Annonce
Indland

Kim Wall-sagen dag 12: Peter Madsen er en utroværdig morder

Foto: Michael Nørgaard

På dommens dag trådte de voksne ind i lokalet, stoppede legen og flåede spillepladen af bordet. Peter Madsen mishandlede og slog Kim Wall ihjel. Og for det skal han sidde i fængsel resten af sit liv.

DAG 12

25. april 2017

11 lange retsdage fra morgen til eftermiddag har morderen, seksualforbryderen og ligskænderen Peter Madsen spundet et net ud over stort set alle, der har fulgt sagen om mordet, seksualforbrydelsen og skændingen af Kim Walls lig.

Han har sat et spil op foran os alle med en syv sider lang, nedskrevet og frit opfundet historie, der præsenterede en alternativ virkelighed. Hvor han var en værre kludremikkel, hvor et vakuum låste en luge, hvor Kim Wall blev forgiftet af udstødningsgasser.

Hvor voksne, veluddannede mennesker har måttet forholde en falsk virkelighed med mærkværdige scenarier med varmegrader, luftreservoirer og pvc-rør.

Hvad skal der til for, at man kan åbne en luge ned til en ubåd, når der er skabt undertryk i den? Hvad med dit, hvad med dat? Kan det passe? Kan det hænge sammen? Kan det få ham af krogen?

11 lange dage.

Annonce

På tolvtedagen trådte en dommer og to domsmænd ind i retssal 60, fejede spillebrikkerne af bordet og sagde i omskrevet form:

Hvad laver I? Hvad tænker I på? Peter Madsen samlede en tilfældig kvinde op, sejlede ud med hende med den aftale, at hun skulle være hjemme igen kort tid efter. Og så skulle de have glemt tiden og skabt den situation, som Peter Madsen har malet op? Glem det.

De forholdt sig slet ikke til hans forklaring. Den var ikke værd at spilde tid på og slet ikke værd at overveje at tro på. Der var jo beviser på, at hun havde været udsat for vold - på den ene balle og i ansigtet - før hun døde. Beviser på at hun var blevet skamferet og stukket i senest et ganske kort øjeblik efter dødens indtræden.

Dommeren sagde "utroværdig" mindst lige så mange gange, som anklageren sagde "beheading" på niendedagen, hvor han gennemgik mængderne af dødsporno og henrettelsesvideoer, der var blevet fundet hos Peter Madsen.

Morder, seksualforbryder og ligskænder.

Lovens strengeste straf: Livstid. Væk med spillepladen. Der er én virkelighed og kun en.

Peter Madsen sad ved siden af sin forsvarer og hørte på begrundelserne for dommen og straffen. Let nedsunket. Hængende øjenbryn. Med en mund der aldrig har været længere fra et smil. Katatonisk og apatisk. Og hørte ordene:

- Ved fastsættelse af straffen har retten lagt vægt på, at der er tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd.

Og så er den sådan set ikke længere.

Der er dog et spørgsmål, der står tilbage:

Hvorfor sagde han det ikke bare? Hvorfor siger han det ikke bare?

På en af de 19 dage, der gik mellem 10. og 11. retsdag sad jeg på et kontor og talte med to psykiatere, der begge er tidligere retspsykiatere og tilsammen har lavet et højt trecifret antal mentalerklæringer.

I de fire timers samtale havde jeg egentlig kun et spørgsmål: Hvorfor siger han det ikke bare?

Hvorfor lader han os sidde og sprælle i en alternativ virkelighed, som vi godt ved er falsk, men som vi ikke kan kaste af os, før dommeren har talt. For hvis nu ...

De havde to forklaringer, og de troede mest på den sidste:

1. Peter Madsen vil ikke være morder. Ingen har lyst til at være morder. Vi udstøder mordere. Han vil miste den status, som har optaget ham så meget. Jo længere han kan holde fast i den, jo bedre.

2. Han er ligeglad. Som han havde sagt under mentalundersøgelsen, gik han ind i retssagen af nysgerrighed. Han leger. Det er et spil for ham. Han har siddet og rykket rundt på brikker og justeret og justeret efterhånden, som han er blevet udsat for modtræk. Han har endda anerkendt og rost politiet, når de i deres efterforskning har givet ham nye udfordringer. Han siger det ikke, fordi han vil spille spillet til ende. Og det er også forklaringen på, hvorfor en del af befolkningen ikke har villet følge med i sagen om mordet på Kim Wall - de har ikke villet give ham den gevinst at deltage i hans spil.

De to retspsykiatere udelukkede ikke, at Peter Madsen kommer til at sige det.

Når han har siddet indespærret længe nok. Når han har fundet ud af, at fantasien om at bruge fængslet som en art refugium, hvor han kan tænke store tanker og skrive bøger, er noget mindre attraktiv at leve i end at tænke på.

Når han har kedet sig længe nok.

Når savnet af opmærksomhed bliver dybt nok. Så vil han måske sige det.

Ikke for at give alle os, der kollektivt har været udsat for hans overgreb på vores virkelighed, en undskyldning eller beklagelse.

Men for at bygge et nyt privat projekt baseret på et fantasiliv, der stadig intet har med vores virkelighed at gøre. For at gøre noget for sig selv.

Det var de to tidligere retspsykiateres besyv.

- En enig domsmandsret har i dag idømt tiltalte Peter Langkjær Madsen fængsel på livstid.

Det var de første ord på 12. og sidste dag i retssagen i Københavns Byret om mordet på Kim Wall.

Kim Walls forældre fik ingen erstatning, for det giver man ikke til forældre til voksne børn. Heller ikke i sådan en sag.

Kim Walls kæreste fik en erstatning på 120.000 kroner.

Den sidste væsentlige handling, dommeren foretog, var at vende sig mod forsvareren og Peter Madsen og sige:

- Nu vil jeg bede forsvaret om at tage stilling til ankespørgsmålet.

Det gjorde forsvaret. Peter Madsen anker.

Spillet får en anden halvleg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce