Annonce
Aarhus

Kommunen søger lægdommere: Ingen præster, ingen over 80 og ingen dybt kriminelle

Der er en række krav, du skal opfylde for at blive taget i betragtning som lægdommer. Du skal skal være uberygtet, hvilket betyder at man ikke har været straffet for alvorlig kriminalitet. Du må ikke være præst i folkekirken eller andre trossamfund, og du må ikke være advokat eller minister. Arkivfoto: Kim Haugaard/Scanpix

Danmarks Domstole søger nye lægdommere fra 2020 og fire år frem, og du kan blive en af Aarhus Kommunes kandidater. Det kræver bare, at du opfylder en række særlige krav: Du må ikke være dømt for alvorlig kriminalitet, du må ikke være præst eller over 80 år gammel.

AARHUS: Du kan nu søge om at blive lægdommer fra år 2020 og fire år frem.

Men undrer du dig også over, hvad det nu lige er en lægdommer laver, og hvad går det helt præcist ud på, så læs videre.

At være lægdommer betyder, at du kan blive indkaldt som nævning eller domsmand i danske retssager, for at sikre en folkelig forankring, så de tiltalte bliver dømt af 'almindelige mennesker' og ikke kun af juridiske eksperter.

Som lægdommer fungerer du på lige fod med de juridiske dommere, og du er derfor med til at træffe afgørelser, om en tiltalt er skyldig eller uskyldig, ligesom du vil være med til at fastsætte en eventuel straf.

Det kræver ikke nogen særlig uddannelse, du skal ikke være juridisk ekspert eller lignende. Du skal mærke efter, hvad du synes, er rigtigt og forkert i sagen.

Til gengæld er det vigtigt, at de, der bliver valgt som lægdommere, afspejler kommunernes befolkning i forhold til køn, alder, uddannelsesniveau og etnicitet. I Aarhus Kommune skal man derfor bruge både unge, ældre, studerende og pensionister, og i denne omgang skal der findes cirka 1.100 nye lægdommere i kommunen. På landsplan drejer sig om cirka 10.000 borgere i alt.

Hvis du søger og bliver udvalgt, hvad kommer det så til at betyde for dig?

Annonce

Kriterier for at blive lægdommer


  • Du skal være fyldt 18 år
  • Du må ikke fylde 80 år i løbet af de fire år, du er lægdommer
  • Du skal være uberygtet, hvilket betyder, at du ikke må være straffet for alvorlig kriminalitet
  • Du skal have stemmeret i Danmark
  • Du må ikke være minister, advokat eller advokatfuldmægtig
  • Du må ikke være præst i folkekirken eller andre trossamfund
  • Du må ikke være ansat i ministeriers departementer eller i en chefstilling i andre af statens myndigheder, som er underordnet ministeriernes departementer
  • Du må ikke være ansat ved domstolene, i politiet, anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen eller andre myndigheder under Justitsministeriet

Kilde: Aarhus Kommune

Du bliver betalt

Du skal regne med at blive indkaldt til at deltage i retssager cirka fire gange om året. Normalt er det kun en enkelt dag ad gangen, men der kan være sager, der tager flere dage eller uger. Du bliver indkaldt med mindst tre dages varsel som domsmand og med en uges varsel som nævning.

At være lægdommer er en vigtig tjans i det danske retssamfund, så der er både mulighed for at være en god borger, men også for at tjene lidt ekstra lommepenge, hvis du bliver valgt. Du får nemlig betaling for din indsats.

Som lægdommer får du 1.100 kroner per dag og 120 kroner for hver nat, du er væk hjemmefra. Du får dine udgifter til transport refunderet, hvis du skal rejse mere end tre kilometer. Dog slipper du ikke for at betale skat af pengene, men din arbejdsgiver har pligt til at lade dig passe dit hverv som lægdommer.

Der bliver valgt nye lægdommere hvert fjerde år, så hvis du bliver optaget, bliver du lægdommer i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2023.

Hvervet som lægdommer er borgerligt ombud. Det vil sige, at du har pligt til at være lægdommer i hele den periode, hvor du er udpeget.

Der er til gengæld ingen garanti for, at du bliver optaget på grundlisten, selv om du lever op til alle kravene. Det afhænger af, hvor mange borgere i Aarhus Kommune der ansøger om at blive optaget.

Ansøgningfristen er fredag den 25. januar 2019, og du kan søge på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce