Annonce
Indland

Kongehuset 2018: Et år med glæder og sorger

HELLERE CATWALK END PARADE (Arkivfoto)

Kronprinsen griner af sine egne vittigheder, og grevinde Alexandra har lært at elske sig selv, mens Prins Henrik skyggede for Macron på pressemøde på Cayx.

FORSINKET POPULARITET:

Omgivet af dronningen og sine to sønner dør prins Henrik. Dagene efter flyder pladserne foran Amalienborg og Fredensborg Slot over med blomster og hilsner fra danskere, der vil vise prinsen den sidste ære. Politikere står i kø for at gøre det samme, og det sætter gang i tankerne hos prinsens kammerherre gennem 33 år, Anker Andersen: - Jeg tænker på det eftermæle, han får nu. Jeg kunne godt have tænkt mig, at han havde oplevet for nogle år siden, hvor populær han er nu.

HAN VAR UROKKELIG:

Prins Henrik bisættes fra Christiansborg Slotskirke. Tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen taler om den elegante franskmand, der følte sig misforstået og overset. - Hans kritik fyldte meget i spalterne og delte befolkningen i to grupper: Dem, som forstod prinsens anfægtelser, og dem, som kritiserede ham. Men prinsen forblev urokket i sin sag og forsvarede temperamentsfuldt til det sidste sine synspunkter.

GREVINDE PÅ EN NY MÅDE:

En kongehusekspert synes, det er for vovet, men hovedpersonen selv, grevinde Alexandra, stråler om kap med sit nye portræt. Siden følger hun op med bogen "Mit lykkelige land". - Om jeg har fundet lykken? Ja, det har jeg. Jeg har lært i livet at elske mig selv. I november overrasker hun igen, da hun går på scenen i Malmö Arena med debutsinglen "Wash Me Away". - Det er inspirerende, at en familiemor lige pludselig på nul komma fem kan springe ud som popstjerne, lyder det fra sønnen, prins Felix.

"ARE YOU FINISHED?" "NO, I'M DANISH":

Royal Run, karetkørsel gennem København og tv-show. Men måske er det kronprinsesse Marys tale, der huskes bedst. En kærlighedserklæring, men også et svirp til lycratøj og "far-vitser": - Du er ikke nærig med dine grin ... eller dine vittigheder for den sags skyld. Og ofte kommer de to i par, for du griner utrolig meget af dine egne vittigheder. De, der har haft fornøjelsen af at være ude at spise med dig, ved for eksempel, at hvis en tjener spørger "Are you finished?", så kan man være stensikker på, at du svarer "No, I'm Danish". Hver gang. Og griner. Hver gang.

PRESSEMØDE PÅ CAYX:

Anledningen er et statsbesøg af den franske præsident, Emmanuel Macron, men det er prins Henrik, der løber med opmærksomheden, da dronningen holder pressemøde på Château Cayx. For første gang fortæller hun om, hvordan pligterne har hjulpet hende efter prinsens død, og om betydningen af den støtte, som mødte familien. - Den måde, folk sluttede op på, var noget af det mest rørende, jeg kan forestille mig. Det var jeg meget glad for.

I LIVETS SKOLE PÅ FÆRØERNE:

Prins Christian skal engang være kronprins og siden konge, og det begynder hans forældre at forberede ham på. Da familien besøger Færøerne med kongeskibet Dannebrog, deltager han i en større del af det officielle program end sine søskende. - Lad os bare bruge udtrykket "livets skole". Der er masser at lære ved at opleve et andet klima, en anden kultur, og det er bestemt noget, der giver noget til harddisken, siger kronprins Frederik.

HELLERE CATWALK END PARADE:

En uddannelse i Forsvaret er ikke til at komme udenom for prinser og prinsesser. Heller ikke for prins Nikolai, som efter studentereksamen trækker i camouflageuniform på Hærens Sergentskole i Varde. Men smilet er ikke så stort som det, der sidder på prins Joachim, da han inspicerer sønnens hold under en årsparade. Kort efter meddeler hoffet, at Nikolai har besluttet at stoppe. Han vil søge ind på en uddannelse, men indtil da satser han på sin modelkarriere. Og den er lovende - senest som Diors nye ansigt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce