Annonce
Aarhus

Kig op: Her bor Jette for livstid

- Det er ikke billigt hverken at bo eller at handle i gaden, men det er topunderholdende at leve her, og vi har alt, hvad vi behøver, indenfor rækkevidde. Jeg flytter aldrig herfra mere. Jeg har mine rødder her og mange følelser for ejendommen. Her er tryghed og nostalgi, siger Jette Porup Alstrup, der er vokset op i den ejendom, hun nu atter bor i. Foto: Flemming Krogh

Jette Porup Alstrup har slået rødder i M. P. Bruuns Gade. Hendes forældre ejede Schweizerbageriet, og hun er vokset op i gaden. Nu bor hun her igen, i forældrenes gamle lejlighed, og hun rejser aldrig mere herfra.

Aarhus: - Det er topunderholdning at stå heroppe og kigge ned på livet i gaden, smiler Jette Porup Alstrup og smækker dørene op til den franske altan. Den ligger lige på hjørnet af M. P. Bruuns Gade og Brammersgade, oppe på 3. sal, og med et smukt smedejernsgitter til beskyttelse.

Udsigten er strålende: Ned mod rådhuset, ud over tagene og direkte ned på gaden, som summer af liv. Her kan man stå helt stille, ubemærket, og suge til sig af sine medmenneskers gøren og laden. Det gør Jette tit. Jule- og nytårsaften holder hun altid her med familie og venner, for hvor finder man et bedre sted?

- Her er dejligt, fordi her er liv uden, at vi døjer med midtbyens støj. Selvfølgelig kan jeg høre folk, der synger og traller, når de går hjem fra byen om natten, men det er bare hyggeligt, mener Jette.

Hun har boet her hele sin barn- og ungdom, for hendes forældre, Edel og Ejvind Rasmussen, ejede Schweizerbageriet i samme bygning. De købte hele ejendommen med bageri og seks lejemål, og i dag bor Jette i den lejlighed, som dannede ramme om hendes opvækst.

- Mine forældre arbejdede selvfølgelig meget, men der var et fantastisk sammenhold i ejendommen, og jeg kom ofte hos nogle af de andre familier i opgangen. Der var en mor, der gik hjemme, og hun tog sig af os børn. Vi rendte bare ud og ind hos hinanden. Og vi passede også på hinanden. En af de ældre drenge gik bud for osteforretningen, og han havde tit mig med i klapvognen, husker Jette, der har en yngre bror.

Annonce

Jeg har både boet på 1., 2., 3. og 4. sal i den her ejendom.

Jette Porup Alstrup, beboer i M. P. Bruuns Gade
- Der var et fantastisk sammenhold i ejendommen, og jeg kom ofte hos nogle af de andre familier i opgangen. Der var en mor, der gik hjemme, og hun tog sig af os børn. Vi rendte bare ud og ind hos hinanden. Og vi passede også på hinanden. En af de ældre drenge gik bud for osteforretningen, og han havde tit mig med i klapvognen, husker Jette Porup Alstrup om sin barndom i M. P. Bruuns Gade. Foto: Flemming Krogh

Let spil i baggården

Når forældrenes arbejdsdage blev ekstra lange, spiste familien på cafeteriaet skråt overfor. Det var klassisk orange-brunt, med plasticstole og gardiner, der dækkede nederste halvdel af vinduet, så man ikke kunne se, hvor mange pølser gæsterne fortærede.

Men cafeteriaet var undtagelsen fra reglen. Familien Rasmussen indtog de fleste måltider i hjemmet, godt hjulpet af en ung pige i huset. Alle indkøb til husholdningen blev foretaget i Bruuns Gade. Jette husker, hvordan hun hver lørdag morgen inden kl. 8.30 skulle løbe over gaden til Slagter Anker, for da solgte slagteren rullepølse til halv pris.

Det var en fri tid, dengang i 1960'erne, hvor der ikke kørte flere biler på gaden, end at man kunne lege midt ude på asfalten, når man havde lyst. En stor spøg var det at lægge en to-øre på sporvognsskinnerne lige inden, sporvognen passerede, og samle mønten op bagefter, nu fladmast til et gigantisk omfang.

Ulykker kunne man nemt skabe, og der var let spil for ungerne i baggårdene, som var adskilt fra ejendom til ejendom. Engang kravlede Jette over muren til nabogården, hvor der stod en smuk syren. Hun plukkede en enorm buket til sin mor, inden hun kravlede tilbage, men mor tog meget unådigt mod gaven. Jette måtte retur til syren-ejeren med buket og undskyldning, og derefter var der dømt en uges stuearrest.

Heldigvis havde hun hunden til selskab. Den havde familien Rasmussen overtaget, syv år gammel, fra en dame i kvarteret. Hun kunne ikke have den med sig, da hun flyttede, og hun truede med aflivning af det arme kræ. Det kunne Jette og hendes lillebror ikke udholde, så Bobbi blev bragt hjem på tredjesalen og levede her, til han var 18 år gammel.

Ulykker i gaden

Nabokonen til bagerfamilien var flittig til at nedskrive sine erindringer fra ejendommen, og her afsløres en af Jettes store bedrifter: Hun var det pigebarn, som engang spadserede ud af vinduet, ud på et stillads, der var opstillet midlertidigt, på jagt efter sin kat. Både hun og katten blev reddet indenfor af naboen, men i Brammersgade var der til gengæld en to-årig, som drattede ud af et vindue fra anden sal. Hun slap dog med livet i behold.

Det gjorde til gengæld ikke den ældre dame, der i begyndelsen af 1970'erne blev offer for en pyromanbrand længere oppe i gaden, helt oppe ved kirkepladsen. Der var sat ild til ejendommen flere steder, og de unge mennesker, der boede øverst i bygningen, måtte flygte over tagene, mens andre sprang ud af vinduet. Hos Scweizerbageriet hidkaldte brandvæsnet alle de bagersvende, som var hjemme, til at bistå med at holde springlagener.

Bagersvendene boede på loftet i bageribygningen i en række små værelser med fælles vask og toilet. Sidenhen indrettede Jettes forældre en gigantisk taglejlighed her, og hun nåede selv at bo der med forældrene et par år, inden hun flyttede hjemmefra.

Hun ville egentlig ikke være bager, men endte alligevel i faget, da hun landede i Aalborg sammen med sin daværende mand, der var jagerpilot. Hun kunne ikke finde arbejde, men far kendte da for resten lige en nordjysk bager, som manglede en lærling, og hun kunne da prøve et par måneder, indtil hun fandt noget andet. Hun endte med at blive hængende i faget og trådte til som bager hos Schweizer'en år senere, da far trappede ned. Efter sin skilsmisse ventede hun kun på, at der skulle blive en lejlighed ledig i forældrenes ejendom, så hun kunne vende hjem igen. Det lykkedes i 1997.

Trygt og nostalgisk

- Jeg har både boet på 1., 2., 3. og 4. sal i den her ejendom, griner Jette, der til gengæld ikke arbejder som bager længere. En brand i bageriet i 2002 sendte hendes far ud på en økonomisk deroute, der endte med konkurs. Schweizerbageriet var hans et og alt, og han håbede længe, at firmaet kunne overleve krisen, hvis han solgte ejendommen. Men det lykkedes ikke, og det endte med, at familien hverken ejede bageri eller ejendom. Det kan godt ærgre Jette.

- Ejendommen blev solgt i 2002 for 8,8 millioner kroner, og fem år senere blev den solgt videre for 23 millioner kroner, siger hun.

Men det er nu ikke for pengenes skyld, at hun gerne havde stået som ejer af Bruuns Gade 56 i dag. Det er mere af veneration for stedet. Også selvom gaden har forandret sig, og ingenting er, som det var. I dag løber beboerne ikke ud og ind hos hinanden, men hilser dog pænt på trappen, som nu er brandsikret. Lejlighederne er blevet udvidet og moderniseret, bagtrappen er forsvundet, og Jette er den eneste i ejendommen, som stadig har et gammelt loft i udskåret, mørkt træ i sin spisestue.

Og når det gælder parkering, er slet ingenting, som det var. Som bilejer har Jette et pokkers hyr, hver gang hun kommer hjem fra arbejde i Skanderborg. Da hun var barn, havde hendes forældre også bil, men, som hun siger, "de stillede den jo bare lige, hvor der var plads". Sådan var det dengang.

Trods forandringerne er hun ikke i tvivl om, at hun bliver boende i M. P. Bruuns Gade 56 livet ud.

- Det er ikke billigt hverken at bo eller at handle i gaden, men det er topunderholdende at leve her, og vi har alt, hvad vi behøver, indenfor rækkevidde. Jeg flytter aldrig herfra mere. Jeg har mine rødder her og mange følelser for ejendommen. Her er tryghed og nostalgi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Læserbrev

Læserbrev: Kolindsund kan være med til at redde klimaet

I forbindelse med den nye finanslov afsættes der to milliarder kroner til at sænke landbrugets CO2-udledning og skabe mere natur. Pengene skal først og fremmest gå til udtagning af landbrugsjord, som herved sænker udledning af klimagasser. Her tænkes især på lavbundsjorder, som tages ud af drift. Visse lavtliggende marker skal ikke længere dyrkes, men i stedet skal vandstanden hæves, så der skabes mere plads til hjemmehørende vilde planter og dyr. Det er en aftale, som passer fint i tråd med det samarbejde, der er i gang mellem Danmarks Naturfredningsforening og landbruget. Her kan vi i foreningen Kolindsunds Venner stærkt anbefale, at der kigges på gendannelse af Kolindsund, som er placeret midt på Djursland. Kolindsund blev afvandet omkring 1874, da man dengang mente, at der var mangel på landbrugsjorder. Der blev etableret kanaler rundt om Kolindsund, og pumpestationer sørger for, at området holdes tørt. Men dette kræver masser af energi til strøm til pumpestationerne, og de talrige kanaler, der krydser Kolindsund, er fritaget for randzoner, således at gødning og giftstoffer uhindret suges op i kanalerne og udledes i Kattegat via Grenaaen. Kolindsund kan med sine cirka 25 kvadratkilometer blive Jyllands største sø, og en gendannelse vil i første omgang koste erstatning for de landbrugsarealer, der oversvømmes. Men dernæst vil naturen og miljøet og kommunerne på Djursland blive vinderne, når tilflyttere bosætter sig i området og turisterne strømmer til, som vi ser det med andre lignende projekter, der er etableret gennem de senere år. Se blandt andet på Filsø og Skjern Enge. Men udover sikring af naturen vil en gendannelse af Kolindsund også spille en stor rolle i forbindelse med klimasikring af Grenaa, som er truet, hver gang der er stormflod, østenvind og højvande. Der arbejdes lige nu med en model, der skal sikre Grenaa mod oversvømmelse, og her vil Kolindsund med sin store vandoverflade endvidere blive en stor buffer, således at vand fra det meste af Djursland, som løber denne vej ud i Kattegat, vil kunne opsamles, indtil presset på Grenaa fra øst er aftaget. Nu kan der ikke være så meget at betænke sig over. Det er på tide, at vi kommer i gang.

112

Personlige stridigheder årsag til uro i Aarhus V: Flere aftener med ballade og knivstikkeri

Annonce