Annonce
Østjylland

Kreativt vandrehjem har succes i Gjerrild

Nina Barrett (med skilt) fortæller, at det tog hende to måneder at lære det danske sprog men fem seks år at lære ironi og sarkasme. Indtil da troede jeg, at alle var efter mig, fortæller hun. Privatfoto

Nina Barrett overtog sammen med sin mand Stephen Gjerrild Vandrehjem i januar. Parret har formået at ride videre på den positive bølge, det tidligere værtspar, Dorthe Lyk og Torben Andersen, havde skabt. Det skyldes især stemningen på stedet og parrets uhøjtidelige måde at omgås gæsterne på.

Gjerrild: Det lå ikke lige i kortene, at Nina og Stephen Barrett skulle drive vandrehjem i Gjerrild. Hun kommer oprindeligt fra Finland og flyttede til Danmark i 2003, da hun gik på pottemagerskole i Sønderborg, mens han oprindeligt kommer fra England.

Sammen flyttede de til Stenvad, hvor Nina Barrett arbejdede på en produktionsskole, og Stephen Barett arbejdede på Grenen.

- Vi kender huset her, og vi kender de tidligere forpagtere, Torben og Dorthe. For et års tid siden havde vi sat vores hus i Stenvad til salg, og da Torgen og Dorthe spurgte om vi ikke ville overtage efter dem, sagde vi straks nej, husker Nina Barrett.

Flere snakke og lange gåture på stranden resulterede dog i, at det internationale par besluttede sig til at tage springet.

- Vi spurgte vores to sønner, som er 14 og 17, og de sagde, at vi bare skulle gøre det, og at vi ellers ville fortryde det resten af vores dage. Så vi søgte om at blive forpagtere og fik til vores egen overraskelse lov til at overtage stedet, fortæller Nina Barrett.

Annonce

Prisen

For et par uger siden trak det nye værtspar en ganske stor anerkendelse hjem til vandrehjemmet, da de vandt prisen som årets mesterkok 2017 hos Danhostel. Det var en pris, som Gjerrild Vandrehjem også løb med sidste år. Udnævnelsen kom som noget af en overraskelse for forpagterparret.

- Vi troede, vi havde en chance for at vinde årets værtspris, da vores brugervurderinger lå på 9,6 ud af 10. Men det var åbenbart vandrehjemmene, der stemte om, hvem der vandt, og så var chancerne pludselig ikke så store, idet vi er helt nye. Vi havde dog skrevet en takketale for en sikkerheds skyld, fortæller Nina Barrett.

Parret fik dog ikke værtsprisen og troede ikke, der blev uddelt flere priser den aften.

- Så det var helt vildt, da værten sagde, at man igen skulle sige tillykke til Gjerrild Vandrehjem for årets mesterkok. Det kom fuldstændig bag på os, lyder det fra den finskfødte vært.

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor gæsterne er så glade for at besøge vandrehjemmet i den norddjurske by.

- Her er meget naturligt. Nogle steder kan alting være meget stift, og man kan gå og være nervøs for, om man nu bærer en passende påklædning og den slags. Her er vi helt nede på jorden, og så er stedet jo også så småt, at folk føler sig hjemme her, og det betyder, at de passer på stedet og føler et ansvar for det, siger hun.

Hjemmets sjæl

Det nye par har allerede fået sat deres klare præg på vandrehjemmet. Ideen er, at der ikke kun skal være liv på stedet i højsæsonen. Derfor har parret taget flere nye initiativer ind ad døren.

- Her er mulighed for at gøre tingene anderledes. Vi har blandt andet holdt jazzaften for fuldt hus, og på lørdag holder vi finnish your dinner, som bliver en finsk oplevelse på dansk grund, fortæller Nina Barrett.

Indtil videre er der 45 tilmeldinger til aftenen, som byder på finske specialiteter i alle afskygninger. Ninas far bliver også importeret fra det mørke nord til aftenen, som ligger på på 100 års dagen for Finlands uafhængighed fra Rusland.

- Det hele kommer til at gå fuldstændig amok i Finland. Jeg synes bare, de er rigtig dårlige til at reklamere for det i Finland, så jeg er glad for at kunne sætte landet på verdenskortet her fra lille Gjerrild, siger hun.

Generelt emmer Gjerrild Vandrehjem af kreativitet fra gulv til loft, og det skinner tydeligt igennem, at det stadig nye værtspar er to kreative sjæle. Stephen har først og fremmest gjort sig i musikken, mens Nina har haft fingrene i diverse lertøj.

Udover kreativiteten er også de to personers mange kasketter og evner en tydelig del af vandrehjemmets sjæl.

- Jeg er måske ikke lige Lars Løkkes kop te, da jeg jo ikke er dansker og har hele fem forskellige uddannelser, som jeg har været i tvivl om, hvad jeg skal bruge til. Men det er som om, det forener sig i jobbet her, fortæller hun.

Mens hun sidder i vandrehjemmets kontor, går hendes mand rundt tæt på operaen i København, hvor han er ved at hjælpe med at sætte en husbåd i stand. Han er nemlig også uddannet smed.

- Vi er alle sådan lidt et mix her i huset. Selv hunden, som vi lige har købt, er vel et mix af fem racer, så vidt jeg husker, fortæller Nina Barrett.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce