Annonce
Kultur

Knausgårds lange rejse bevæger sig altid indad

Karl Ove Knausgård - enormt velskrivende. Men skriver han om andet end sig selv?"Om sommeren" - fjerde og sidste bind i Knausgaards velkomst til en lille datter.

Den norske forfatter, der rystede hjemlandet med seks-binds værket "Min kamp", har netop afsluttet et fire-binds værk skrevet til en lille datter - spændende om Knausgård på et tidspunkt kan komme videre end til velskrevne dagbøger

"Om sommeren" hedder den fjerde og sidste bog i Karl Ove Knausgårds serie, opkaldt efter årstiderne. Serien er skrevet som en hilsen til Knausgårds lille datter. De to første bind i serien, "Om efteråret" og "Om vinteren" er formet som breve til det ufødte barn. De to seneste, "Om foråret" og "Om sommeren" er til det lille, nye menneske - og alle vi andre, der lever på denne klode - og holder af den. I al fald det meste af tiden.

Den fjerde og sidste bog i serien, opkaldt efter årstiderne, er Karl Ove Knausgård for fuld udblæsning. Hvilket reelt betyder Knausgård i al stilfærdighed. For sådan er stilen. Afdæmpet, eftertænksom, dyb. Menneskelig orienteret. Bogen er meget præget af den essayistiske stil, Knausgård både behersker og dyrker. Han skriver om ribs, om sommer, om mariehøns og krabbefiskeri. Om det liv der venter det nye, lille mennesker. Og han skriver om drømme og håb, om længsel og angst. Og han gør det på denne særlige Knausgårdske facon, så vi alle sammen kan nikke genkendende. Han skaber billeder, vi kan se.

Men, og det er så lige der, hvor Karl Ove Knausgårds forfatterskab balancerer på kanten: Han henter først og fremmest stoffet langt inde i sig selv, dybt nede i Knausgård. Forfatterens styrke er indlysende. Først og fremmest skriver han formidabelt. For det andet ejer han en sjælden evne til at se, til at iagttage ud fra eget ståsted og til at bygge iagttagelserne ind i rammer, vi andre kan føle også omfatter os. Spørgsmålet er, om det nu også er tilfældet. Eller om Knausgård helst vil have lov at pille videre i egen navle.

Er det nok?

Knausgårds forfatter-værk er imponerende og enestående i ny, nordisk litteratur. Han debuterede i 1998 med romanen "Ude af verden", der som den første debutant-bog nogensinde blev indstillet til den norske kritikerpris. Han fulgte op med "Alt har sin pris", der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Og så kom seks-bindsværket "Min kamp", skrevet i perioden 2009-2011. Værket chokerede nordmændene, fordi de syntes, Knausgård gik for tæt på historien om familien. For de lidt mere hærdede danskere var den kritik svær at forstå. Men det er måske forklaringen på, at Knausgaard ikke fik Nordisk Råds Litteraturpris, selv om han i perioden var den mest læste forfatter i Norden. Derefter skrev han en fornem samling essays "Sjælens Amerika" - og i 2015-2017 har han så skrevet firebindsværket, kaldt op efter årstiderne. Det er såvel i sproglig som i ren fysisk forstand en imponerende produktion. Ikke mindst fordi der også undere vejs er blevet tid til at skrive et par debatbøger og andre essays - samt kronikker.

Knausgård er født i Oslo i 1968, men voksede op dels i Arndal, dels i Kristiansand. Nu bor han i Sydsverige. Han studerede kunsthistorie og siden litteraturvidenskab på universitetet i Bergen, men siden årtusindeskiftet har han været fuldtidsforfatter.

"Om sommeren" er et smukt punktum for firebinds-værket, der bød Knausgårds datter velkommen til verden. Velskrevet, som altid. Klog, som altid. Men uanset hvor spændende, det har været at følge Knausgårds store litterære og mentale rejse, er der noget vemodigt over, at rejsen er så indadvendt. At de største fjelde og dybeste dale er i forfatterens eget sind. Det gør såvel "Min kamp" som "årstiderne" til nogle fantastisk velskrevne dagbøger. Men hvor stor er en forfatter, som ikke skriver romaner, men udelukkende megalange essays? Eller sagt på en anden måde: Er Karl Ove Knausgård og hans liv så spændende, at det er nok til at fylde et stort forfatterskab?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce