Kohalens klassiske klassikere

Restaurant Kohalen ved det gamle slagtehus på havnen i Aarhus er en klassiker i det lokale restaurationsmiljø. Ja, det er vel nærmest klassikeren over dem alle.

For her - for enden af Jægergårdsgade - er der blevet serveret klassiske danske frokostretter som stegte sild, stegt flæsk og stjerneskud i snart 110 år. Helt præcis siden 1907, hvor byens kvægtorv flyttede fra Vesterbro Torv og slagtere, landmænd og kreaturhandlere skulle have mulighed for have stillet sulten, når de var færdige med at klaske hinanden i hænderne.

Og Kohalen lever i bedste velgående. Som frokostrestaurant. Aftenåbent hører alene julefrokost-sæsonen til.

Mandag til fredag er der ofte stuvende fuldt fra middagstid og nogle timer frem, hvilket gør det en god idé at bestille bord, hvis man vil være sikker på at få en siddeplads.

Weekendåbent? Nej, det bruger den gamle restauration på kvægtorvet - navnet i de første mange leveår - heller ikke.

Der er til gengæld blevet brugt mange kendenavne om en kær restaurant som Kohalen gennem tiderne. Havneknejpe, værtshus, bodega og smugkro er bare nogle af dem, og bedømt udefra kan restauranten da også godt snyde en smule. Den røde teglstensbygning kunne såmænd også gøre sig ud som pakhus eller gammel station, hvis man ikke vidste bedre.

Inden for de grønne vægge er det som at træde ind i en god gammel dansk restauration, hvilket det jo også er. Lidt a la den populære Jernbanerestauranten fra Matador. Måske derfor rangerer restauranten også i den næsthøjeste kategori for blandt andet en høj kulturhistorisk og bevaringsværdig værdi under Kulturstyrelsen, men murermester og arkitekt Peter Marius Wiers byggeri fra begyndelsen af det forrige århundrede er dog ikke fredet.

Og Kohalen er stadig stedet, hvor godtfolk samler sig. Forretningsfolk, stamkunder af den slags, der nyder en kælderkold pilsner med begge hænder og kendte med hang til en gedigen god dansk frokost.

Denne torsdag eftermiddag sætter en standup-komiker fra hovedstaden sig ved et nærtstående bord for at indtage en alene-frokost. Han skal dagen derpå optræde med sit one man-show i byens musikhus, og rygtet om kvalitet og klassiske retter har forlængst spredt sig langt ud over den århusianske bygrænse.

Vi får anvist et af de få ledige borde midt i lokalet. Menukortet ligger klar på opsatsen, som sikrer lidt ekstra plads til serveringerne ved bordet, og inden længe kommer begge servitricer i restaurationen - uafhængigt af hinanden - forbi vores bord for at spørge til drikkevare-ønsker.

Kortet alene afslører, at der er tale om en frokst-restaurant. Øl er først og fremmest ledsager til maden her. Vin er dog ikke udelukket. 13 forskellige slags - hvid, rød, rose, mousserende og dessert alle inklusive - men derudover indeholder udvalget af drikke det samme antal brændevine. Brøndums Snaps, Linie Akvavit, den røde med flere fra Aalborg, luksus-udgaver og Gammel Reserve.

Madsiderne er et eventyr af en madplan, som mormor kunne have kreeret. Her er sammensatte menuer i varierende størrelser. Fra - den langt fra lette, men dog overkommelige - frokostanretning til herrefrokosten bestående af ni serveringer med flere slags sild og 'det lune' som leverpostej og mørbradbøf.

Derudover er der a la carte-vejen, som vi vælger at gå. Henholdsvis den islandske marinerede sildefilet med hjemmelavet karrysalat og kapers - både syltede blomsterknopper og bær på stilk - samt tarteletter med høns i asparges. Og som drikkevarer en cola og en stor Classic fadøl.

Silden er af den store, fine slags i et helt stykke, som i sig selv nok til at dække de to rugbrødsskiver, som følger med. Dertil både smør og krydderfedt, mens serveringsfadet er appetitligt anrettet med dild, rødløgsringe og hakkede hvide løg. Helt efter bogen, og det samme gælder smagsindtrykket.

Tarteletterne flyder fint over på tallerkenen. Der er godt med sovs helt som det skal være og uden, at det bliver for meget.

Sovsen gemmer samtidig på masser af hønsekød i forhold til aspargsene og ikke omvendt. Igen en lækker indledning på frokosten.

Egentlig er det slet ikke nødvendigt at bestille en forret på Kohalen, for her er portionerne generelt af den velvoksne størrelse. Kokkens favorit er ifølge menukortet husets pariserbøf, der samtidig går under betegnelsen som byens største af slagsen. Det skal nok være rigtigt, for der går 500 gram hakket oksekød til ét stykke toastbrød. Det bliver vi simpelt hen nødt til at prøve.

Nogle vil endda mene at vide, at der også er tale om Danmarks største udgave af pariserbøffen, og det kan der nok være noget om.

Underneden ligger et single salatblad og ovenpå rødløg i skiver, tomat, persille og masser af revet peberrod. I sidevognene - de små skåle - er de obligatoriske æggeblommer, rødbede, kapers og pickles.

Et halvt kilo hakkebøf er en voluminiøs størrelse og gør forretten totalt overflødig, så klog af skade bliver det nødvendigt at levne, men det har intet med måltidet kvalitet at gøre. Eneste anke er, at bøffen med fordel kunne have fået lidt kortere stegetid.

På den anden side af bordet har ledsageren bestilt den såkaldte kohale-gryde. Møre stykker skært oksekød, perleløg, champignon, bacon og cocktailpølser gemt i en velsmagende, cremet sauce med mild paprika-smag. Dertil pomfritter - overskårne, sprødstegte kartofler - samt syltede agurker og asier.

Igen viser kokken, at vedkommende kan sin klassiske danske kogekunst, og det er bestemt heller ikke nødvendigt her at lede efter kødet i saucen. Endnu et kendetegn som de store portioner på Kohalen.

Vi har begge forlængst nået mæthedsgrænsen. I en sådan grad 'at udtrykket om at trille derfra' får en lidt anderledes betydning, da ledsageren vælger at lade bilen stå for at gå en tur før den videre færd.

Samlet set løber regningen op i 530 kroner for den islandske karrysild, tarteletterne, pariserbøf, kohale-gryde, to colaer og en stor fadøl. Det er bestemt ikke dyrt hverken måltidets kvalitet eller volumen taget i betragtning.

Vi kvitterer den modsatte vej med fire stjerner - én for hver af de i alt fire velsmagende retter og i samme størrelse som portionerne. Kohalen er bestemt et besøg værd, hvis man endnu ikke har nået det i løbet af stedets første 109 leveår. Det er klassisk dansk madkultur, når det er bedst i en bevaringsværdig tidslomme i det gamle industrikvarter på sydhavnen.