Annonce
Sport

Kommentar: Der er mere end DM-guld på spil for Bakken Bears

Bakken Bears og Horsens IC har mødt hinanden fem gange i sæsonen, hvor Horsens har vundet de fire kampe. Arkivfoto: Jens Thaysen

Imens hallen i Horsens eksploderede, forsøgte Bakken Bears-spillerne at gemme sig i mængden.

Nicolai Iversen gik på vej ud af hallen med sin sølvmedalje i hånden. Med et let kast skilte han sig af med metallet, der landede i fysioterapeutens taske.

Reaktionen var ikke til at tage fejl af efter sidste sommers afgørende DM-finale. Når man som ham har vundet DM seks gange, så er sølv ikke noget, man samler på.

Om nogen er anfører Iversen kulturen i Bakken Bears in persona.

Klubbens officielle målsætning for denne sæson er at nå en DM-finale. Men man skal ikke gå i lang tid i Vejlby-Risskov Hallen før man får opfattelsen af, at man da egentlig godt kunne tænke sig gå hele vejen for første gang i tre år.

Og skal man være lidt tabloid, så kan man påstå, at der er mere på spil end en DM-guldmedalje i denne sæson.

Hvorfor? Fordi Bakken Bears rimer på guld. Siden 1997 har man vundet det danske mesterskab 13 gange.

Hvis du spørger helt tilfældige mennesker i Danmark, hvem der er førende i dansk basketball, så er buddet herfra, at mange vil fremstamme Bakken Bears.

Også flere end der vil nævne Horsens IC.

Østjyderne mod syd har jo ellers vundet DM to år i træk. Men århusianerne med Chris Christoffersen i spidsen har været rigtig gode til at skabe opmærksomhed om sig og dansk basketball.

Men taber man for tredje år i træk, så bliver det sværere at overbevise folk om, at man rent faktisk er Danmarks førende klub, om end man ikke har bevismaterialet om halsen.

Og det er ikke godt for forretningen.

Annonce
Bakken Bears og Horsens IC har mødt hinanden fem gange i sæsonen, hvor Horsens har vundet de fire kampe. Kommentar af Dennis Bjerre Christiansen. Arkivfoto: Jens Thaysen

De seneste år har Bakken Bears gjort sig i Europa. Også i denne sæson hvor man via en plads i Champions League nåede langt bredere ud end basketball traditionelt gør i Danmark.

Og man må ikke fornægte vigtigheden af, at klubben har modet til at udfordre udlandet - især når der ikke er andre danske hold, der tør binde sig an med den slags.

Med den relative succes i Europa i baghånden har man købt sig tid i folkets bevidsthed, selvom DM-guldet er faldet i hænderne på Horsens to år i træk.

Men taber man til nabobyen igen i år, tillader man at Horsens som den første danske klub siden firserne - foruden Bakken Bears - vinder DM tre gange i træk.

Og den slags giver genklang. Tre gange mestre i træk. Så er det svært at argumentere sig ud af, at de ikke også skulle være det bedste basketballhold i Danmark.

Bakken Bears og Horsens IC har mødt hinanden fem gange i sæsonen, hvor Horsens har vundet de fire kampe. Arkivfoto: Jens Thaysen

Nu kan man med rette række en finger i vejret og indskyde, at det måske er at forgribe begivenhedernes gang.

Og ja. Vi er kun nået til kvartfinalerne i Basketligaen. Men mon ikke, at vi om nogle uger igen ser en finale mellem grundspillets suveræne nummer ét og to? Alt andet vil være tæt på chokerende, selvom især Horsens så lidt rustne ud sidst på sæsonen.

Forleden ville Bakken Bears' head coach Steffen Wich ikke tage stilling til, om klubben var guldfavorit fordi man vandt grundspillet.

Og det ændrer ret beset heller ikke noget om han mener det eller ej.

Faktum er, at Bears er den klub i landet, der har det største lønbudget. Og den slags plejer at rime på favorit.

Desuden er man blevet ramt af held i uheld, da man for nyligt gav comeback til både Michel Diouf og John Williamson. Sidstnævnte blev hentet ind som erstatning for langtidsskadede Diouf. Men nu kan man altså råde over begge profiler.

På den anden side har århusianerne tabt hele fire gange i sæsonen i fem indbyrdes opgør. Det lyder umiddelbart voldsomt.

Og der har i de seneste år været en tendens til, at Horsens har regnet Bakken Bears ud.

Men århusianerne vandt trods alt den seneste kamp (med 27 point) og led meget tætte nederlag i de andre kampe, hvoraf tre blev spillet i Horsens.

Iversen og kompagni har altså alle muligheder for at hænge medaljen om halsen i denne sæson. Og dermed genkrone sig som Danmarks bedste basketballklub.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce