x
Annonce
Debat

Kronik: Aarhus East - fællesskabets fallit

Ordet ?kommune? betyder på latin ?fællesskab?. Så måske skulle ?Aarhus Kommune? omdøbes til ?Aarhus Kapitalservice?? så var vi nok nærmere sandheden.

Prøv at stille dig det helt enkle spørgsmål:

Annonce

Hvis du kommer hertil som rejsende, hvordan kan du så vide, at Aarhus er en havneby?

Svaret er, at det vil aldrig gå op for dig, for du kan ikke se havet! Der er nemlig kun ét sted tilbage, hvor du kan se ud over vandet, og det er de 100 meter mole yderst på den nordligste kaj, (nyd det, så længe det varer).

Resten er spærret af et sammensurium af betonklodser, der ligner en flok papkasser, et gigantisk postbud har tabt i farten. Forbeholdt dem, der har fem millioner i baglommen, hvor vinden hyler, så de kun kan sidde på deres dyrt erhvervede altaner de to dage om året, hvor det er vindstille. Derfra kan de se ned på et øde betonlandskab, hvor der absolut intet foregår.

At håndværkskvaliteten er så som så, ses tydeligt af plader, der falder ned, ruder, der løsner sig, etc. Det kunne ikke gå stærkt nok med at få investeringen hjem igen. Nå jo, lad os give dem et enkelt kollegium og nogle lejeboliger som et plaster på såret. Isbjerget, som var rimeligt vellykket, lukker vi inde bag endnu flere kasser.

Da jeg flyttede til Aarhus, glædede jeg mig over, hvor smuk byen var: Rådhuset en perle, Musikhuset en smuk og harmonisk bygning, den gamle by en skønhed, C.F. Møllers universitet ligeså.

I centrum gik folk ned langs åen, fik en is og kiggede på livet og skibene i havnebassinerne, og byen spejlede sig i vandet. Efter at have set, hvordan min kære Københavns havn blev plastret til med skyskrabere, var det en sand fornøjelse at flytte til Århus (undskyld: Aarhus, men så skal det vel også hedde Aarhus East og ikke Øst?).

Det startede rigtig godt: Åen blev åbnet, fantastisk smukt med bygningerne ned til vandet, små broer med smukke linjer, på pladsen ved Magasin kan man slå sig ned på trinene og puste ud.

Det tredimensionale rum på Clemens Bro er en genistreg. Sådan laver man det vellykkede kompromis mellem nyt og gammelt, der skaber en levende by for rigtige mennesker.

Derfra gik det galt - rigtig galt. Kommunen slap tøjlerne og lagde byens skæbne i hænderne på investorerne, og fællesskabet blev droppet:

Bang! Et 12-etages sort glasbjerg, der nu kaster sin skygge over Den Gamle By.

Bang! Et gigantisk hotel, der tårner sig op bag banegården.

Og så gik den konsekvente nedbrydning og afspærring af havnefronten i gang. Byggekvoter blev overskredet, lokalplaner blev ignoreret, og ingen samlet plan kunne modstå pengene.

Trin 1: Nedenfor Klintegården var der et grønt område, hvor der lå en smuk victoriansk rødstensbygning. Væk med sig, for nu skal der klemmes millionærlejligheder helt ned til skinnerne, og beboerne omkring Klintegården kan nyde udsigten til - bagsiden.

Trin 2: I stedet for at gøre som Amsterdams bystyre, der forlanger 250 meter grønt område ned til åbent vand og tæt/lav bebyggelse, blev havnebassinerne fyldt op (det er jo penge), og for en sikkerheds skyld blev byggeriet planlagt, så enhver borger møder en betonmur, hvis nogen skulle få den idé at forsøge at krydse Havnegade - ligegyldigt hvor i centrum du er, kan du ikke længere se havnen.

Aarhus East er blevet en isoleret bydel, hvis eksistens knap nok anes af andre end de få beboere.

Som erstatning for den tabte havudsigt blev løsningen »Det Blå Bånd« - en kanal på to meters bredde langs hele havnen til 120 mio., der endeligt ville sikre, at ingen kunne bevæge sig over i Aarhus East uden at have gummistøvler på. Gudskelov var den så dyr, at den blev udskudt, den ville på no time blive fyldt op af gamle cykler og indkøbsvogne.

Jeg mindes en pulversuppe, der også hed Blå Bånd...

Trin 3: Det forholdt sig desværre så uheldigt, at man var kommet til at vedtage, at der i Aarhus East kun måtte være havnerelaterede erhverv for at bevare livet på havnen - en alvorlig bommert og en hindring for investorernes frie udfoldelse. Hvad gør man så? Naturligvis går man konsekvent i gang med at udrydde alt havnerelateret erhverv.

Jeg så en meget pinlig scene i TV med den ansvarlige rådmand, der blev spurgt, hvorfor en byggematador får lov til at udleje havnebygninger til advokatfirmaer o.l. på havneområdet. Svaret var noget i retning af »ih dog - det var jeg slet ikke klar over - måske vi skal gå i dialog med De Linde...«. Ja, prøv du det, I skal nok blive enige som hidtil.

Og det bliver ved - et smukt gammelt pakhus kører vi væk som brokker, det er der jo ingen penge i? Afi Marine, som forsyner både fiskere og de tusind fritidssejlere med alt til sejlads, opsiger vi, så de må lukke - selvfølgelig lægger vi en pumpestation lige dér, i stedet for dér hvor den var planlagt - alt for kunderne.

Cafeteriet Havnens Perle, hvor både de, der arbejder på havnen, og de, der insisterer på en hyggelig aftentur, kunne få en prisbelønnet burger af de hårdtarbejdende (og prisbelønnede) medarbejdere, kan bare blive hjemme, for Perlen skal flyttes og får en stakket frist endnu.

Hvad kan vi ellers skovle væk? Nåh jo, Sømandshjemmet er jo en lurvet skamplet på en moderne by. Der kommer kun 3-4.000 sømænd om året, og desuden skal vi bruge fem meter af deres bygning til en cykelsti (det ligner en billig undskyldning for at kapre grunden), så det skal da også køres væk i en vis fart.

Mangler vi ellers noget? Nåh jo, den der træskibshavn, som nu ligger og skæmmer området neden for millionærlejlighederne, er da et frygteligt rod - der går jo levende mennesker rundt, som ovenikøbet ser ud til at hygge sig, lærer de unge sejlads og et håndværk, sejler med larmende børn, og sejler folk ud, når deres kæres aske skal spredes på havet.

Disse pirater sætter bådene op om vinteren med nogle skrækkeligt farvede presenninger i alle mulige kulører! Godt nok ved enhver, at en træbåd skal stå overdækket om vinteren, hvis den skal vedligeholdes. Men så vedtager vi bare, at presenninger kun må bruges, når der skal repareres noget, og at man skal have en skriftligt begrundet tilladelse til at lægge presenning på, som skal fjernes, så snart reparationen er færdig.

Det vil også få mange af disse træskibs-ejere til at opgive, og så slipper vi af med det roderi, larm fra værktøj, børn, der ler og synger, kunstnere, fotografer, turister, og besøgende skibe fra mærkelige lande.

Så mangler vi kun at skyde de plagsomme skrigende måger, for at freden kan sænke sig over den moderne betonby Aarhus East.

Vi skulle da nødigt have en snærende byplan, som sætter hensynet til livet, fællesskabet og almindelige lavindkomstborgere over det fremsynede hensyn til investorerne! Den slags sentimentale pjat er ikke en storby som Aarhus værdigt.

Jeg håber, at denne svada - som jeg skriver som privat borger og bruger af havnen - kan få fremtidige byggeplaner til at tjene befolkningen og folkelivet som helhed og videreføre byens ansigt frem for at give det Botox!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Lars fra Åbyhøj lod sig ikke begrænse af omgivelsernes forventninger

Kultur

Så bliver det ikke billigere: Værtshus lokker med tre liter øl for en tyver

CORONAVIRUS

Liveblog: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Aarhus

Golfspillere svinger igen køllen trods coronakrisen: Masser af spillere mødes på greenen

Annonce