Annonce
Erhverv

Klumme: Jeg går ind for børnearbejde

Poul Guldborg. Pressefoto

En seksårig pige i Vietnam, der sidder i 14 timer om dagen og syer læderfodbolde med sine små fingre.

En 10-årig dreng, der står med bare ben - i Bangladesh - i et kemikaliefyldt kar, der indfarver billige t-shirts til den vestlige verden. En 12-årig chilensk dreng, der tilbringer størstedelen af sin vågne tid dybt nede i en støvet kobbermine.

Går du virkelig ind for den slags, Poul Guldborg?

Inden jeg modtager vrede mails fra Red Barnet, Børns Vilkår og Amnesty International - og inden rabiate aktivister sviner mig til på nettet, klæder sig ud som børneslaver og lænker sig til min cykel - så skal der lyde et højt og rungende NEJ! Jeg går IKKE ind for den slags udnyttelse af børn. Børn skal gå i skole, og de skal kun have arbejde af en karakter og i et omfang, som de på ingen måde lider under.

Annonce

Klummen

Poul Guldborg er indehaver af virksomheden Guldborg Unlimited ApS. Han hjælper - via rådgivning, kurser og foredrag - alt fra internationale koncerner til helt små virksomheder med at trænge igennem med deres budskaber og at få glade og tilfredse kunder.Har du kommentarer til denne klumme, er du velkommen til at sende dem til kontakt@guldborg.nu

Færre har fritidsarbejde

Beskæftigelsesministeriets tal for 2018 viser, at der er en svagt faldende tendens i antallet af børn, der har fritidsarbejde. Det er en skam, for det er ikke kun lønnen børn og unge tager med sig hjem fra fritidsjobbet.

De får konkrete færdigheder - de lærer at begå sig socialt på en arbejdsplads - de udbygger deres netværk - de lærer at tackle udfordringer og at tage ansvar - de lærer, at der er brug for dem, og at de skaber værdi for andre.

Og sidst men ikke mindst - de kommer foran i køen, når de skal ud på det rigtige arbejdsmarked som voksne. For mange arbejdsgivere foretrækker kandidater, der allerede har bevist, at de fungerer på en arbejdsplads.

Studinen i Fritzl-kælderen

Jeg har haft fornøjelsen af at sidde i flere ansættelsesudvalg i det offentlige og i det private erhvervsliv. På et tidspunkt havde jeg indkaldt en kvinde, der var først i 20'erne, til en samtale om et barselsvikariat.

Hun havde skrevet en motiveret og fuldstændig fejlfri ansøgning. Hun havde gennemført sin uddannelse på rekordtid, og hun havde også sendt sit eksamensbevis med. Et eksamensbevis hvorpå der var flere 12-taller, end der er græsstrå på en mellemstor fodboldbane.

Vi kom ikke langt ind i samtalen, før det gik op for mig, at pigen havde tilbragt hele sin ungdom "lænket" til et skrivebord med næsen nede i skolebøgerne i forældrenes kælder. Og hun sad der stadig.

Det forklarede måske også, hvorfor hun var relativt bleg. Hun havde aldrig passet et barn, haft et rengøringsjob, gået med aviser, skubbet kundevogne i et supermarked eller været opvasker i en restaurant.

Og hun havde heller aldrig været engageret i en idrætsforening eller i andre fritidsaktiviteter, der kunne bevise, at hun rent faktisk kunne fungere sammen med og forstå andre mennesker. Mit valg faldt på en anden ansøger, som havde et noget mere beskedent gennemsnit, men som gennem sit CV kunne dokumentere, at han havde forskellige erfaringer.

Han var et "helt menneske"- og levede et aktivt liv. Og jeg fortrød aldrig mit valg. Den mandlige vikar er siden blevet til en af de mest værdsatte og vellidte medarbejdere af både kolleger og kunder i den store organisation, han arbejder for i dag.

Hvordan det er gået 12-tals-pigen fra Fritzl-kælderen, ved jeg ikke. Men jeg håber, hun har fundet sin hylde.

Kan du bruge en kost?

En af mine kunder har indført en koste-test i sin ansættelsesprocedure. Hans metode går ganske enkelt ud på at spørge ansøgeren, om han eller hun kan finde ud af at feje med en kost.

Han finder ligefrem kosten frem nogle gange, og beder ansøgeren om at feje virksomhedens gulv. Og der findes faktisk nogle mennesker, der ikke kan feje med en kost, fortæller han.

Og når de ikke kan det, så mangler der sikkert også andre grundlæggende kompetencer er hans filosofi. At feje gulve er en relevant opgave i hans virksomhed.

Ansøgernes reaktion på koste-testen fortæller ham meget. Hvis ansøgeren vægrer sig ved at skulle bruge kosten, så er han eller hun nok heller ikke villig til at påtage sig de mindre attraktive opgaver i organisationen.

Curlingmor med til jobsamtale

Men nogle andre, der til gengæld forstår at svinge kosten, er vor tids curling-forældre, der behændigt fejer enhver forhindring foran deres poder væk. Lille Xenia på 19 bliver kørt de 1,2 kilometer til badminton i bragende solskin. Far fylder sin datters køleskab på værelset op med breezere og Mokai og henter hende og veninderne i byen klokken 04.30 - hver eneste weekend.

Og mor støvsuger fortsat lille Philip på 26's værelse og smører hans madpakke. Han bor stadig hjemme, mens han er i gang med sidste semester på universitet.

Intet under at en del unge i dag mangler de mest basale færdigheder som at kunne programmere en vaskemaskine og at gøre et wc rent, når de flytter hjemmefra.

En af mine døtre var på et tidspunkt souschef i en dagligvarebutik. Hun skulle have en ung mand til samtale, og hans mor havde været så flink at køre ham hen til butikken, og det var der jo ikke noget forgjort i. Men moderen fulgte også sønnen helt ind i butikken og præsenterede ham for min datter.

Det var i sig selv i overkanten, tænkte hun, men da curling-moderen så også gjorde anstand til at følge med ind til samtalen, så spurgte min datter:

- Undskyld, men hvad skal du?

- Jeg skal da med til samtalen, lød det helt naturligt fra curling-mor.

Det kom hun så ikke, hvilket hun fandt dybt urimeligt. Men nu var det jo nok også hende, der havde skrevet sønnikes ansøgning, og så var det vel kun rimeligt, at hun også tog samtalen.

Fritidsjobs er læring for livet

I min egen barndom, ungdom og studietid, har jeg haft masser af fritidsjobs - og hver gang har jeg lært noget særligt. Ikke kun at møde til tiden, følge ordrer og tage ting af mig selv.

I mit første job som avisbud lærte jeg at tilrettelægge ruten, så jeg kunne gennemføre den på kortest tid. Som flaskedreng lærte jeg at løfte tunge ting uden at skade ryggen. Som bud og skraldespandstømmer i et revisionsfirma lærte jeg, at man skal behandle alle ansatte i en organisation med respekt.

Nogle medarbejdere smed for eksempel madrester og plastikkrus med kold kaffe i den papirkurv med dokumenter, jeg skulle makulere. Det var ulækkert, bøvlet og makuleringsmaskinen risikerede at tage skade. Andre sorterede affaldet rigtigt og talte med mig som en ligestillet - og en af de sidstnævnte reviderer, af samme grund, min virksomheds regnskaber i dag.

Som DJ på et diskotek lærte jeg, at det er klogt at spille den samme sang flere gange i træk, når en flok fulde og voldelige fiskere VIL høre den, og dørmanden, der skal beskytte én, er flygtet. I jobbet som dørmand lærte jeg senere, at man nedbringer antallet af konflikter med gæsterne til det halve, hvis man undlader at kalde sig dørmand eller udsmider - men i stedet bruger titlen "kundeplejer".

Som ungdomsskolelærer og senere hjælpelærer på journalisthøjskolen opdagede jeg, hvilken glæde det er at give sin viden videre til andre. Og som handicaphjælper lærte jeg, at selvom man er lam fra halsen og ned, sidder i kørestol og bruger respirator, så kan man sagtens nå de mål man sætter sig, bidrage aktivt til samfundet, finde kærligheden og leve et helt fantastisk liv.

Meget af den viden og de kompetencer, jeg erhvervede dengang, bruger jeg i mit arbejde og liv den dag i dag. Så ja tak til børnearbejde - når bare det foregår efter den fornuftige lovgivning, vi har på området i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce