Annonce
Aarhus

Kilo rasler af Aarhus-mænd på mountainbike

<p>Det bakkede terræn i Marselisborg Skov ?udfordrer den tunge ryttere på vægttabsholdet.</p>

En gruppe århusianske mænd har tabt sig, efter de er begyndt at træne på et nyt hold i den lokale mountainbike klub.

Det sidder helt tæt ind til kroppen. Cykeltrøjerne og de sorte tights. Og hvis man vejer en hel del kilo for meget - i forhold til gennemsnittet - kan det kræve en del overvindelse, at hoppe i træningstøjet, som er ideelt til at køre mountainbike i.

Annonce
Han har fået smilet igen, Christian Madsen, som fik idéen til holdet i mountainbikeklubben.

Det er nu ikke noget problem for en gruppe på omkring 20 århusianere, som bruger mountainbiketræning til at have det sjovt og til at tabe sig på. De entusiastiske motionister har trænet på holdet siden januar måned.

Det sociale er vigtigt for rytterne på holdet, som kan grine af sig selv og hinanden, selvom deres stramme cykeltøj afslører deres vægt.

»Jeg spiste alt for meget hen over julen. I forvejen trængte jeg til at tabe mig. Da jeg læste om vægttabsholdet i Aarhus Mountainbike klub på deres hjemmeside, besluttede jeg mig for at prøve det. Som en sjov måde at tabe sig på,« fortæller Keld Christensen, som er en af mændene i tætsiddende cykeltøj, som afslører, at her stadig kan tabes et par kilo.

Denne dag stiller Keld Christensen op i solskin på mountainbikesporet i Marselisborg Skov, hvor han træner flere gange om ugen med de andre på holdet.

Mountainbike gav indhold

Som en af de eneste havde Keld Christensen ikke erfaring med mountainbike i forvejen. Men han fik lov til at stille op alligevel. På holdet, der trænes af Christian Madsen, som er initiativtager til holdet og som selv er overvægtig.

»Jeg har tidligere cyklet i Aarhus MTB. Efter en længere periode med sygmelding fra mit job på grund af depression og angst. Omstændigheder der betød, jeg tog 30 kilo på. Jeg lå nærmest bare på min sofa og var ked af livet.

»Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, der sådan rigtig havde gjort mig glad før i tiden, var, når jeg kørte på min mountainbike. Jeg tænkte tilbage på gutterne fra klubben, skovens lyde og dens skift mellem de forskellige perioder af året. Det var sådan, jeg fik idéen til at lave holdet, som klubben heldigvis bakker meget op om,« siger Christian Madsen, som har fået smilet tilbage og som har tabt en del af de 130 kilo han vejede før - efter han er begyndt at træne på sin mountainbike.

Plads til alle

Når gruppen af de tunge mountainbikeryttere mødes til træning, er det ikke for at rulle af sted på sporet i et hyggeligt tempo. Der bliver trænet igennem med intervaller og bakketræning. Tilrettelagt af Christian Madsen. På den måde kan han afpasse træningen, så den passer den enkelte rytter, så ingen bliver sat af undervejs.

»Vi træner hårdt, men vi har det også sjovt sammen. Vi var alle blevet for tunge og skulle tabe os. På den måde er vi ligesindede,« tilføjer Thomas Udengaard, som er af de mest ivrige ryttere i gruppen.

Ligesom flere af de andre på vægttabsholdet har han flere års erfaring med MTB i forvejen. Men et styrt satte en stopper for at få motion på mountainbiken. Langsomt røg der mange kilo på kroppen.

Samme oplevelse havde Thomas Lignell, der styrtede på MTB for fire år siden og slog blandt andet en skulder af led.

»Jeg fik ikke trænet noget som helst. Jeg blev federe og federe. Nu er kurven vendt og jeg er begyndt at tabe mig. Men jeg har et ganske afslappet forhold til min vægt. Det handler ikke bare om at komme ned i vægt, men også om at få nogle kilo muskler på kroppen,« forklarer Thomas Lignell, som fik hjælp til at spise den rette kost af en diætist, som var tilknyttet holdet på frivillig basis.

Det gav Thomas Lignell indput til at spise rigtigt på de rette tidspunkter.

»Jeg fandt ud af, at jeg spiste for lidt. Inden træning. Derfor kneb det med energien til træning i starten. Men vejledning fra diætisten hjalp det,« siger Thomas Lignell.

Fællesskab på mountainbike

Ved at være en del af et hold oplever motionisterne også, at de holder hinanden fast i at møde op til træning. Og i at tabe sig. Flere af dem har stillet op i forskellige motionsløb. Noget som havde været nærmest umuligt for få måneder siden.

»Vi var en lille gruppe som stillede op i Aarhus Mountainbike Challenge for nyligt. Et løb på 100 kilometer mountainbike fra Silkeborg over Ry, Skanderborg og endte i Aarhus. Det var et fest løb. Hårdt - men vi kom godt igennem,« siger Thomas Udengaard, som snart stiller op i et nyt løb igen med sine holdkammerater.

I begyndelsen af juli måned stiller flere af rytterne på vægttabsholdet op i et nyt løb: Fra kyst-til-kyst, Vejle - Blåvand på 110 kilometer.

»Det er motiverende at skulle køre et løb, men fællesskabet og venskabet, som er opstået i gruppen er meget vigtigt for mig. Løbet i Vejle tiltaler mig, da det lægger op til, at det handler om det sociale, da man ikke får en sluttid,« forklarer Thomas Udengaard.

Måske er løbet i Vejle for tæt på, hvis man ikke er i træning til at køre mountainbike, men der er plads til flere på holdet, som kan komme med på nye udfordringer senere på året. Og som har lyst til at være en del af holdet, hvor man kan grine af sig selv og hinanden, selvom man har tætsiddende cykeltøj på kroppen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce