Annonce
Rejser

Kommentar: Når store rejsedrømme bliver til virkelighed

Familien nyder udsigten over Horseshoe Bend. Fra venstre Gustav Bech Abel, Asta Bech Zachariassen, Hampus Bech, Tobias Bech Zachariassen, Theo Bech, Nille Bech, Bertram Abel. Foto: Tilde Twile

”Jeg holder af hverdagen” blev den danske forfatter Dan Turèll kendt for at sige. En sætning fra et af hans digte, som hyldede den helt almindelige dagligdag, og som jeg er sikker på de fleste danskere har hørt før. Og ikke mindst minder sig selv om en gang imellem. Især når vækkeuret ringer mandag morgen, og de tumler ud af sengen for at tage det første skridt ind i det velkendte hamsterhjul.

Jeg tror også, de fleste danskere har haft tanker om at træde ud af hjulet og drømme om at rejse ud for at opleve verden. Udlængslen gnaver, men for de flestes vedkommende bliver den omsat til en uges ferie et sted i Europa eller – hvis det skal være vildt - til en tre ugers rundrejse på den anden side af ækvator. Det er som regel også, hvad der passer ind i ens arbejde og børnenes skolegang. Og så kræver det desuden en vis portion af mod at bryde med status quo og efterlade alt bag sig i et langt stykke tid.

Sådan et mod har ægteparret Troels og Nille Bech. En dag kiggede de hinanden dybt i øjnene og spurgte, hvad det egentlig var, de allermest havde lyst til. Svaret var at rejse Jorden rundt. Og ikke kun som et par. De ville have deres familie med. Den tæller en flok på 11 inklusive dem selv, børnene og en søns kæreste. Familien Bech har gjort drøm til virkelighed. De har solgt deres hus, og det næste års tid kan de kalde destinationer som Galapagos, New Zealand og Thailand deres hjem.

Vi er med på jordomrejsen i Rejser, for familien sender med jævne mellemrum beretninger om deres tur til magasinets sider. Ikke kun om seværdigheder og attraktioner, men også om oplevelsen af at rejse som en stor familie, der består af flere generationer. De skiftes til at føre pennen, og den første til at berette om de tre første uger er 19-årige Oscar Abel. Han fortæller om omvæltningen fra at sidde midt i en festlig studenterkørsel til et par uger efter – på både godt og ondt - at dele autocamper og oplevelser med sin familie på rejsens første stop, USA.

Hvis man ikke står i en situation, hvor man er i stand til at tage ud i verden, er det næstbedste for mit vedkommende at læse om det. Derfor ser jeg allerede frem til næste gang, vi hører fra familien Bech.

Annonce
Mette Pørtner Jensen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce