Annonce
Horsens

Klumme: Generation X Factor skal tage orlov fra glansbillede-kulturen

Arkivfoto: Yilmaz Polat

I februar fyldte jeg 26. Puha... Et skridt tættere på de 30 og officielt over halvvejs gennem 20’erne. Det klinger bare ikke lige så friskt og ungdommeligt, som når en 21-årig ungersvend præsenterer sig og ubekymret kan fortælle, at han endnu ikke har fundet ud af, hvor han gerne vil lande i livet med hensyn til karriere, kærlighed, interesser og økonomi.

Midt i min sporadiske ”midtvejskrise” kunne jeg pludselig mærke en flig af pres på mine skuldre. En voksende følelse af, at jeg, som langt størstedelen af mine jævnaldrende, snart burde have køreplanen klar.

Men hvem er det egentlig, der siger, man skal skemalægge sig til det gode liv og uden svinkeærinder træffe de valg, der bringer en tættere på landet med mælk og honning?

Egentlig ikke nogen - og alligevel os alle sammen.

Det er i hvert fald dén historie, min generation af "millennials" fortæller hinanden om og om igen. Med minutiøst redigerede LinkedIn-profiler, kunstige selfiesmil på Instagram og sirligt indøvede salgstaler om, hvor målrettede, kvalificerede og ikke mindst glade vi er - over for Gud og hver mand, det kan betale sig at imponere.

Præstationskulturen levner efterhånden ikke meget plads til gennemsnitlighed, og som børn af velstandssamfundet på sit højeste har generation X Factor fået "realiser dig selv"-doktrinet direkte ind med modermælken.

Og hvorfor ikke gøre det? Træde speederen i bund uden at se sig tilbage. Aldrig har mulighederne været flere og valgfriheden større.

Problemet er bare, at friheden til at vælge selv ofte forplanter sig i en forestilling om, at vi også død og pine skal optage jagten på succes. Helst med bravur, uden slinger i valsen og gerne til offentligt skue.

Det ligger næsten i kortene, at det gode liv er noget, man vælger til. Og mens nogle følger formularen, knækker andre halsen i forsøget. Spørg bare de unge mennesker, der selvmedicinerer, SoMe-detoxer eller søger ro i den spirituelle verden.

Måske min generation af unge mennesker, der spæner afsted i livet, og alligevel føler, de halser bagefter, fra tid til anden burde tage orlov fra forventningspresset, give slip på glansbillede-utopien og med fordel begynde at vælge fra - for at kunne vælge til.

Jeg ved stadig ikke, hvor jeg gerne vil lande i livet. Det vælger jeg at se som en gave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bevidst påkørsel og knivstikkeri: 22-årig overfaldet af flere mænd

Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce