Annonce
Aarhus

Kan det være en positiv oplevelse at blive kørt ned? Ja, på en måde - indtil lægen mærkede efter ...

Tegning: Jens Nex

Jeg har vist altid været af den opfattelse, at man som cyklist i høj grad selv bestemmer, om man vil rodes ind i trafikuheld.

Ja, jeg har endda holdt foredrag for min yngste søn, der også cykler: Vær forudseende. Se den farlige situation, før den opstår. Så sker der dig ikke noget.

Men onsdag i forrige uge blev jeg klogere.

Annonce

På vej ind ad Brabrandstien fra Stavtrup tænkte jeg den dag på, at det nok gik an at cykle ad Frederiks Allé ind til bladhuset på Banegårdspladsen.

Normalt bryder jeg mig ikke om ruten. For mange år siden - før der blev lavet cykelsti i Frederiks Allé - blev konens venindes kæreste kørt ned i gaden og blev skadet for livet. Og efter, at der er lavet cykelstier i gaden, sker der stadig masser af uheld. Jeg har selv set nogle af dem på nærmeste hold. Cykelstierne er for smalle.

Men mon ikke en hel del cyklister stadig arbejder hjemme, tænkte jeg. Så mon ikke der er masser af plads?

I rask tråd gik det ned ad Frederiks Allé, hvor der som forudset ikke var alt for mange cyklister.

Lige før Jægergårdsgade blev jeg overhalet af en cyklist, der kørte meget hurtigere, end jeg gjorde. Meget hurtigere.

Jeg så ham faktisk ikke, men jeg mærkede et puf på mit brede styr på citybiken, da han ramte det. Derefter vendte styret i løbet af et splitsekund 90 grader - og så blev alt kaos.


Jeg landede med et klask i en busbane. Heldigvis kom der ingen bus - i givet fald var denne klumme nok aldrig blevet skrevet.


Pludselig befandt jeg mig selv svævende højt over asfalten på Frederiks Allé. Vidner sagde bag efter, at jeg havde været oppe i to meters højde.

Fra flyveturen husker jeg to følelser: Først vantro. Hvad sker der! Og så rædsel. Den rene og skære rædsel. Jeg nåede at opfatte, at jeg svævede i retning mod kørebanen.

Jeg landede med et klask i en busbane. Heldigvis kom der ingen bus - i givet fald var denne klumme nok aldrig blevet skrevet.

Århus Stiftstidende sætter fokus på cyklisme

I disse dage sætter Århus Stiftstidende fokus på cyklisme i Aarhus.

Mandag kunne man i avisen og på Stiften.dk læse om de 10 steder i Aarhus, hvor der de seneste fem år er kommet flest cyklister til skade.

Tirsdag kunne man læse om Jørgen Højlund Wibes cykelstyrt, hvor hans knæskal brækkede i seks stykker.

Og i dag onsdag kan man foruden denne personlige beretning læse om kommunens planer om at sikre forholdene for de bløde trafikanter på Frederiks Allé.

Nu kommer vi så til den positive del af oplevelsen. Fra alle kanter strømmede det til med venlige mennesker, som hjalp mig og sagde trøstende ord. Jeg vil tro, at der på et tidspunkt stod otte-ni mennesker omkring mig.

Selv om jeg havde smerter i den ene side, tænkte jeg: Når det virkelig gælder, er hjælpen nær i Aarhus. Jeg mærkede ægte medfølelse. Hvor er det dejligt, at det er sådan.

En speciel tak til to sygeplejersker, som var blandt dem, der hjalp mig på benene, og fik mig placeret på en trappesten, hvor jeg kunne sunde mig. De blev på stedet et stykke tid og spurgte ind til mit helbred.

Og cyklisten der ramte mig? Han kom tilbage og virkede oprigtigt brødebetynget over det, der var sket.

Jeg mente ikke, at jeg havde taget skade ud over nogle hudafskrabninger og et slag i venstre side. Jeg fik hans adresse og telefonnummer, hvis der nu skulle være sket noget med cyklen.

Så tog jeg på job, fik et par Pamol og satte mig til at skrive.

Men efter et par dage begyndte det at gøre ondt som bare pokker i min venstre side. Det måtte være slaget, tænkte jeg, mon ikke det snart går over?

Det gjorde det ikke, smerterne blev værre og værre de næste dage, og så gik turen til lægen.

Kunne du også høre den lyd, spurgte lægen, da han mærkede på mine ribben. Det kunne jeg.

Mindst et ribben, højst sandsynligt to, var brækket, lød dommen.

Fra det øjeblik begyndte det at gøre ekstra ondt - sådan er mænd skruet sammen - og siden er det kun blevet værre. Jeg har fået udleveret en større bunke smertestillende piller, og de hjælper da noget.

Nu vandrer jeg til og fra arbejde for at få motion. Jeg har for ondt til at cykle. Men ulykken har gjort et eller andet ubehageligt ved mig. Jeg er blevet usikker i trafikken. Før jeg skal krydse en vej, står jeg i lang tid og kigger til højre og venstre, inden jeg tør vove mig over.

Cyklen har jeg end ikke turdet kigge på endnu. Det kan godt være, at manden, der stødte ind i mig, får et erstatningskrav, når jeg får set på den.

Jeg har lovet mig selv to ting:

For det første et det slut med at holde belærende foredrag for min søn. Hvis man er uheldig nok, kan man så let som ingenting blive indblandet i et uheld - uanset hvor forsigtig man er.

Jeg synes, at jeg kørte efter reglerne - alligevel gik det galt.

Den anden ting er, at jeg aldrig - ALDRIG - cykler på Frederiks Allé igen i dens nuværende udformning. Den cykelrute er farlig, basta! Og mit råd til læserne er: Hold jer så vidt muligt fra den.

Nyd cykelturen - og kør forsigtigt!

PS: Heldigvis er der planer om at lave Frederiks Allé helt om. Det skriver min kollega om i en anden artikel i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce