Annonce
Debat

Kan små huse løse store klimaproblemer?

Du har måske hørt om den såkaldte tiny house-bevægelse. En spirende trend fra USA og nu Danmark, hvor stadig flere mennesker beslutter sig for at bygge og flytte ind i helt små boliger bygget på en trailer.

Nogle gør det for at undslippe den tunge gældsbyrde, som mange husejere sikkert kan nikke genkendende til, nogle for at leve mere simpelt. Andre gør det for klimaet ud fra ideen om, at små huse sætter sine naturlige begrænsninger på det materielle forbrug.

Af eksempler her til lands kan nævnes Grobund ude ved Ebeltoft, som netop assisterer aspirerende tiny house-byggere, en virksomhed i Odder, man kan hyre til det, samt indtil flere facebook-grupper med fokus på emnet, herunder Dansk Tiny House Gruppe eller min egen Hjem på Hjul.

Jeg er selv en tiny house-bygger og er netop i færd med at bygge mig min egen mobile minibolig – et kommende hjem på godt 18m2 med bad og toilet, hems, stue og køkken, bygget på en gammel bådtrailer. Ikke kun for at undslippe trediveårslån og en næsten evig pengegæld, men også for at leve mere enkelt og klimavenligt.

Det er en slags personligt eksperiment, hvor jeg har indlagt mig selv som forsøgskanin. Mit projekt går således ud på at undersøge, hvor langt jeg kan komme i forhold til at omlægge til en bæredygtig levevis med boligen som udgangspunkt. F.eks. vil jeg prøve at bygge et såkaldt ”off grid”-hus, der er selvforsynende med vand og strøm og kan genbruge madaffald. Derudover skal den bæredygtige minibolig muliggøre en livsstil, hvor jeg kan arbejde færre timer i lønnet arbejde, bruge mere tid på familie, venner, samt rekreation og frivilligt arbejde.

Men hvor spændende (og overvældende) dette klimaeventyr end bliver, så rejser der sig alligevel nogle spørgsmål af både praktisk og endda etisk karakter. Er det f.eks. okay at stræbe efter en livsstil, hvor man forbruger mindre og således sætter mindre skub i samfundets økonomiske maskineri? Og hvad med hele ideen om at udfordre rammerne for, hvordan vi kan bo?

Bygningsreglementer og kommuners håndhævelse af reglerne for beboelse er ikke kun et spørgsmål om juridiske forhold, men også sundheds- og sikkerhedsmæssige – vi kan ikke bare bo, som det passer os, og det er der jo en grund til.

Omvendt er tiden måske også moden til, at vi udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved status quo de steder, hvor det giver mening – ikke mindst klimamæssigt: skal vi vitterligt forbruge mere og mere for at leve bedre, og skal vi bo i huse, hvor der er mere plads, end vi umiddelbart kan bruge?

Når vi nu ved, at vi som danskere har et stort overtræk på planetens ressourcekonto, var det så ikke på tide at kigge nogle af vores boligmæssige livsstilsvalg efter i sømmene?

Hvad der for mange måske kan lyde som radikale dagdrømmerier, kan for andre måske give mening på et konkret og hverdagsligt plan. Vi ser således eksempler ude i verden på familier, der bare kan få det til at hænge bedre sammen både økonomisk og tidsmæssigt, fordi de bor i et tiny house. Vi ser pensionister, der kan klare sig på en mindre pension, fordi de bor småt, men godt.

I Aarhus viser Projekt Udenfor, hvordan hjemløse kan få sig et hjem ved at bygge sig deres egne tiny houses, og måske tiny houses kunne adressere problemer med boligmangel i studiebyerne?

Selvom det rigtig nok er radikalt for mange at skalere sin bolig ned til 15-30 m2, tror jeg at tiny house-bevægelsen rummer en appel, der taler til de fleste af os: vi har nemlig (næsten) alle det at have en bolig til fælles, og selvom vi nok ikke alle skal bo tiny, så kan der være ideer og principper fra miniboligerne, som vi kan tage med os ind i vores almindelige boliger.

Små og store, hverdagslige indgreb som kan gøre vores måder at bo på mere klimavenlig. Dét er måske i virkeligheden tiny house-bevægelsens legitime berettigelse: den kan vise, hvordan boligen kan svare på store problemer i en lille skala og på en måde, hvor alle kan være med. Og når først de gode ideer rigtig slår rod i folkehavet, er det jo ikke til at sige, hvilke forandringer det kan føre med sig.

Annonce
Anders Boisen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce