Annonce
Aarhus

Kig tilbage: Med mor ved hånden i Bruuns Gade

Aarhus Oliefabrik, altid blot kaldet Oliemøllen, som den så ud i 1960. Foto venligst udlånt af Den Gamle By

Når man havde sin barndom på Frederiksbjerg i 1960'erne og 1970'erne, var Bruuns Gade et uomgængeligt fixpunkt. Tag med på et strejftog i minderne.

Aarhus: I min familie købte vi altid kød hos Ankers Kødudsalg i M. P. Bruuns Gade. Anker var ganske vist hverken den slagter, der lå tættest på, eller den slagter, der var billigst, men hos Anker kunne man få kvalitet, og købte man ind her, var man desuden sikker på, at man blev blåstemplet som lidt finere end alle dem, der ikke købte ind hos Anker.

Man skal ikke underkende værdien af snobberi i en familie, der langt hen ad vejen bestod af arbejdsmænd og bonderøve. Så vi købte ind hos Anker.

Salig var turen ind i slagterforretningen, når jeg fulgtes med bedstemor. Min mor havde sine faste principper, og et af dem var, at man ikke småspiste udenfor måltiderne, og et andet var, at man under ingen omstændigheder satte tænderne i ubehandlet kød. Men når jeg havde bedstemor ved hånden, fik jeg altid en rød pølse at guffe direkte fra køledisken. Uh, den smagte godt.

I selskab med bedstemor glemte jeg at lade mig betage af det, der ellers også var interessant ved Anker: Glasburet, hvor betalingen skulle falde, før man forlod forretningen. Savsmuldet på gulvet, hvor man kunne trække spor og lave tegninger med tåspidsen. De svedende spegepølser, hængende i snor langs væggen. Og lugten ikke mindst... af salt og røg og alt det, der fik munden til at løbe i vand.

Annonce

Et kig fra Grand

Overfor Anker lå Telegramhallen, kiosken, hvor de blandt meget andet solgte Pippi-påklædningsdukker i overstørrelse. Jeg plagede i ugevis, men glæden ved at få den stod slet ikke mål med forventningen, da først papfiguren var bragt hjem. Den knækkede hurtigt.

Længere nede ad M. P. Bruuns Gade, oppe på førstesalen, lå Grand, selskabslokalerne, hvor bedstefar troligt fejrede sine halv- og helrunde fødselsdage. Suppe, steg og is - bortset fra, at i vores familie blev suppen altid erstattet af tarteletter. På Grand var der hvide duge, tyndt porcelæn og klassiske møbler. Man skulle færdes med forsigtighed, men stor var fornøjelsen, når man fra hjørnevinduet mod Jægergårdsgade tog et kig på kvarteret fra oven. Hvor betagende anderledes så det ikke ud herfra!

Fra Grand var der bl.a. udsigt til Vinstokken, hvor far sjældent købte vin, men af og til en flaske Rød Ålborg, pakket ind i knitrende grønt papir, og en æske Advokat-cerutter, der stank afskyeligt, når han siden stak ild til en af dem inde i den lille blå folkevogn. Han kunne også længe stå bøjet over kasserne med piber, før han valgte sig den helt rigtige, skinnende kastanjeblank og endnu ikke røget til.

Videre gik det til Tapethuset. Verdens kedeligste butik. Men far kunne lide lugten af maling og klister, og en lille underlig dims manglede man jo altid. Til gengæld for udholdenheden i tapetbutikken måtte far finde sig i, at vi skulle falde i staver ved vinduet til Sahlertz Boghandel. Al den magi, al den viden, al den historie. Verden blev stor og forunderlig dér, lige foran boghandlen.

Veneration for et hjørne

Vi krydsede i magstempo Bruuns Gade, når vi skulle over til Kronen efter kaffe. Her kørte ganske vist sporvogne og biler, men trafikken var til at overskue og foregik som regel i sneglefart. Hos Kronen kværnede man bønnerne, mens vi ventede, og duften var fantastisk. Det var også her, jeg første gang blev præsenteret for noget så eksotisk som fransk nougat. Det så flot ud, men skuffelsen var stor: Det smagte jo ad Pommern til - dengang.

Slem var også lugten fra hjørnet af Brammersgade, hvor mor altid frekventerede ostebutikken. Hun havde veneration for det hjørne, for før osten kom til, lå Schous Sæbehus i lokalerne, og her blev hun både udlært og mødte min far. Måske var det derfor, at det tog uendelig lang tid og mange prøvesmagninger, før hun omsider valgte ugens ost til hjembringning, og vi atter kunne slippe ud i frisk luft.

Var man heldig, lagde mor vejen omkring Kathrine Andersen, der havde de forunderligste smukke hjemmelavede chokolader foruden verdens bedste chokoladesnegle.

Længere nede ad gaden, næsten helt nede ved broen, lå Oliemøllen, hvor bedstefar arbejdede. Den massive grå bygning var mægtig, skræmmende og uimødekommende, forekom det mig. Helt anderledes var Oliemøllens små hyggelige feriehuse ved Mariendal, hvor jeg var på ophold hver eneste sommer. Men det er en helt anden snak ...

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Århus-talent flytter til Sønderborg

Annonce