Annonce
Kultur

Karla er kanon

»Karlas kabale« gik rent ind hos Stiftens Kulturpatrulje, som i dagens anledning havde fået fire unge medlemmer.

Det siges, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Den sidst nævnte gruppe er måske ikke det helt oplagte publikum til en familieforestilling, så avisen inviterede i stedet Bita Tahmasbi Hansen og Sara Friis Veileborg på 15 år samt Tobias Svane Strange Gormsen og Sylvester Højbjerg Sckerl på 9 år med ind at se »Karlas Kabale« på Aarhus Teater.

Annonce

Patruljens drenge var på forhånd ikke så velbevandrede i Karla-universet. Tobias havde set et par af filmene. Men de to piger kendte til historien i forvejen. For år tilbage slugte de Renée Toft Simonsens bøger om skilsmissebarnet Karla, som forestillingen bygger på. Derfor var de naturligvis spændte på, hvordan Thomas Bendixen og resten af holdet bag forestillingen havde fået kabalen til at gå op på scenen.

Bita: »Jeg synes, at det var en rigtig god forestilling. Den var meget velfungerende, og jeg kunne godt lide deres kreativitet i scenografien. For eksempel i starten, da Karla fortalte om familien, som så kom kørende ind på et bånd. Det var godt lavet. Der var plads til fantasien.«

Også patruljens drenge syntes, at forestillingen var god.

Tobias: »Den var sjov.«

Sylvester: »Det var sjovt, at sengen stod lodret, så man kunne se, at Karla og hendes mor lå i den. Når de gik på det der bånd, lignede det, at de gik rigtigt.«

Tobias: »Den første halvdel var den bedste, for den anden halvdel virkede lidt kort. Jeg kunne også godt lide, at nogle af skuespillerne var nede i salen blandt publikum, som da politiet kom.«

Når man som patruljens piger har læst Karla-bøgerne, er det svært ikke at sammenligne dem med teaterversionen.

Bita: »Man har jo selv skabt et billede af, hvordan hun ser ud. Jeg må indrømme, at det her nok var lidt mere kunstnerisk. Men det er klart, for det er jo teater, så det er anderledes, end det man forestiller sig. Ikke kun selve iscenesættelsen, men også personerne. Det er ikke altid til at give samme personlige udtryk i et teaterstykke, som i en bog.«

Sara: »Karla manglede noget af det mere trodsige. I bogen er hun lidt mere flabet og lidt svær at tilfredsstille. Men jeg synes, at karakterer som brødrene og moren var ramt lige på kornet. Især brødrene var sindsygt gode.«

Bita: »Specielt Lillebror (Michael Lundbye Slebsager, red.) var ramt helt perfekt. Og moren med hendes rengøringsvanvid (Camilla Gjelstrup, red.). Buster og Merlin (Bue Wandahl og Anders Baggesen, red.) var også rigtig gode. Sammen med politibetjentene var de det sjove indslag i forestillingen.«

Rollerne som de tre søskende er lagt i hænderne på unge skuespillere.

Tænkte I over at det var børn, der spillede voksne?

Tobias: »Jeg tænkte lidt over det, fordi at lillebroren Mads Morten (Mikkel Becker Hilgart, red.) var højere end Karla. Men de var helt vildt gode.«

Sylvester: »Ja især Lillebror var helt vildt god. Han havde sjov humor. Jeg glemte helt, at han var en voksen.«

Bita:« Jeg tænkte overhovedet ikke over, at de var voksne. De har også været gode til at vælge nogen, som så barnlige ud, for eksempel Karla (Fanny Louise Bernth, red.) var meget lille. De havde alle et meget barnligt udtryk, som de var gode til at formidle både med deres tøj og den måde, de talte på.«

Sara: »Selv om Mads Morten var højere end Karla, så fik de det alligevel til at virke som om, han var yngre i den måde, han snakkede på.«

Er det et stykke, der får børn og unge til at tænke over deres eget liv?

Bita: »Ja, det kunne det meget vel være. Det har det samme budskab som bogen: At man skal indse, hvor godt man har det i sit hjem, selv om ens forældre måske er skilt. Man kan komme ud for værre ting end skilsmisse, som for eksempel Buster og Merlin.«

Sara: »Jeg tror, at den er nem at relatere til, fordi familien ikke er så perfekt.«

Bita: »Man kan spejle sig i karaktererne, og det kan man sådan set gøre i alle aldre. Jeg synes sagtens, at man kan se den i vores alder. Bogen er beregnet til børn, men alle vil kunne se stykket. Jeg kunne i hvert fald høre en mand bag mig grine sindsygt højt. Så der er noget for en hver smag.«

Tobias: 5 stjerner

Sylvester: 5 stjerner

Sara: 4 stjerner

Bita: 4 stjerner

Kulturpatruljen var i teatret til premieren. »Karlas kabale« kan ses til og med 21. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Prøve afkræfter mistanke: Dansk mand indlagt i Aarhus er ikke smittet med coronavirus

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce