Annonce
Kronik

Kronik: Absurd påske - påskefortællingen udgør kristendommens essens i en maggie-terning

Mennesket er dømt til frihed, en frihed, som også gælder under corona-krisen, hvor vi skal tage vare om fællesskabet ved at holde os for os selv.

Påskefortællingen udgør kristendommens essens i en maggie-terning. I påskeberetningen om Jesu liv, død og opstandelse får vi kristendommens bud på, hvorfor mennesket altid står til ansvar over for både Gud og medmennesket. Mennesket er dømt til frihed, en frihed, som også gælder under corona-krisen, hvor vi skal tage vare om fællesskabet ved at holde os for os selv.

I Bodil Jørgensens præstesketches i Rytteriets satiriske show med skønne Fritz og søde Poul slutter hun af med at sige: ”Folkekirken er lukket for resten af dagen”. Dette er lige nu ikke et satirisk indslag, men den skinbarlige virkelighed, idet kirken af gode grunde må stille sig på lige fod med det øvrige samfund og gennem nedlukning medvirke til, at vi får brudt smittekæden.

Det betyder imidlertid ikke, at der er lukket ned for påskens budskab. Sognene går i denne tid nye veje med gudstjenester, andagter og refleksioner på nettet. Det tænkes her lokalt ud fra sognene – samtidig med at nogle af disse indslag får en langt større og bredere tilhørerskarer end det lokale.

Påsken udgør kristendommens indhold i en maggie-terning. Det er på mange måder en absurd fortælling, som vi har hørt så tit, at den ikke længere skurrer i ørerne. Måske kan kirkelukningerne ligefrem hjælpe os til at høre det radikale budskab på ny?

Absurd er det, at vi i kristendommen tror på, at Gud er død. Det er jo ikke just nogen helteberetning, hvor de sædvanlige billeder om magt, ære, kamp, mod eller visdom tages i brug. I stedet får vi fortalt beretningen om en mand, som forrådes af sine nærmeste, bliver offer i et spil mellem de religiøse og politiske magthavere og ender med at blive henrettet sammen med to andre forbrydere, anklaget for noget, han ikke har gjort. Og som på korset ikke nøjes med at fastholde sin uskyld, men som beder om tilgivelse for dem, der er i færd med at udføre et arketypisk justitsmord.

Det sidste er afgørende, for gennem beskrivelsen af Jesu bøn for dem, der henretter ham (”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”), bliver det tydeligt, at korset forvandles fra at være et symbol på straf til at være et symbol for den ubetingede tilgivelse. Og i kristendommen ligger der yderligere en pointe i, at det er Jesus, som Guds søn, der udsiger den ubetingede tilgivelse, for den hører ikke mennesket men gudsriget til.

I påsken hører vi fra optakten palmesøndag om menneskets forventninger til Jesus. De tror, han er kommet for at skabe politiske omvæltninger, og han vil tage magten og skabe en bedre verden. Han er underlagt det, vi senere har betegnet som Messiaseffekten, når vi bilder os ind, at et enkelt menneske kan redde om ikke hele verden, så i hvert fald klubben, firmaet eller landet. Og derfor bliver omverdenen da også slemt skuffede, da han hverken kan eller vil leve op til disse forventninger. For disse forventninger hører stadig til inden for menneskets måde at måle magt og ære på.

I påsken afsløres det imidlertid, at Guds magt er en anden type af magt, som ikke handler om at være størst, stærkest eller mægtigst. Vi er her ude over ”min far er større end din far”-logikken, hvor det bliver svært at kende forskel på Gud og Tarzan, idet Gud bliver fremstillet som et menneske, der blot er lidt stærkere, lidt større, lidt klogere. I stedet ser vi i påsken konsekvensen af juleevangeliet: at Gud blev født som et menneske i en stald i Udkantspalæstina. Guds guddommelighed kommer ikke til syne gennem, at Gud forstørrer alle de menneskelige karaktertræk, som vi typisk hæfter på definitionen af en god leder (vor tids guddommeliggørelse), men i stedet kommer Guds guddommelighed til syne, ved at Gud i Jesus Kristus underlægger sig den sårbarhed og udsathed, som ligger i skaberværket.

Påsken peger tilbage på de jødiske skabelsesmyter, hvor vi ikke kun får fortalt, at mennesket er skabt af Gud, men også at Gud har sat mennesket frit. I kristendommen er mennesket dømt til frihed. Det er det smukke i syndefaldsmyten, hvor Adam og Eva spiser af frugten fra livets træ, som gør, at de kan kende forskel på godt og ondt. For netop gennem erkendelsen af dette dilemma, sættes mennesket frit til at skulle vælge og handle, frem for blot blindt at skulle adlyde.

Kristendommen og Bibelen udgør derfor ikke nogen facitliste eller lovbog, hvor man kan læse, hvordan man skal handle i de konkrete situationer. Bibelen er tværtom en bog, som kræver, at læseren selv må tolke og udlægge, hvad der er det rette at gøre i de konkrete situationer – og så være sig bevidst, at man altid må stå til ansvar for sine handlinger overfor såvel Gud som mennesker. Dette betyder også, at man ikke kan gøre direkte brug af Gud i sin argumentation for, hvorfor man handler, som man gør. Gud kan ikke bruges som garant for, at man har valgt at handle rigtigt. I så fald ville Gud blive reduceret til at være en slags gummistempel for mine handlinger, hvorved de etiske dilemmaer, som vi står i, også under en coronakrise, ville blive suspenderet.

Jesu sande guddommelighed i påsken afsløres gennem, at han er i stand til at vælge den absolutte selvhengivende handling, at gå i døden for andres skyld. Her er der vel at mærke ikke tale om at gå i døden for andre på en måde, hvor man kynisk tager andre med i faldet, sådan som der er tale om, når en fanatisk selvmordsbomber søger at tjene sin sag eller Gud gennem at slå sig selv og andre ihjel.

I stedet er der tale om en selvudleverende kærlighed, som kun giver mening, når den placeres hos Gud. Placeres den hos mennesket, ender det galt, sådan som Lars von Trier demonstrerede det i ”Breaking the Waves”, hvor Bess af kærlighed til sin mand, Jan, udleverer sig selv til andre mænd og ender med at blive mishandlet og dræbt. Den totale selvhengivelse må forbeholdes det guddommeliges sfære for ikke at ende i sin modsætning: selvvillet selvudslettelse, som pålægger andre både skyld og skam.

Påsken slutter imidlertid ikke med Jesu død på korset, hvor menneskets forestillinger om Guds væren og handling synker i grus. For påskefortællingen slutter først med opstandelsen, påskedag. Og det er jo ikke mindre absurd – at tro, at Jesus er opstået. Det kan ikke bevises, hverken dengang eller nu. Det er dengang som nu en vanvittig påstand. Men med Jesu opstandelse sættes der et håb om, at døden ikke får det sidste ord. Det betyder ikke, at døden bliver mindre virkelig eller smertelig. Men med opstandelsen sættes der et perspektiv for livet og døden, som rækker ud over den enkeltes liv og død på begge sider af dødens grænse.

Opstandelsen fjerner ikke det absurde ved hverken Jesu død eller opstandelse, eller ved livets tilfældighed og vores eget endeligt. Men kristendommen giver med troen på opstandelsen et håb, der rækker ud over mit eget livsforløb, et håb, som sætter mit liv ind i en større sammenhæng, og som hjælper mig til ikke at forveksle meningen med livet med meningen med mit liv. Og måske kan håbet være med til at give os et udsyn, som rækker ud over vores eget liv, så vi kan forstå dybden af det anekdotiske Lutherudsagn, at han ville plante et træ i dag, selvom han vidste, at verden skulle gå under i morgen.

Så ja, livet opleves til tider som absurd, og kristendommen er på mange måder også absurd. Eller rettere kristendommens kernefortælling kan opleves som absurd: At vi tror på en Gud, der døde på et kors for menneskets skyld. Men med påsken tror og håber jeg, at også her giver minus gange minus plus. Glædelig påske.

Illustration: Jens Nex
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce