Annonce
AGF

Kommentar: En genåbning af Superligaen er ikke bare et knips med fingrene

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Alle holder vejret, krydser fingre. Og holder afstand.

Også fodboldfolket. For de vil så gerne i gang med at spille igen, bredde som elite, og alle omkring – fans, sponsorer, medier – håber naturligvis også, at der snart er hul igennem, at samfundet åbner op i en sådan grad, at der igen kan konkurreres, at der kan spilles om point, at der kan blive sat to streger under tabelregnskabet, så der kan kåres en dansk mester, en pokalvinder, findes oprykkere og nedrykkere på bedst mulig sportslig vis.

Det vil som udgangspunkt betyde, at der bliver mulighed for at spille de igangværende turneringer færdig med samtlige kampe, og det er da også fortsat det scenarie Divisionsforeningen sigter efter: At få kampkalenderen i gang igen i de øverste rækker fra 29. maj, så man kan nå at afvikle det resterende program med slutspil og hele moletjavsen inden udgangen af juli måned.

Derudover - og derfor - satser man så i samme dybe vejrtrækning på at kunne genoptage en kontrolleret form for holdtræning ude i de respektive klubber fra 11. maj. Det vil give lidt mindre end tre ugers træning med mulighed for nærkontakt og kamprelateret træning, og som jeg efterhånden flere gange har advokeret for på denne plads, må det være et absolut minimum at kunne nå at træne sammen som hold med dueller og intensitet mand mod mand for overhovedet – som spiller – at kunne blive klar til en Superliga-kamp.

Set fra min knirkende kontorstol er det stadigvæk i underkanten af, hvad der er forsvarligt for spillerne, for det vil i så fald være 12 uger siden, de senest har i kamp i Superligaen, og det vil være efter en stærk intensiveret og måske ligefrem forhastet træningsperiode på tre uger som igen sker på en bund af mere end ni uger, hvor der ikke er trænet sammen som et hold, og hvor der enten er blevet trænet i mindre grupper uden nærkontakt eller hvor spillerne har taget armbøjninger eller løbet en tur derhjemme, fordi de har været hjemsendt.

AGFerne har altså været længere væk fra fodbolden, fra høj puls, adrenalinkicket, end de normalt er i løbet af en sommer -eller vinterpause, og skal nu på endnu kortere tid gøre sig klar fysisk, mentalt og taktisk til vigtige kampe, hvor rigtig meget står på spil for klubberne. To kampe tilbage af grundspillet (AGF har en udsat kamp mod Randers, red.), og så gælder det medaljeslutspil eller frygten for at ende som nedrykker.

Er de klar til det? Er de friske nok i ben og pærer?

Corona-virussen er i øvrigt fortsat derude. Den skal de også forholde sig til. Divisionsforeningen har i den forbindelse udarbejdet en række protokoller, som skal sikre, at både træning og kampe kan foregå i forholdsvist trygge rammer og at smittefaren holdes nede.

Det handler blandt meget andet om, at spillerne ikke må klæde om sammen, at spillerne skal juble individuelt efter en scoring, at taktikmøder ikke må foregå indendørs, at bolddrenge skal have handsker på og spritte boldene af. Og så videre.

Det er et omfattende stykke arbejde, 55 sider, som Divisionsforeningen her har forfattet og præsenteret for landets kulturminister, og det er prisværdigt, men jeg gentager mig selv:

Risikoen for skader er fortsat forhøjet for spillerne, der bliver tilmed kort tid mellem de enkelte kampe på grund af tidspresset – og alt andet lige vil det derfor også være et forringet produkt, spillerne kommer til at levere.

Det kan de ikke klandres for. Spillerne, altså. Men tro mig, de vil blive bedømt efter nøjagtig samme kriterier som under normale omstændigheder af fansene, af kommentatorer og skriverkarle, af sponsorerne, af dem internt i klubben. Sådan er det, når bolden ruller.

Spil, præstér, vind. Og det i øvrigt uden tilskuere. Det er da et pres, der vil noget. Er det rimeligt?

Det er faktisk her, at kæden hopper af for mig personligt. Hvorfor ikke gøre det ”ordentligt” og i stedet på forhånd skrue ned for blusset? Måske indse, at det (potentielt) skader mere end det gavner at holde så stædigt fast i, at alle kampe skal spilles? Hvorfor ikke finde en løsning – hvis altså Superligaen får lov til at spille igen indenfor en overskuelig fremtid – med færre kampe, så det sportslige niveau bliver vægtet højere end Divisionsforeningens og rettighedshavernes flueben i Mayland-kalenderen?

Jeg ved godt, at det lyder kedeligt – forbandede lyseslukker, tænker du – men kedeligt er ikke nødvendigvis ensbetydende med forkert.

Det vil give spillerne noget mere arbejdsro, en langt bedre platform at præstere fra, bedre kvalitet for alle – også de udsultede tv-seere. Det bude sige sig selv, men er glemt ret meget væk, synes jeg, i iveren efter at komme i gang igen.

Ja, jeg ved godt, at det i sidste ende handler om penge, mange penge – at klubberne mister indtægter, at rettighedshaverne har hænderne i siden, at Uefa også står og skriger (og truer) som en fornærmet snotunge i stramtsiddende selebukser ude på legepladsen – og ja, jeg er en håbløs romantiker, men det sidste fodbolden har brug for er da et forringet produkt, for det vil først og fremmest gå ud over fodbolden selv på den anden side af alt det her. Der er samtidigt en branche med 4.500 jobs og til en anslået værdi af 1,6 milliarder kroner. Så nej, det er ikke for sjov det her. Klubberne bløder.

Nå, lad os nu ikke glemme ham den listige Corona-fætter. Den florerer stadigvæk. Faktisk er smittetrykket i Danmark efter den første genåbning af samfundet sigende. Noget statsministeren den anden dag udtrykte bekymring omkring, selvom det vel egentlig er helt som forventet.

Og fodbold er en kontaktsport. Der er spyt, host og svedperler. Tjek bare et hvilket som helst billede fra en luftduel. Det er vådt med vådt på. En undersøgelse af tre århusianske forskere kommer frem til, at smittefaren under en fodboldkamp ikke er stor i forhold til nærkontakt, men udelader dog også en lang række faktorer. Dagen efter pegeede en fælles tysk/italiensk undersøgelse så i retning af, at topfodboldspillere og andre eliteatleter har en forhøjet risiko for at få coronavirus i lungerne, fordi de træner så hårdt.

Hvad skal man tro? Hvad gør Superligaen og de øvrige divisioner, hvis der i en eller flere klubber begynder at dukke smittede spillere op? Hvilken sportslig værdi vil Superligaen overhovedet have, hvis – tænkt eksempel – to AGFere, der normalt gør sig startopstillingen bliver testet positiv for Corona, og derfor ikke kan spille i en periode?

Det er vel sportsligt skævvridende, hvis smitten får fat i en eller to klubber – og hvad gør det ved holdkammeraterne? I Tyskland snakkes der i disse dage om at genoptage Bundesligaen fra medio maj, men her er der så også meldt klart ud fra politisk hold i forhold til smittefaren.

Den tyske indenrigsminster, Horst Seehofer, udtalte for et par dage siden, at hvis en spiller, en træner eller et medlem af ledelsen i en given klub bliver tetstet positiv, skal hele klubben og det hold, de senest har mødt gå i karantæne i to uger.

Det vil altså fuldstændig kunne lamme Bundesligaen.

Det rejser spørgsmålet herhjemme:

Er man fra de ledende parter i dansk fodbold klar til helt at afblæse turneringerne igen, hvis en eller flere trupper bliver (hårdt) ramt af Corona?

Svaret blæser fortsat i vinden. Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, sagde i sidste uge, at Superligaen vil rulle videre, selvom en spiller i en klub skulle blive smittet, men det kunne jo tænkes, at én bliver til fire eller seks spillere i samme klub.

Vil det være ok, at AGF skal møde eksempelvis OB uden en håndfuld spillere? Ruller Superligaen bare videre?

Noget andet:

En række klubber har været ganske aktive i forhold til debatten om, hvad der er fair og retfærdigt skulle det ikke vise sig muligt at spille Superligaen og de øvrige rækker til ende med fuldt program. Det er blevet anført, at det ikke vil være ”fair” at afgøre nedrykningen, hvis ikke alle kampe spilles, hvorfor det kun vil være ”rimeligt”, hvis der ikke er nedrykkere og de/det bedst placerede hold i 1. division får lov til at rykke op.

Det er helt skørt. Og åbner op for, at andre end lige de klubber, der sidder med røven i vandskorpen og klaprer tænder, også vil kunne påberåbe sig en sportslig skævvreden Superliga, en ”unfair” afvikling.

Lyngby sendte inden Superligaen blev supenderet tre mand i karantæne, og rejste dermed i svækket tilstand til udekampen mod AaB. Fair?

AGF spillede på udebane mod Silkeborg og tabte, men snakkede efterfølgende om, at det vel nærmest var til hjemmeholdets fordel, at der ingen tilskuere var til opgøret, da de århusianske fans normalt forvandler de omkringliggende stadions i Østjylland til en kæmpe ”AGF-fest”. Fair?

Og få dage inden – 8. marts – tog AC Horsens til Parken og spillede også for gabende tomme tribuner mod FC København. Østjyderne vandt, nappede tre livsvigtige point, men hvilket udehold vil ikke gerne have den mulighed i Parken?

Nogle klubber har trænet mere end andre, fordi de ikke har hjemsendt stab og spillere, og vil derfor – alt andet lige – have en fordel i en eventuelt kort opstart.

Så hvad er fair og retfærdigt? Hvad er rimeligt?

Vi bliver i det mindste forhåbentligt snart klogere på, hvad der kommer til at ske, hvad der er indenfor det muliges rige, når regeringen og sundhedsmyndighederne kigger på næste fase af genåbningen af Danmark – og måske finder plads til elitefodbolden. Det sker inden 10. maj.

Bliver der ikke givet grønt lys til atter at holdtræne fra 11. maj, ser det sort ud i forhold til Divisionsforeningens forhåbninger om at spille sæsonen færdig med samtlige kampe. Så skal der tænkes kreativt, klippes en tånegl eller flere.

Det kan i sidste ende i hvert fald komme spillerne til gode på den sundhedsmæssige front. Men økonomisk og strukturelt kan det blive et frygteligt morads for dansk fodbold. Der er klubber i Superligaen, der vil få svært ved at overleve, hvis ikke sæsonen kommer på gled igen. Det er den barske virkelighed.

Så det er hårde beslutninger. I Holland og Frankrig har de taget konsekvensen og afblæst sæsonen. I Tyskland og virkelighedsfjerne England vil de bare gerne i gang igen. I Sverige spillede de gud-hjælpe-mig tv-transmitterede træningskampe.

Det er skidesvært. Det anerkender jeg fuldt ud. I bund og grund vil vi alle sammen jo bare gerne have fodbolden tilbage igen. Også jeg. Det skal dog være indenfor rimelighedens grænser, sundhedsmæssigt forsvarligt, og ikke fordi, at de danske fodboldfans keder sig derhjemme i sofaen. "Følg pengene" plejer man at sige, men fornuften kan også være en ret god rejsemakker. Kryds fingrene, knips, hvis du har lyst.

Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Tivoli Friheden stækkes kort før åbning: Cobraen må ikke køre normalt på grund af smittefare

AGF

AGF-spillere: Det er fladt uden tilskuere

Aarhus

Dagens måske mærkeligste nyhed: Blæst og corona får vores varmeregning til at stige kraftigt

Annonce