x
Annonce
Sport

Klopp kalder Atlético Madrid en resultatmaskine

Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Ifølge Jürgen Klopp er Atlético Madrid en af de sværeste opgaver, man kan stå over for som fodboldspiller.

Liverpool går ind til tirsdagens Champions League-opgør mod Atlético Madrid som stor favorit til at gå videre til kvartfinalen over to kampe.

Annonce

Men så ligetil er det langtfra, understreger Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp.

- At spille mod Atlético Madrid er noget af det sværeste for en fodboldspiller. De er organiserede - en resultatmaskine, siger tyskeren ifølge AFP.

Under Diego Simeone har Atlético Madrid med en bundsolid defensiv og en effektiv offensiv vundet den spanske liga og nået finalen i Champions League to gange.

I sidste sæson tog holdet fra den spanske hovedstad andenpladsen i den spanske liga, men i indeværende sæson har Atlético haft svært ved at nå samme niveau.

Klopp ser imidlertid fortsat store styrker i Atléticos mandskab.

- Deres præstationer i denne sæson er ikke så dårlige, som folk siger, og de har ikke nogen betydning for vores chancer.

- Det er holdet, der kæmper mest for det, som går videre. Ikke det hold, der har klaret sig bedst i La Liga eller Premier League, siger han.

Liverpool har været helt suveræn i den engelske liga i denne sæson. Holdet, der blev nummer to i fjor, har vundet 25 af 26 kampe og spillet en enkelt uafgjort.

Atlético-træner Diego Simeone mener, at Liverpool er i gang med en historisk bedrift.

- Vi har talt om gode hold gennem tiden, og det her Liverpool-hold vil gå over i historien.

- Jeg kan virkelig godt lide Liverpools hold, for de spiller direkte, men kan også omstille sig undervejs og skifte spillestil. Det beundrer jeg, siger den tidligere midtbanespiller ifølge Reuters.

Kampen mellem Atlético Madrid og Liverpool spilles på Wanda Metropolitano i den spanske hovedstad tirsdag klokken 21. Returopgøret finder sted i Liverpool 11. marts.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce