle Hjorth er 32 år.
Han er født og opvokset på Anemonevej i Hadsten.
Han har gået på Hadsten Skole, Hadsten Gymnasium og Hadsten Musikskole, hvor han også har været tilknyttet som lærer.
Han bor nu i Mårslet.
Palle Hjorth har to brødre, hvoraf den ene ? Henrik ? bor i Lyngå, hvor han er postbud.
Palles mor og far bor nu på Dr. Larsens Vej i Hadsten.
Læs mere om Palle Hjorth på hjemmesiden www.hammondonmymind.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce