Annonce
Danmark

Kend EU-spidskandidaterne: Megen snak, masser af irish coffee - og af sted til EU

Dansk Folkepartis Peter Kofod er imod eget ønske sat forrest på stemmesedlen og på valgplakaterne - her flankeret af nr. to og tre på DF-listen, Anders Vistisen og Pia Adelsten. Foto: Jens Thaysen
Dansk Folkepartis Peter Kofod satte sig op mod partiledelsen og fik et EU-spidskandidatur som straf. Den ufrivillige flytning fra Folketinget vil han bruge på at sikre EU's ydre grænsekontrol, kampen mod social dumping og for at sikre velfærdsydelser.

EU-VALG: - Det er jo ikke ligefrem et job, jeg har søgt.

Nej, Dansk Folkepartis Peter Kofod kan ikke beskyldes for at svælge i overdrivelser, når han taler om sin vej til et EU-spidskandidatur for sit parti. For han har helt ret i, det ikke er noget, han selv har gjort noget for at få. Tværtimod har han kæmpet for, at den tjans skulle tilfalde hans gode ven gennem mange år Anders Vistisen.

Men sådan ville partiledelsen det ikke.

Forklaringen har sit afsæt i sagen om midlerne fra Meld og Feld, som Morten Messerschmidt rodede sig ud i, og som endte med, at Anders Vistisen måtte overtage lederskabet over partiets EU-hold. Og da det efter Vistisens mening ikke hurtigt nok resulterede i, at han blev udnævnt til spidskandidat til valget 26. maj, brokkede han sig højlydt i avisen Danmark.

Peter Kofod fulgte trop i avisens spalter med en bredside mod partiledelsen for ikke at honorere Vistisens indsats med en plads øverst i kandidatrækken.

Dansk Folkepartis ledelse var kontant i svaret til de to styrvolter: Peter Kofod blev spidskandidat på bekostning af sin ven, der fik andenpladsen.

- Jeg sagde ja efter mange samtaler og adskillige irish coffees med Anders Vistisen - og en del samtaler med Thulesen Dahl. Vi blev enige om, at det var en løsning, der var til at leve med for os begge, siger Peter Kofod, der nu må forlade Folketinget og tjansen som retspolitisk ordfører.

Noget, der givetvis bidrager til livsopholdelsen hos de to, er, at ledelsen samtidig viste en form for omsorgsfuldhed ved at beslutte sig for at opstille dem på partiliste. Det er en opstillingsform, der sikrer kandidaterne valg i den rækkefølge, de står opført, uafhængigt af de personlige stemmetal. Dermed er de begge så godt som sikre på valg, hvis partiet får stemmer nok til to mandater eller flere. For fem år siden fik partiet fire mandater.

Peter Kofod har måttet tage virkelighedens realiteter på sig, og der er nok at arbejde med, mener han, men nogle mærkesager trænger sig på:

Annonce

1 Den ydre grænsekontrol

- Når folk arbejder i Danmark, skal det ske under danske arbejdsregler og under danske lønvilkår, siger Peter Kofod. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På sin mærkesag nummer 1 risikerer han næppe at falde i unåde igen, for i den strømmer DF's hjerteblod: migrationsmodstanden.

- EU's ydre grænser skal sikres, allerhelst lukkes. De, der har brug for beskyttelse, skal have den, men ikke i Europa. Den skal de have i lejre, der skal opføres i deres nærområder.

- Jeg skeler lidt til den australske model, hvor man lejer sig ind hos nærliggende ø-stater og isolerer dem på en ø. Men de skal bo under ordentlige forhold, og det skal vi finansiere med de midler, der frigives, når migrationen til Europa minimeres eller standses helt, siger Peter Kofod.

Som en logisk følge af det synspunkt afviser han alle tanker om en fælles europæisk fordelingsnøgle.

- Det siger vi klart og utvetydigt nej til. Nationalstaterne skal selv bestemme, hvem og hvor mange de vil tage imod. I øvrigt er en fælles fordeling umulig at gennemføre i en union, hvor der er fri bevægelighed over grænserne. Når først de er fordelt, kan de jo rejse hvorhen, de vil.

2 Social dumping

Den fri bevægelighed skaber også et andet problem, Peter Kofod vil kæmpe imod: social dumping.

- Der er skabt en helt urimelig konkurrence mellem landene, der presser en række mennesker til at arbejde under kummerlige forhold og urimelige lønninger. Når folk arbejder i for eksempel Danmark, skal det ske under danske arbejdsregler og under danske lønvilkår.

- Danmark skal ikke være et land, hvor fattige mennesker skal leve i lejre eller i deres biler, siger Peter Kofod.

3 Velfærdsydelser

På samme måde sætter Peter Kofod sig op mod det, han ser som det indre markeds indbyggede risiko for misbrug af et lands velfærdsydelser.

- I Danmark betaler vi skat, fordi vi ønsker en velfærdsstat, ikke for at finansiere andre landes velfærd. Lad os tage børnechecken som eksempel. Den skal udenlandske arbejde ikke have mulighed at få fingre i på dag ét, de sætter deres ben her i landet.

- Jeg har respekt for lande, der prioriterer anderledes og sætter lav skat over velfærd. Men så er det deres valg, og vi skal ikke give udenlandske arbejdere mulighed for at sende danske skattefinansierede velfærdsydelser hjem til lande, hvor pengenes købekraft i øvrigt ofte er meget højere, siger Peter Kofod.

Alliance med ligesindede

Om Kofod er sendt i evigheds-eksil i EU er næppe sandsynligt - hans forgænger som spidskandidat, Morten Messerschmidt, har igen fået et folketingskandidatur. Så det er et åbent spørgsmål, om han skal vurderes af vælgerne på ny om fem år. Hvis det er tilfældet, har Kofod noget, han gerne vil måles på:

- Målet er at få skabt en stærk alliance i Europa-Parlamentet, der deler vores mærkesager, og at vi får den gennemslagskraft, der får vores synspunkter så meget på banen, at det skaber forandring, siger Peter Kofod.

EU's ydre grænser skal sikres, allerhelst lukkes. De, der har brug for beskyttelse, skal have den, men ikke i Europa.

Peter Kofod, EU-spidskandidat for Dansk Folkeparti

Peter Kofod

Peter Kofod er 29 år og EU-spidskandidat for Dansk Folkeparti til valget 26. maj.

Siden 2015 har han siddet i Folketinget, hvor han har været sit parties retsordfører. Han har også været medlem af byrådet i Haderslev og af regionsrådet i Region Syddanmark.

Han er født og opvokset i Snogebæk på Bornholm.

I 2015 blev han uddannet skolelærer i Haderslev, hvor han bor sammen med sin rumænske kone, Vasileva Hristov.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce