Annonce
Debat

Klima: Venstrefløjens dommedagsbasuner åbner for saglig atomkraft-debat

"I en dygtig, men usaglig, sammenblanding af frygten for atombombernes ragnarok under den kolde krig og potentiel fare for radioaktivt udslip fra det svenske atomkraftværk Barsebäck, mobiliserede OOA masserne under parolen: Hvad skal væk? Barsebäck. Hvad skal ind? Sol og vind", skriver Carsten Kruuse. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Annonce

DEBAT: Da Tvindskolen i 1975 byggede en vindmølle, jublede samtidens vækstforskrækkede hippier, marxistiske medløbere og revolutionære fællesskaber, der året forinden også havde fundet sammen i græsrodsbevægelsen OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft.

OOA udviklede sig hurtigt fra "oplysnings"-virksomhed til demagogisk kampagneorgan mod A-kraft. Uden skelen til den enorme forskel på energikapaciteten mente venstrefløjen nu at have endnu et alternativ (udover solenergi) til A-kraft, som flere partier i Folketinget var begyndt at interessere sig for efter oliekrisen og bilfrie søndage i 1972.

I en dygtig, men usaglig, sammenblanding af frygten for atombombernes ragnarok under den kolde krig og potentiel fare for radioaktivt udslip fra det svenske atomkraftværk Barsebäck, mobiliserede OOA masserne under parolen: "Hvad skal væk? Barsebäck. Hvad skal ind? Sol og vind".

Kampagnen mod atomkraft blev en af venstrefløjens største succeser. Det lykkedes at piske en så massiv dommedagsstemning op, at Folketinget i 1985 vedtog et beslutningsforslag om at forkaste atomkraft i den fremtidige danske energiplanlægning. Deraf fulgte en gradvis udfasning af nuklear forskning i Danmark. Opdateret, tilgængelig og respekteret dansk viden om atomkraft har siden været stærk begrænset.

Samme succes med at piske en stemning op om verdens snarlige undergang som følge af global opvarmning har venstrefløjen i dag. Men dommedagsbasunerne trutter falsk, da den hurtigste og mest oplagte vej til markant CO2-reduktion er A-kraft. Men CO2-udledningen er åbenbart ikke en så alvorlig hastesag for hverken regeringen eller støttepartier, at denne energikilde kan komme på tale.

Man ignorerer, at teknologien omkring A-kraft har gennemgået en markant udvikling de sidste 40 år. Både, hvad angår sikkerhed og i forhold til effektiv brændselsudnyttelse og deraf reduceret affalds- og deponeringsproblematik. Her udstilles venstrefløjens grundlæggende usaglighed og manglende troværdighed i klimapolitikken.

For hvis "det haster" så meget med at få reduceret CO2 i atmosfæren for at undgå Jordens undergang, vil en deponering af en begrænset mængde atomaffald i eksempelvis 400 år måske ikke være helt så skræmmende for at forhindre "her og nu"-problemer med den globale opvarmning. Eksempelvis eksorbitante vandstandstigninger i verdenshavene som følge af accelererende afsmeltning af indlandsisen indenfor en meget kortere tidshorisont.


Men ensidig satsning på vindmøller, solenergi og lignende med åbenbare kapacitets-barrierer vil begrænse energiforsyningen mange år frem, være en hindring for virksomheders generelle vækst og sætte samfundet i stå. I det lys må A-kraft naturligvis komme på tværs af væksthæmmende, socialistiske sværmerier, som aktuelt ser ud til at veje tungere end klimaet.


At A-kraft er en stadig mere oplagt akutløsning, blev nyligt perspektiveret, da den såkaldte Eldrup-kommission nedskød ambitionen om en million elbiler på danske veje indenfor de næste ti år. Det ville blive en særdeles kostbar affære med relativ ringe effekt i forhold til CO2-problematikken. Rapporten undergravede desuden forventningen om, at transportsektoren vil kunne levere en effektiv og tilstrækkelig andel CO2-reduktion indenfor den givne tidsramme.

Dette bliver sandsynligvis endnu tydeligere, når nye "Eldrup-kommissioner" fremover påpeger ineffektivitet ved andre tiltag.

Sektor for sektor vil forventeligt udstille, at vind, sol og andre "grønne" kilder ikke indenfor en overskuelig fremtid (10 år er ren utopi) vil kunne levere energi i nærheden af det niveau, et samfund som det danske efterspørger.

Den socialdemokratiske regering har allerede taget højde for det scenarium ved at satse størstedelen af sin handleplan for at nå målene 2030 på en forventning om "ny teknologi". Men hvorfor ikke bringe A-kraft ind i debatten og kvalificere overvejelserne omkring optimal brug af den energikilde - eventuelt indtil "ny teknologi" løser problemerne endnu bedre?

Trods egne dommedagsprofetier omkring global opvarmning holder venstrefløjen stædigt fast i sin over 40 år gamle modstand mod A-kraft.

Men ensidig satsning på vindmøller, solenergi og lignende med åbenbare kapacitets-barrierer vil begrænse energiforsyningen mange år frem, være en hindring for virksomheders generelle vækst og sætte samfundet i stå. I det lys må A-kraft naturligvis komme på tværs af væksthæmmende, socialistiske sværmerier, som aktuelt ser ud til at veje tungere end klimaet.

Her kunne regeringen og de borgerlige partier (flere har udtrykt forsigtig interesse, senest Kristendemokraterne) med saglig begrundelse i haste-argumentet inddrage A-kraft i debatten om konkrete initiativer for at nå målsætningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Kulturrådmand overlever kampvalg: Det Radikale bagland peger fortsat på Rabih Azad-Ahmad

Annonce