Annonce
Aarhus

Klumme: - Det er kun godt, at tissemanden bliver stor og stærk, for nu skal den rigtigt på arbejde

Små mennesker laves af store mennesker. Og i bogen "Hvor kommer jeg fra?" forklarer Johannes Møllehave de nærmere detaljer på en befriende ligetil måde. Foto fra bogen.
Ovenstående citat er hverken hentet fra de grå sider eller en slibrig film. Det er såmænd fra en børnebog fra 1983, skrevet af Johannes Møllehave.

Klumme: Min ældste søn er seks år gammel, så snakken om bierne og blomsterne ligger forhåbentlig stadig et par år ude i fremtiden.

Men vi kunne såmænd godt tage den allerede nu, for jeg har fundet det perfekte værktøj i form af en bog.

På overfladen er det en lidt anonym sag, som ikke desto mindre tiltrak sig mit blik, engang jeg var på skattejagt i en genbrugsbutik. Den er skrevet af Johannes Møllehave, som jeg selvfølgelig kender, men aldrig har læst noget af tidligere.

- Hvor kommer jeg fra?, lød spørgsmålet på det store, hvide cover.

Det er vel dybest set noget, vi alle søger svar på, så jeg slog op på side 2 i bogen, som lovede følgende:

”Til alle rødmende forældre overalt i verden: Den sande forklaring uden dikkedarer”.

Javel, ja. Så måtte jeg jo ligesom se, hvad resten af bogen rummede, og hold... da... op...

Annonce
Journalist Jesper Bech Pedersen. Foto: Morten Pedersen.

Det er som regel en seng

Allerede få sætninger inde er det tydeligt, at den gamle digterpræst mener det, når han skriver "uden dikkedarer".

Først forklarer han, at manden har noget hængende mellem benene, som kun mænd har. Det kaldes en pik. Man kan også kalde det for en Karl Børge. Eller en penis - det sidste siger de på hospitalet.

På samme måde har kvinden en revne/kusse/vagina. Og hvad kan man så bruge sådan nogle til? Jo:

- Nu skal du høre, hvordan det begynder. Lad os sige, at en mand og en dame ligger sammen i sengen (det er som regel en seng, men det kan også være en høstak eller en folkevogn). Manden og damen elsker hinanden og holder om hinanden og kysser hinanden. Så bli’r mandens tissemand stiv og hård – og meget større end den plejer at være. Det er kun godt, at den bliver stor og stærk, for nu skal den rigtigt på arbejde!

Bogen er skrevet, så den henvender sig til det nysgerrige barn. Altså kan man som forælder sidde og læse direkte op af den, når man skal have "snakken".

Det bliver kun mere eksplicit bogen igennem, og selve sexakten er beskrevet, så jeg ikke tør gengive den direkte her.

Det, der kilder

Hvilket bringer os frem til denne klummes pointe.

Bogen her er skrevet til børn på måske otte år. Den udkom i 1983 - året før jeg blev født - og der er ikke noget i den, som kan komme bag på sunde, voksne mennesker.

Alligevel sidder jeg her anno 2019 og læser den med stor fascination, fordi den er så uventet frimodig og dikkedar-løs. Og jeg slår knuder på mig selv, når jeg skal citere fra bogens børnelærdom.

Eksempelvis har jeg skrevet endnu et afsnit af og slettet det igen. To gange. Det handlede om, hvordan manden støder sin... op i kvindens ... fordi det kilder så dejligt, og at de bliver ved, indtil de eksploderer.

Jeg kan ikke få mig selv til at gengive det ordret her i avisen.

Men hvorfor?

Og hvorfor bader børn i øvrigt ikke længere sammen efter idræt?

Hvorfor gør voksne ikke?

Hvorfor er vi blevet så bornerte, når det kommer til kroppen, kærligheden og alt det, der kilder? Når vi nu alle faktisk godt ved, hvor vi kommer fra?

Jeg tænker, at bogen her er et eksempel på noget, som måske rent faktisk var bedre i gamle dage. At vi dengang i 1980'erne havde et sundere forhold til vores kroppe - uden at det druknede i unødig vulgaritet.

Bare naturligt. Uden dikkedarer.

Bogen er fra 1983 og oprindeligt en engelsk bog, som er gendigtet på dansk af Johannes Møllehave.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce