Annonce
Aarhus

Klumme: - Det er kun godt, at tissemanden bliver stor og stærk, for nu skal den rigtigt på arbejde

Små mennesker laves af store mennesker. Og i bogen "Hvor kommer jeg fra?" forklarer Johannes Møllehave de nærmere detaljer på en befriende ligetil måde. Foto fra bogen.
Ovenstående citat er hverken hentet fra de grå sider eller en slibrig film. Det er såmænd fra en børnebog fra 1983, skrevet af Johannes Møllehave.

Klumme: Min ældste søn er seks år gammel, så snakken om bierne og blomsterne ligger forhåbentlig stadig et par år ude i fremtiden.

Men vi kunne såmænd godt tage den allerede nu, for jeg har fundet det perfekte værktøj i form af en bog.

På overfladen er det en lidt anonym sag, som ikke desto mindre tiltrak sig mit blik, engang jeg var på skattejagt i en genbrugsbutik. Den er skrevet af Johannes Møllehave, som jeg selvfølgelig kender, men aldrig har læst noget af tidligere.

- Hvor kommer jeg fra?, lød spørgsmålet på det store, hvide cover.

Det er vel dybest set noget, vi alle søger svar på, så jeg slog op på side 2 i bogen, som lovede følgende:

”Til alle rødmende forældre overalt i verden: Den sande forklaring uden dikkedarer”.

Javel, ja. Så måtte jeg jo ligesom se, hvad resten af bogen rummede, og hold... da... op...

Annonce
Journalist Jesper Bech Pedersen. Foto: Morten Pedersen.

Det er som regel en seng

Allerede få sætninger inde er det tydeligt, at den gamle digterpræst mener det, når han skriver "uden dikkedarer".

Først forklarer han, at manden har noget hængende mellem benene, som kun mænd har. Det kaldes en pik. Man kan også kalde det for en Karl Børge. Eller en penis - det sidste siger de på hospitalet.

På samme måde har kvinden en revne/kusse/vagina. Og hvad kan man så bruge sådan nogle til? Jo:

- Nu skal du høre, hvordan det begynder. Lad os sige, at en mand og en dame ligger sammen i sengen (det er som regel en seng, men det kan også være en høstak eller en folkevogn). Manden og damen elsker hinanden og holder om hinanden og kysser hinanden. Så bli’r mandens tissemand stiv og hård – og meget større end den plejer at være. Det er kun godt, at den bliver stor og stærk, for nu skal den rigtigt på arbejde!

Bogen er skrevet, så den henvender sig til det nysgerrige barn. Altså kan man som forælder sidde og læse direkte op af den, når man skal have "snakken".

Det bliver kun mere eksplicit bogen igennem, og selve sexakten er beskrevet, så jeg ikke tør gengive den direkte her.

Det, der kilder

Hvilket bringer os frem til denne klummes pointe.

Bogen her er skrevet til børn på måske otte år. Den udkom i 1983 - året før jeg blev født - og der er ikke noget i den, som kan komme bag på sunde, voksne mennesker.

Alligevel sidder jeg her anno 2019 og læser den med stor fascination, fordi den er så uventet frimodig og dikkedar-løs. Og jeg slår knuder på mig selv, når jeg skal citere fra bogens børnelærdom.

Eksempelvis har jeg skrevet endnu et afsnit af og slettet det igen. To gange. Det handlede om, hvordan manden støder sin... op i kvindens ... fordi det kilder så dejligt, og at de bliver ved, indtil de eksploderer.

Jeg kan ikke få mig selv til at gengive det ordret her i avisen.

Men hvorfor?

Og hvorfor bader børn i øvrigt ikke længere sammen efter idræt?

Hvorfor gør voksne ikke?

Hvorfor er vi blevet så bornerte, når det kommer til kroppen, kærligheden og alt det, der kilder? Når vi nu alle faktisk godt ved, hvor vi kommer fra?

Jeg tænker, at bogen her er et eksempel på noget, som måske rent faktisk var bedre i gamle dage. At vi dengang i 1980'erne havde et sundere forhold til vores kroppe - uden at det druknede i unødig vulgaritet.

Bare naturligt. Uden dikkedarer.

Bogen er fra 1983 og oprindeligt en engelsk bog, som er gendigtet på dansk af Johannes Møllehave.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Selvfølgelig skal de møde til tiden, men...

En del af børn og unges opdragelse er at lære at møde til aftalt tid. Det handler ikke kun om skolen, men også når man laver aftaler med andre. Vi skal kunne stole på hinanden. Derfor skal unge lære at møde til tiden. Også når de er nået i gymnasiet. At de ikke altid gør det, er en kendt sag. Men der kan være gode forklaringer på, at en elev ikke er til stede, når klokken ringer ind til en times undervisning. Ved dagens begyndelse kan bus eller tog være forsinket, og hvis eleven er taget hjemmefra i passende tid til at nå frem til første time, har det ingen mening, at han eller hun skal have fravær for for sent fremmøde, hvis forklaringen ligger i, at den offentlige transport ikke fungerer som lovet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer eleverne i møde, når hun har besluttet at afskaffe den bekendtgørelse om fravær, som den tidligere regering indførte i oktober sidste år. Hun vil lade landets gymnasier og deres lærere vurdere, hvornår en elev skal noteres for fravær. Hun mener, at lærerne fuldt ud er i stand til at vurdere, hvornår der er tale om en elev, som kommer for sent sammen med 300 andre, fordi busserne er forsinkede, og hvornår det handler om elev, der er sløv i optrækket. For de findes også. Der er sikkert også dem, der regner på, om de kan holde sig inden for grænsen for advarsler og lignende og tager sig en ekstra fridag på den konto. For slet ikke at tale om dem, der kan finde på at gå hjem før skoledagen slutter eller dem, der ikke sørger for at være i klassen, når frikvarteret slutter. Her skal gymnasiet og lærerne selvfølgelig gribe ind. Sløvhed, slendrian og ligegyldighed skal ikke tolereres. Men den sunde fornuft skal råde, når en elev, der kommer for sent, har en forklaring, som lyder plausibel. Systemet med at notere fravær bør heller ikke afskaffes, for det giver skolen en mulighed for at gribe ind, hvis en elev har brug for støtte i det faglige eller på trivsel i skolen. Så skal der sættes ind på andre måder, og ikke alle elever er lige åbenmundede om deres eventuelle problemer.

Annonce