Annonce
Debat

Kriminalitet: Ansvaret for det dårlige livsvalg er den enkeltes – men problemet bliver vores

"Den rodløse unge mand fra den underprivilegerede samfundsklasse, uden et eksamensbevis og uden faglige kompetencer, er chanceløs på det højt specialiserede danske arbejdsmarked og står nu reelt uden andet end dystre fremtidsudsigter. For disse unge kan et bandemedlemsskab se attraktivt ud og være lig med ressourcer, penge, status og beskyttelse – en form for socialt sikkerhedsnet", skriver Metin Lindved Aydin. Arkivfoto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Annonce

DEBAT:  Generelt er kriminalitet for nedadgående i Danmark og har været det igennem tre årtier, men findes fortsat og er genstand for stor folkelig frustration og politisk opmærksomhed. Et af de spørgsmål, der ofte stilles, er, hvorfor indvandrere fra Mellemøsten og deres efterkommere er overrepræsenteret ved domstolene og i vores fængsler.

I den politiske debat skorter det ikke på enkle markeringer med svar, der spænder mellem religion, kultur og sociale forhold samt kombinationer heraf. Men et langt mere interessant spørgsmål er, hvorfor nogle fortsætter med at være kriminelle, også efter gentagne straffe og fængselsdomme – og hvad vi skal gøre ved det?

Spørgsmålet er relevant, fordi to ud af tre begår ny kriminalitet inden for to år efter deres løsladelse, hvilket kan tyde på, at den kriminalpræventive indsats kan og skal forbedres.

Vores samfund er særligt udfordret af den banderelaterede kriminalitet, hvor relativt få kriminelle skaber utryghed og gør sig til genstand for stor opmærksomhed. Det bidrager til en polarisering, som ikke gør noget godt for Danmark.

Det synes oplagt, at vi må komme banderne til livs. Det kan vi lykkes med, hvis vi gør det mindre attraktivt at være medlem af et kriminelt fællesskab. Det kan opnås gennem en koncentreret politiindsats og ved at gøre andre livsvalg mere attraktive end fællesskabet i en bande. Sidstnævnte kræver en langsigtet indsats, men det er dét, der ultimativt kommer til at fratage banderne deres relevans.

For de unge kan fællesskabet i en bande virke som løsningen på deres udfordringer. Set udefra virker det som et paradoks, en social deroute og et vanvittigt dårligt valg. Men meget er allerede givet på forhånd. Det er helt afgørende for et barns udvikling, at det har nogle forbilleder at leve op til og et fællesskab at være en del af.

Efterkommere af indvandrere, der ikke er blevet integreret i det danske samfund, vokser op i et socialt miljø, hvor faderen ofte er fraværende, enten helt konkret eller mentalt. Faderen, der skulle være et forbillede, bliver degraderet i børnenes øjne, mens moderen, der måske ikke er på arbejdsmarkedet, får funktion som opvarterske. Det sker i hele verden og i øvrigt for alle socialt udsatte ligegyldig etnicitet.


Vi skal ikke ophøre med at straffe forbrydere, men vi skal ikke tro, at hårdere straffe bidrager til større loyalitet til det samfund, den kriminelle skal vende tilbage til. Det skaber i stedet endnu større afstand til fællesskabet.


I skolen har mange af børnene problemer med at følge med, og derhjemme kan de ikke hente hjælp. Nogle udvikler en rå attitude og grænseoverskridende adfærd i deres søgen efter respekt og opmærksomhed. Dermed kommer de ofte i konflikt med lærerne og får negativ respons på deres opførsel, og de er nu inde i en ond spiral.

Drengene forlader folkeskolen uden at være kvalificerede til at få en ungdomsuddannelse. Hvis de starter på en, så falder de ofte fra, fordi de føler, at de ikke passer ind. Deres identitet er styret af skam og angst, det er ofte "de andres" skyld, og de er langt fra klar til at erkende deres eget ansvar.

Den rodløse unge mand fra den underprivilegerede samfundsklasse, uden et eksamensbevis og uden faglige kompetencer, er chanceløs på det højt specialiserede danske arbejdsmarked og står nu reelt uden andet end dystre fremtidsudsigter. For disse unge kan et bandemedlemsskab se attraktivt ud og være lig med ressourcer, penge, status og beskyttelse – en form for socialt sikkerhedsnet.

Ansvaret for det dårlige valg er den enkeltes – men problemet bliver vores.

Vi er nødsaget til at intensivere indsatsen nu, for det er langt nemmere at forebygge end at nedbryde. Når den unge først er blevet en del af et kriminelt fællesskab, så er det svært at komme fri. For det indebærer, at den unge skal give afkald på alt det, der gjorde bandemedlemsskabet attraktivt til at starte med: Identitet, beskyttelse og økonomiske muligheder. Hvilket kombineret med de venskaber og det sociale netværk, som den unge har opbygget, gør det meget svært at bryde med.

Den forebyggende indsats skal give håb til fremtiden gennem skolegang, lærepladser og udsigt til et rigtigt arbejde samt rigeligt med personale i vores institutioner og uddannelsessystem til at håndtere konflikterne. Det skal finansieres gennem de besparelser, der opnås i takt med, at kriminaliteten og volden falder yderligere.

Det Kriminalpræventive Råd har ladet Rambøll regne på de økonomiske omkostninger for vold: Omkostningen for vold beløber sig til omtrent 2,3 milliarder kroner årligt – det svarer til 6.824 fuldtidsansatte pædagoger. I 2019 udgjorde anmeldelser af vold 8,1 procent af alle anmeldte forbrydelser, så den samlede samfundsomkostning for alle former for kriminalitet er langt større.

Derfor giver det økonomisk mening at give dem, som er i fare for at ende i en kriminel løbebane, massiv støtte – mandsopdækning om nødvendigt. Dermed får vi også øje på, hvem der er i farezonen længe inden, det går galt, og vi kan dermed sætte målrettet ind præcis der, hvor behovet er.

Dem, vi ikke kan nå at forhindre i at blive del af en bandegruppering, skal vi udvikle og implementere exitstrategier til. Vi skal ikke nøjes med at afvente, at bandemedlemmerne bliver ældre og vokser fra den kriminelle livsstil. Vi skal hellere ikke vente på, at de stifter familie og udvikler en anden form for ansvar. Det er for dyrt, skaber had og påvirker os alle sammen. Tværtimod skal vi udvikle reelle og gode alternativer til bandemiljøet, som adresserer de udfordringer, som fik bandemedlemskabet til at virke som en løsning til at begynde med.

Helt grundlæggende skal dette alternativ rumme håb og et lys for enden af tunnelen for den enkelte. Alternativet skal indbefatte en resocialisering samt erhvervsmæssig opkvalificering med udsigt til en reel tilknytning til arbejdsmarkedet og nye sociale netværk.

Det kommer uden tvivl til at koste mange penge og vil kræve individuelle løsninger og løbende mentoring. Men det er for ingenting at regne sammenlignet med prisen for den vedvarende fængselsdrift, politiindsatsen, kriminaliteten og alle konsekvenserne af et mere polariseret, dysfunktionelt og klasseopdelt samfund.

Vi skal ikke ophøre med at straffe forbrydere, men vi skal ikke tro, at hårdere straffe bidrager til større loyalitet til det samfund, den kriminelle skal vende tilbage til. Det skaber i stedet endnu større afstand til fællesskabet.

Der er behov for en tværfaglig og fælles indsats fra politi, socialrådgivere, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere. Og særligt arbejdsgiveren bør belønnes for at påtage sig et samfundsansvar – ikke kun økonomisk, men også med respekt fra alle vi andre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

AGF-slutfløjts-podcast: Var der rødt kort? Gu VAR der ej

Coronavirus

Live:  Hver fjerde med corona er ikkevestlig indvandrer eller efterkommer

AGF

David Nielsen om AGF-udvisning: - Det er helt grundlæggende forkert

AGF

Lynudvisning blev dyr for AGF: Taber for anden gang til FC Nordsjælland

Annonce