Annonce
Udland

Kender: Chile og Ecuador opildner demonstranter i Colombia

Joaquin Sarmiento/Ritzau Scanpix
Masseprotester i Chile og Ecuador har båret frugt og ansporet til nye protester i regionen, vurderer kender.

Da titusindvis af colombianere torsdag gik på gaden i hovedstaden Bogotá i protest mod regeringens politik, har en stor del af demonstranterne højst sandsynligt skelet til nabolande som Chile og Ecuador og fundet håb om at opnå reel forandring.

Det vurderer Misha Wolsgaard-Iversen, der er ekspert i Latinamerika i udviklingsorganisationen Oxfam Ibis.

- Jeg tror, rigtig mange har været inspireret af bevægelsen i Chile - det mest velstående land i regionen.

- At der er kommet så store borgerprotester, har overrasket mange, og at det er lykkedes at skubbe reformer tilbage i både Ecuador og Chile, tror jeg, har ansporet bevægelser i andre lande, siger Misha Wolsgaard-Iversen.

Og i modsætning til tidligere masseprotester i regionen forløb torsdagens demonstration i Colombia stort set uden voldelige sammenstød.

Det til trods for, at det var colombianere med vidt forskellig baggrund, der var på gaden.

- Der har været en meget positiv stemning, og det var en bred alliance af grupper i samfundet, som var samlet, siger Misha Wolsgaard-Iversen.

Demonstranterne var blandt andet mødt op med krav om en garanti for, at minimumlønnen bliver bevaret sammen med retten til pension for alle.

Dermed bærer demonstrationerne i Colombia mange fællestræk med protesterne i lande som Chile, Ecuador og Bolivia, fortæller Misha Wolsgaard-Iversen.

- Alle protesterne handler om social utilfredshed. Det er ikke nyt, at der er ulighed i Latinamerika, men bevidstheden om uligheden er eksploderet, siger hun.

I Chile udløste en bebudet prisstigning på metrobilletter flere ugers protest over store dele af landet. Det fik præsident Sebastian Piñera til at trække prisstigningerne tilbage og love sociale reformer.

Også i Ecuador lykkedes det en protestbevægelse at få regeringen til at bøje sig for et krav om at trække et dekret om at fjerne tilskud til brændstof tilbage.

- Det er med til at opildne, når man går på gaden, og det virker. Ecuador var først, og det lykkedes at få regeringen til at rulle reformer tilbage, siger Misha Wolsgaard-Iversen og tilføjer:

- Og jeg tror absolut, Chile har inspireret folk i Colombia, og det smitter også af i Bolivia, selv om det er vidt forskellige lande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce