Annonce
Kultur

Kender du det? Jeg er til min egen overraskelse blevet et gammelt fjols

Jeg er til min egen overraskelse blevet et gammelt fjols ... sammen med alle de andre, der også, trods deres pure ungdom, er trådt ind i bedsteforældrealderen. Tegning: Jens Nex

Jeg er lige kommet indenfor indhegningen omkring vuggestuens legeplads og står nu og forsøger at orientere mig igennem mundbind og duggende briller, da jeg hører en klar stemme udbryde: Min fa'mo'.

Og der sidder hun jo, på gyngen, ældstebarnebarnet på to og et halvt år, mens hendes etårige lillesøster står indenfor og trykker mulen mod ruden.

Klokken er 15, og det er hverdag, men børnenes forældre er ophængt af arbejdet udenbys, og når man er så privilegeret, at man selv kan rykke lidt rundt på arbejdstiden og klare opgaverne såvel tidlig morgen som sen aften, springer man jo til. Naturligvis. Man er vel farmor.

Jeg havde aldrig troet, at det skulle komme så vidt.

Jeg glemmer ikke den aften for tre år siden, hvor ungerne var hjemme til en omgang hurtig aftensmad, som godt kunne trænge til at blive peppet op med et glas rødvin. Da rødvinsflasken nåede svigerdatter, og sønnike med et smørret grin meddelte, at hun ikke skulle have vin igen før om et års tid, tabte jeg momentant underkæben. Det havde jeg ikke set komme.

Parret havde dårligt nok passeret midt-tyverne og var kun i slutningen af deres uddannelse. Og selvom de havde varmet op med at få hund, havde jeg dog alligevel troet, at min bedstemoderlige status lå langt ude i fremtiden. Altså virkelig LANGT ude i fremtiden.

Bevares, jeg glædede mig da på parrets vegne. Jeg huskede selv lykken ved at få først ét barn og siden et mere dengang for mere end 20 år siden. Og jeg var ikke i tvivl om, at sønnike og hans udvalgte ville klare rollen som forældre med bravur. De havde pondus til det. Og de var allerede fast forankrede i deres samliv. De er et godt par. Det skulle nok gå.

Og så stoppede glæden der. Jeg forfulgte den ikke så langt som til tanken om selv at blive farmor. Jeg kunne slet ikke se mig selv i den rolle.

Jeg er midt i livet. Jeg har fuld fart på. Et spændende og udfordrende fuldtidsarbejde. En dejlig fritid med nok at tage sig til og af. En livslang bedsteven i min ægtefælle. God familie, gode venner. Og ikke i nærheden af at være gammel nok til at være en farmor.


Jeg fandt pludselig mig selv i rollen som hende, der knokler for at få spædbarnet til at sende noget, der bare minder om et smil, til sin farmor. Og det var dagens gevinst, når det lykkedes. Ja, nærmest hele ugens gevinst. Ja, faktisk hele månedens gevinst. Årets … Årtiets …


Jeg fik flashbacks til min egen, i øvrigt meget elskede, bedstemor, der trissede rundt i brune snøresko med officershæl, tykke brune nylonstrømper, hårnet og en blomstret kjole, som hun kastede en kittel over, når hun skulle lave mad – en opgave, hun løste til fuldkommenhed, men hun gjorde til gengæld heller ikke ret meget andet.

Jeg er jo ung, for pokker. Ganske vist skrider alderen støt fremad mod de 60. Men ung er jeg ikke desto mindre. I hvert fald befinder jeg mig stadig i den aldersbenægtende fase og ignorerer indædt diverse småsignaler fra kroppen om, at den ikke er helt så velsmurt som for 40 år siden.

Jeg rullede en hel del med øjnene, da en veninde kastede om sig med patetiske betragtninger over glæden ved at genopleve små børn, der opdager verden, og tænkte ved mig selv: Jeg HAR været der med mine egne. Jeg lader forældrene om at tage turen med mine børnebørn. Jeg behøver den ikke. Mangler den ikke.

Jo, jeg skulle da nok bistå med praktisk hjælp. Og jo, jeg skulle da nok passe de der børn efterhånden, som de kom rullende ind i mit liv og havde brug for lidt omsorg. Men jeg ville gøre det for deres og forældrenes skyld, forstås. Ikke for min egen.

Jeg grinede indforstået, når en kær kollega erklærede om sine egne kommende børnebørn, at de kunne blive ude i bilen, mens han snakkede med forældrene indendørs. Og jeg mindedes min nu salige far, der bombastisk forkyndte, at hvis jeg ville have børn, så fint med ham, men jeg skulle ikke forvente, at han kom rendende i tide og utide for at passe dem, for han havde sit eget spændende liv at leve. Basta.

Jeg var med på holdet. Hele vejen. Indtil hun blev født, altså. Hende der på nu to og et halvt år.

Det varede ikke mange dage, før damen åbnede sine øjne, kiggede forundret på mig og foldede sin yndighed ud.

Jeg fandt pludselig mig selv i rollen som hende, der knokler for at få spædbarnet til at sende noget, der bare minder om et smil, til sin farmor. Og det var dagens gevinst, når det lykkedes. Ja, nærmest hele ugens gevinst. Ja, faktisk hele månedens gevinst. Årets … Årtiets …

To’eren blev født halvandet år senere, og jeg var dobbelt lykkelig, dobbelt savlende jubelidiot, dobbelt pladdersentimental. Og enhver, der vil høre det, må gerne vide, at jeg har de to bedste, ypperste, klogeste, prægtigste, smukkeste og helt igennem perfekte børnebørn. Jeg har også billeder at vise frem, hvis det er … mange billeder.

Min kollega er med mig hele vejen; nu er det børnebørnene, der gerne må komme indenfor, mens deres forældre skal blive ude i bilen. Og min far var også med mig hele vejen; han kom rendende i tide og utide, fordi børnebørnene trods alt blev det, der var mest spændende i hans liv.

Jeg er til min egen overraskelse blevet et gammelt fjols ... sammen med alle de andre, der også, trods deres pure ungdom, er trådt ind i bedsteforældrealderen. Intet kan gøre mig lykkeligere end at stå på vuggestuens legeplads i kamp med mundbind og duggende briller og så høre en klar stemme sige: Min fa'mo'.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Nyt plejehjem for demensramte borgere åbner i Aarhus

Aarhus

Livet i en fredet bygning: - Vi lever på husets præmisser

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce