x
Annonce
Aarhus

Klumme: Bare operer chippen i mig nu

I fredags fik vi besøg af Rigmor.

Vi kendte ikke Rigmor. Og Rigmor kendte heller ikke os. Men pludselig stod hun og ringede på midt i Disney Sjov, slik og rødvin.

Rigmor var ked af det. Hun var ked at af være til ulejlighed. Hun havde allerede glemt, hvorfor hun ringede på hos os. Hun havde ingen jakke på. Ingen idé om, hvordan hun skulle komme hjem. Ingen anelse om, hvor hun boede. Hun kunne heller ikke huske, hvordan hun var endt på vores dørtrin.

Var hun gået? Havde hun taget bussen? Hun var helt blank. Så vi inviterede Rigmor indenfor.

Til fredagstrætte børn i underbukser. Til resterne af flødekartofler og mørbrad. Til tilbuddet om en kaffetår, mens vi prøvede at finde ud af, hvordan Rigmor kunne komme hjem. Hvor end end hjem måtte være.

Trods megen nøden nægtede Rigmor at tage imod noget så beskedent som en kop kaffe.

- Nej, det er alt for meget. Jeg vil ikke være til besvær. Det er vist noget værre noget, jeg har rodet mig ud i, konstaterede Rigmor, mens hun nysgerrigt spankulerede rundt i vores stue, knugende sin stok.

Annonce
Illustration: Jens Nex

Rigmor var selvfølgelig ikke til besvær. For pokker da.

Trods sin - og her gætter jeg - fremskredne demens, var det åbenbart gået op for hende, at hun var i problemer. Og så havde hun simpelthen ringet på et tilfældigt sted. Heldigvis.

Og der var faktisk flere ting, Rigmor kunne huske. Sit navn. At hun var født i 1923 og altså måtte være omkring 95 år gammel. At hun havde tre børn. Navnene var hun lidt i tvivl om, men angiveligt boede de alle i København. Hendes far var i øvrigt præst, lod hun forstå.

Selvom hun var overbevist om, at hun stod til en ordentlig skideballe, mente hun, det var bedst, hvis vi fik fat på ham. Så kunne han komme og hente hende. Om vi ikke kunne ringe til far?

Hør Niki Ranch fortælle om baggrunden for klummen her:

Nå.

Men.

Det kunne vi jo desværre ikke. Vi fortalte ikke Rigmor, at hendes far for længst måtte være død. Vi kunne heller ikke, trods smalltalk og endnu flere spørgsmål, regne ud, hvor Rigmor hørte hjemme. Der blev tjekket nyhedssites, googlet navne og så videre. Men forgæves.

Egentlig ville vi bare gerne have kørt Rigmor hjem. Uden palaver. Uden myndigheders indblanden. Uden den frygtede skideballe.

Men den eneste udvej, syntes at være politiet. Og sådan blev det. To meget venlige betjente troppede op på adressen for at hente Rigmor. I fællesskab fik vi stykket sammen, at hun var gået fra et nærliggende lokalcenter.

Savnede de hende?

Var der så slået alarm?

Nej, man havde endnu ikke opdaget, at hun var væk. At hun havde taget sin sorte stok og var gået. Ud i det blå. Og derefter glemt alt.

Og her kommer pointen så. Det var hyggeligt at have Rigmor på besøg. Hun skal være meget velkommen en anden gang.

Men når man har små børn, afføder uniformerede betjente og en ukendt gammel dame midt i fredagsslik og tegnefilm en del spørgsmål. Og også en del selvransagelse.

Vi snakkede efterfølgende med børnene om demens. Om hvorfor gamle menneskers hjerner pludselig ikke kan huske mere. Og om, at det var godt, at søde Rigmor kom hjem.

Men altså.

Hvis jeg ender på plejehjem. Sidder dér grå og dement. Så må I gerne chippe mig. Dette er mit vidnesbyrd: Armbånd, halsbånd, indopereret chip, GPS ... whatever.

Jeg ved godt, vi er ude i en lovgviningsmæssig gråzone. Så lad denne klumme være mit samtykke. Bare jeg ikke ender med at tro, at jeg er til besvær, fordi jeg har glemt hvem jeg er, og hvor jeg bor.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce