Annonce
Kultur

Keramikkens cirkus er kommet til byen

<p>Så er der cirkus. Lea Nielsen har brugt en måned på at skabe dette kunstværk af manegen og en elefant med to hoveder. Foto: Axel Schütt</p>

Lea Nielsen laver figurer med to hoveder og andre finurlige detaljer i historierne.

Lea Nielsen har skabt sit eget cirkus, og nu er det kommet til byen.
Annonce
Forklædt som abe på tur med hundevognen. Foto: Axel Schütt
Den 31-årige århusianske keramiker laver finurlige, smukke værker, der pirrer nysgerrigheden. For tiden kan de opleves hos den kombinerede butik og kunstnerværksted »Højkant« på Skt. Pauls Kirkeplads 11 i Aarhus.
Giraf med to hoveder og andre sjove ting. Foto: Axel Schütt
»Jeg er fascineret af stemningen i cirkus med dets pomp og pragt, glitrende og glinsende. Her er plads til skæve talenter, som bliver noget særligt i manegen,« siger Lea Nielsen, der elsker at besøge cirkus, når det er i byen.
Materialerne skaber god kontrast. Den blanke glasur er oppe mod velour. Foto: Axel Schütt
»Det er en tidsmaskine, der dufter af savsmuld og popcorn,« siger Lea Nielsen, mens hun viser nogle af sine værker frem.
De er placeret i udstillingsvinduet i butikken.
»Vi kan høre, hvordan folk står og kigger og kommenterer skulpturerne, og så kommer mange ind i butikken. Børnene opdager ofte særhederne hurtigere end de voksne, for eksempel at både giraffen og elefanten har to hoveder,« siger Line Dyrholm, der driver butikken i et fællesskab med kunstnere, der benytter lokalerne bag butikken. De skiftes til at ekspedere kunderne, der kommer ind.
Lea Nielsen er også optaget af cirkuslivets skiften.
»Så er det et sted i nogle dage, og så fortsætter livet på landevejen. Det hele følger med, paraboler og vasketøj, der bare bliver stillet op et andet sted, men det er stadig det samme liv, selv om de er kørt et andet sted hen. Hvordan er det liv? Der er stemninger nok at undersøge,« siger hun.
En lillepige-figur optræder i plateauerne, men Lea Nielsen bedyrer, at det ikke er hende selv.

Udklædte mænd

Hun har også mænd i dyrekostumer med på udstillingen.
»Til dem blev jeg inspireret af en artikel i DSB-bladet »Ud og Se«. Den handlede om fem midaldrende mænd i Sunny Beach. De tog derned og klædte sig ud, gik til happy hour med deres zebrahaler og udklædninger, som de havde på, mens de kom slæbende ind på en bar. Vi er mere modige, når vi klæder os ud, og nogle tager til Sunny Beach for at gøre det. Hvorfor har vi brug for det?« spørger Lea Nielsen.
I figurerne af mændene i dyrekostumer kombinerer hun overfladerne. Velour kommer ind som en kontrast til den blanke keramik.
»Figurerne påvirker tre generationer. De forstås både af børn, deres forældre og bedsteforældre. Alle kan være med, og de skal kunne fungere, uden at jeg står og forklarer. Folk, der ser dem, skaber deres eget liv til figurerne,« siger Lea Nielsen, der er tilknyttet galleriet »Væg »i Aalborg.

Keramik-band

Lige nu har hun også en større udstilling i galleriet »Nicolai« i Kolding sammen med to andre keramikere.
De kalder det et band, »Dirty Go Clay Band«, og de er vilde med ler, siger de.
Bandmedlemmerne er veninder og kolleger, og de er Mette Maya Gregersen, Lea Nielsen og Louise Gaarmann.
De arbejder med at skabe værker sammen og mødes til øvegange, hvor reglen er at der laves ét færdigt værk til hver øvegang. De må altså ikke efterfølgende finpudse og bearbejde værkerne.
Bandet tror på »øjeblikket«, det tidspunkt hvor man er fuldt ud til stede og nærværende i livet. Det handler om at fastfryse disse øjeblikke i et keramisk værk.
Til »Nicolai« har Dirty Go Clay Band skabt en række fælles værker med titlen »Away At Sea«.
»Værkerne tager publikum med på en filosofisk rejse på søen såvel som i deres indre liv,« siger Lea Nielsen.
Bandets medlemmer viser også individuelle værker, skabt under samme tema.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce